19. december 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Bevar mystikken

Det er selvfølgelig ikke så rart, når folk dør, men flere af os på Føljetons redaktion har i vores pure ungdom for ganske få år siden haft fornøjelsen af at skrive nekrologer, blandt andet for dagbladet Information. Jo, ‘fornøjelse’ er det rette ord, for vi sad typisk med britiske avisers nekrologsider og ledte efter gode og spændende døde, som vi […]

Det bedste vi har set

Den latterlige røde truckerkasket

Det grimmeste og klammeste amerikanske stykke design i 2016 var også det mest effektive. Fast Code Design gennemgår i en lang artikel Donald Trump-kampagnens røde truckerkasket med ‘Make America Great Again’-sloganet. ”Det var det mest hadede og elskede symbol ved valget, og det mest komiske og seriøse. Det var et dårligt designet produkt, som skulle vise sig at være meget stærk branding.”

Trump og olieforbindelserne

”Trump har omgivet sig med flere oliefolk og folk med tilknytning til olieindustrien end nogen tidligere præsident i historien (selv George W. Bush). Man forstår ikke, hvad der sker omkring Trump, hvis man ikke forstår olieindustrien… og man forstår ikke olieindustrien, hvis man ikke forstår klimaforandringerne.” Du bør lige tjekke artiklen ‘Trump, Putin and the Pipelines to nowhere‘, fordi den er skræmmende.

Klimaforandringens sendebud

I den alaskanske by Kaktovik vrimler det i disse dage med isbjørne. Det sender et ilde varsel om en hård fremtid. Normalt er de slet ikke så tæt på mennesker, men klimaforandringerne har smeltet de isflager, hvor bjørnen normalt befinder sig i sin jagt på sæler. Det er en vild reportage med nogle vilde billeder til, som er underligt apokalyptiske som så meget andet i nyhederne lige i øjeblikket.

Ideen om det homogene Danmark er nonsens

”Det er på høje tid, at danskerne gør op med den falske modsætning mellem dem og os og indser, at alle 5,7 millioner borgere i Danmark har forskellige baggrunde, livshistorier, værdier og problemer. Ellers kan Danmark bruge 20 år mere på fejlslagen integration.” Sådan lyder det fra tyskfødte
Moritz Schramm, der har læst tysk, statskundskab og litteraturvidenskab i både Berlin, Aarhus og København. I dag leder han et treårigt forskningsprojekt støttet af Det Frie Forskningsråd, der beskæftiger sig med, hvordan migration påvirker samfundet, og hvordan man sætter sig ud over skellet mellem ‘os’ og ‘dem’. Læs hele hans kamptale i dette interview i Politiken, hvor han redegør for, hvorfor ideen om Danmark som et homogent samfund er ”det rene nonsens”, og at danskeres idé om at være et tolerant folkefærd er en myte.

Spisesedlen

Politisk krise raser i disse dage i Polen. Krisen eskalerede fredag, da politikere fra oppositionen besatte parlamentets største sal i raseri over den højrenationale regerings finanslov for 2017 – og dens forsøg på at begrænse journalister og mediers adgang til parlamentet. Siden har tusinder demonstreret mod regeringen på gaderne overalt i Polen. Krisen forventes ifølge polske medier at tage til i løbet af mandag, fordi et møde mellem Polens præsident, Andrzej Duda, og oppositionen søndag endte resultatløst.

Danmark lever ikke op til internationale konventioner, når det kommer til vold mod kvinder. Sådan lyder det fra flere internationale NGO’er. En af begrundelserne er, at vold i samlivet ikke straffes lige så hårdt som andre former for vold, da der i sager om vold i parforhold ofte henvises til, at volden er begået i affekt.

S, DF og V mødes i dag for at stemme lovforslaget om uddannelsesloft på videregående uddannelser igennem. Det vil betyde, at studerende, der har taget én videregående uddannelse, ikke kan tage endnu en på samme eller lavere niveau. Forslaget har ellers mødt massiv modstand fra både studerende og organisationer, og næsten 80.000 danskere har indtil videre deltaget i en underskriftindsamling imod det.

Japansk metode til at reprogrammere celler anvendes nu i et amerikansk forsøg, der skal bremse aldring hos mus. De foreløbige resultater af forsøget viser, at mus, der blev stamcellebehandlet med iPSC-teknologien, levede op til 30 procent længere og fik sundere organer.

Evakueringen af civile i det østlige Aleppo blev søndag aften genoptaget efter at være blevet blokeret fredag. Meldingen lyder i dag, at adskillige busser og ambulancer med civile siden søndag aften har transporteret civile fra det østlige til det vestlige Aleppo. Det er bekræftet af FN.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12