18. juni 2021
Kære læser
Kakofonien er i fuld sving i USA. Cikade-gruppen med det lidt ildevarslende navn Brood X er kommet tilbage fra de døde for at hjemsøge amerikanerne med deres sang. Med 17 års mellemrum vælter milliardvis af Brood X frem af jorden i det østlige og midtvestlige USA, hvor de i en måneds tid formerer sig og […]
Kære læser
Et europamesterskab er i sagens natur altid et gennemført europæisk arrangement, men i år har man gjort en særlig indsats for at europæisere slutrunden. For at fejre dens 60 års jubilæum har man spredt spillearenaerne ud over hele kontinentet; fra Glasgow til Baku. 24 lande, 11 byer, ét kontinent. Resultatet er et regulært paneuropæisk karneval, […]
Det bedste vi har set
Kan Victoria skille sig af med sin hemmelighed?
De selvsamme modeblade, undertøjs- og sportstøjsfirmaer, der i årtier har baseret deres eksistensgrundlag på kampen for at få kvinder til at skrumpe i tøjstørrelser og selvværd, vender nu i ét væk skuderne. Der er ikke længere penge i at prædike vægttab og idealudseende, så i stedet buldrer de tomme tønder videre i diversitetens navn. Nu har alle mindreværdskompleksers moder, lingerimærket Victoria’s Secret, også luret, at der skal postes penge i et kursskifte. Men køber kunderne det?
Cecilie Nørgaards ti bud
Hvis du pr. automatik stikker din datter en Barbiedukke og din søn en actionmand, er de allerede på sporet til meget forskellige muligheder i livet. Det mener uddannelses- og kønssociolog Cecilie Nørgaard, og det har hun skrevet om i bogen Han hun hen – opdrag til ligestilling og mangfoldighed. Femina har talt med hende om den tese og om hendes ti bud til moderne opdragelse, der “[næsten] grænser til det banale, fordi de er så konkrete, men det er for at vise, at det netop er i de små hverdagsbegivenheder og sproghandlinger, vi enten kan reproducere gamle kønsopfattelser eller gribe muligheden for at skabe nogle nye og mere mangfoldige.“
“En stor okse står på min tunge“
Oversættelse er både en overset og undervurderet disciplin. Det er langt sværere at bygge bro mellem to sprog, end man lige skulle tro, og når det endelig lykkes, er der få, der lægger mærke til det. Den gode oversættelse skal flyde på en måde, så læseren ikke skænker det en tanke, at hun ikke læser på originalsproget. “Oversættelse konfronterer dig med dine egne såvel som sprogets begrænsninger. I den forstand kan der være noget moralsk opbyggeligt ved øvelsen, i det mindste for de af os, der konsekvent overvurderer vores egne evner,“ skriver Jaspreet Singh Boparai (ubehjælpeligt oversat til dansk) i dette glimrende essay om oversættelse og særligt om at oversætte fra latin. Vi lover, det er spændende.
Spisesedlen
Rejserestriktionerne lempes. Torsdag indgik alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige en aftale om at lempe de danske rejserestriktioner markant. Fra den 26. juni vil danskere frit kunne rejse i EU uden ved hjemrejsen at skulle vise en negativ coronatest eller gå i isolation. Fremover skal man blot kunne fremvise et gyldigt coronapas. Omvendt lempes også indrejserestriktionerne, så EU-borgere ved fremvisning af et gyldigt coronapas også slipper for at gå i isolation.
Sundhedsstyrelsen anbefaler coronavaccine til børn over 12 år. På et pressemøde torsdag fortalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at man fremover vil anbefale coronavaccinen til børn mellem 12-15 år for at opnå immunitet i samfundet. Den beslutning erklærede formand for børnelægerne, Klaus Birkelund Johansen, sig dog uenig i: “Jeg havde personligt ønsket, at man ville undlade at træffe beslutningen om at gøre det nu. Jeg synes, at en mere naturlig rækkefølge ville have været at være afventende og træffe beslutningen, når vi nærmer os midten af september, hvor vi så er klogere,“ udtalte han.
Danmark investerer 850 mio. kr. i grønt projekt. Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at Danmark skal spytte 850 mio. kr. i en fælles europæisk pulje til finansiering af den såkaldte Power-to-X-teknologi. Teknologien kan gøre det muligt at omdanne grøn energi til brint, der kan bruges som brændstof til fly og skibe. “Med en fælles, europæisk indsats kan vi for alvor få teknologien op i skala og ned i pris og sætte fart på den grønne omstilling af eksempelvis skibs- og luftfarten, der ikke umiddelbart kan elektrificeres direkte,“ udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
Israel udfører nye luftangreb i Gaza. For anden gang i denne uge har Israel udført et luftangreb mod Gazastriben. Det sker ifølge det israelske militær som reaktion på, at palæstinensere har sendt brandballoner ind over Israel. Der rapporteres ikke om nogen omkomne eller sårede under angrebene. På trods af de to parter indgik våbenhvile den 21. maj, er situationen fortsat anspændt, skriver The Guardian.
Juneteenth bliver national helligdag. USA’s præsident, Joe Biden, underskrev torsdag en lov, der gør mærkedagen for frigørelsen af amerikanske slaver til en national helligdag. “Ved at gøre Juneteenth til en national helligdag, kan alle amerikanere mærke vigtigheden af denne dag og lære af vores historie,“ sagde Biden ved ceremonien for lovunderskrivningen.
Et sidste ord
Hvis vi havde vidst, det kunne ende her, var vi aldrig stoppet til rytmik.
Hold jer muntre og husk at drikke vand!