18. marts 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Den falske Pippi Langstrømpe

“Det har jag aldrig provat förut, så det klarar jag helt säkert!“, lyder et af Pippi Langstrømpes mest kendte citater. Men faktisk er det aldrig noget, Astrid Lindgren-karakteren har sagt. I virkeligheden er den svenske børnehelt langt mere snusfornuftig. “Hur ska jag kunna veta det, när jag aldrig har försökt?“, svarer Pippi, da vennen Tommy […]

Kære læser

Žižek har skrevet endnu en bog om corona

Det måtte jo ske før eller siden: Slavoj Žižek, filosofiens hyperproduktive enfant terrible, har skrevet en opfølger til sin første coronabog, PANDEMIC!: COVID-19 Shakes the World. Den har meget passende fået titlen PANDEMIC! 2: Chronicles of a Time Lost. Men er det også spild af tid at læse den? Lad det være sagt med det […]

Det bedste vi har set

Det forsvundne rockgeni

Det forsvundne rockgeni

Der er noget ret træls over de evindelige ‘hvad blev der egentlig af …?’-historier, som pressen har det med at trække op af hatten, når der ikke er andet at lave. Men den her om “det forsvundne rockgeni Lee Mavers“ er nu ret interessant. Mavers var guitarist og sangskriver i bandet The La’s, som Oasis så op til, men han var åbenbart perfektionist, så det blev kun til et enkelt reelt studiealbum, The La’s, i 1990. BBC udruller historien om Lee Mavers, der i dag er 58 år og har fire børn – og i øvrigt ikke medvirker i artiklen.

Mary Astell kunne det hele

Mary Astell kunne det hele

Mary Astell (1666-1731) var en engelsk forfatter, filosof og retoriker, som kæmpede en brav kamp for kvinders ret til uddannelse. Biblioteket på Magdalene College, som er en del af Cambridge Universitet, har i sin samling på godt 8.500 bøger og manuskripter – helt tilbage fra 1428 – fundet 47 bøger og pamfletter, som tilhørte Astell, og af hendes håndskrevne noter fremgår det, at hun også gabte over kompleks naturvidenskab. “Det er en kæmpe opdagelse“, udtaler Mark Goldie, professor emeritus i intellektuel historie. “Hendes bøger afslører temmelig meget: Hvad hun læste, hvad hun svarede, hendes politiske og religiøse ståsted, at hun talte flydende fransk, at hun var med på Descartes’ nye filosofi, og at hun var stærkt optaget af videnskab“. Det er Cambridge selv, der har historien.

Danmark rundt med Statens Museum for Kunst

Danmark rundt med Statens Museum for Kunst

Statens Museum for Kunst lancerede i aftes ‘Kunstens Danmarkskort’, som er “et digitalt Danmarkskort med placeringer af over 4.000 kunstværker fra SMK’s kunstsamling“. Kig på Danmark, zoom ind og se, hvor værket er blevet malet/tegnet. Gad vide om nogen dansk kunstner har været lige så meget omkring i landet som Johannes Larsen (1867-1961)? Hans tegning herover er fra 1924 og hedder Snoet landevej i bakket landskab. Anholt.

Spisesedlen

Rutte erklærer sig sejrrig ved hollandsk valg. Hollands siddende premierminister, Mark Rutte, kan umiddelbart se frem til en fjerde embedsperiode, efter hans parti VVD står til en lille fremgang på to mandater ved onsdagens parlamentsvalg. Dermed ser Rutte også ud til at have klaret sig igennem en omdiskuteret skandale vedrørende børnepenge, som tvang hans kabinet til at trække sig tilbage i januar.

Fugleinfluenza har ført til aflivning af 100.000 fjerkræ. De seneste fire måneder har der været konstateret smitte med fugleinfluenza hos hele 13 danske fjerkræbesætninger. Senest er 27.600 kalkuner på Vestsjælland og 2.200 gråænder på Langeland blevet smittet. “Det er det værste udbrud af fugleinfluenza, vi nogensinde har haft i Danmark. Det er stort og omfattende“, udtaler Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen, til TV 2.

Vaccineplanen atter opdateret. Onsdag meddelte Sundhedsstyrelsen, at alle borgere over 16 år kan være blevet vaccinerede mod Covid-19 senest 25. juli. Når alle over 50 år er blevet vaccineret, vil man begynde at vaccinere efter alder med folk i alderen 16-19 og 45-49 år i første række. Til BT fortæller statsminister Mette Frederiksen (S), at der dog ikke er nogle garantier for, at vaccinationskalenderen ikke kan rykke sig igen.

Tanzanias præsident er død. Onsdag annoncerede vicepræsident Samia Suluhu, at landets 61-årige præsident, John Magufuli, er død af hjerteproblemer. Magufuli har været væk fra offentligheden de seneste to uger, hvilket har ført til spekulationer om, at præsidenten var blevet smittet med Covid-19. Magufuli har tidligere markeret sig som en af Afrikas mest prominente coronaskeptikere.

Mand tiltalt for mord efter Atlanta-skyderi. En 21-årig mand er tiltalt for mord efter skyderier på flere spa-saloner tirsdag, som endte i drabet på otte mennesker. Iblandt de dræbte er seks identificeret som asiatisk-amerikanske kvinder, og det har sat fokus på en stigning i vold udøvet mod befolkningsgruppen under coronanedlukningerne i USA, skriver CNN. Det er endnu uvist, om manden vil blive tiltalt for racistisk motiveret mord.

Et sidste ord

Glem alt om møntfod – det nye er møntpote.

Vi miaves ved!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12