18. januar 2023

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Desuden er det altid de andre, der dør

Anden juledag var den prisbelønnede engelske forfatter og dramatiker Hanif Kureishi (f.1954) ude for et alvorligt uheld i Rom. Uheld lyder egentlig så dramatisk, for indtil det øjeblik, hvor det gik galt, var alt jo i skønneste orden. Kureishi, som nok er mest kendt for manuskriptet til Mit smukke vaskeri og romanen En forstadsbuddha, er ude at spadsere […]

Kære læser

Dystre toner i dansk musik

Hvert år taler vi om, at det primært er mænd, som laver den musik, der bliver lyttet til. Også i 2022 tog vi snakken, da det blev offentliggjort, at ingen ud af de ti mest streamede artister på Spotify i Danmark identificerer sig som et andet køn end mand. Bag statistikken gemmer sig en hård […]

Det bedste vi har set

Jeg kan ik’ komme på arbejde chef

Quiet quitting, antiwork, The Great Resignation – og nu også quiet hiring. Coronapandemien fik ikke bare folk til at gentænke deres forhold til arbejde, den gav dem også et spritnyt ordforråd. For som Vox pointerer, er det, som om vi pinedød skal blive ved med at opfinde nye ord til det, vi bruger størstedelen af vores vågne timer på. Hvorfor egentlig?

+ Pinnochio læst som en radikal anti-arbejdsfortælling. Eller som Pinnochio selv siger: “Der er ingen bånd, der binder mig.“

Lise Nørgaard kommer aldrig tilbage

Lise Nørgaard kommer aldrig tilbage

“Et emne, hvis indhold kunne berettige et indslag af 5-10 minutter, skal nu strækkes, så det passer til et kvarter eller en halv time. Det indebærer en stadig hyppigere forekomst af spørgsmål af typen: Det, jeg hører dig sige, er… For noget skal tiden jo gå med,“ skriver lektor og historiker Jes Fabricius Møller i et veloplagt skud mod omlægningerne hos DR. “Alle drømmer om et nyt Matador, der kan blive et fælles referencepunkt på tværs af generationer. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, og det skal vi måske heller ikke ønske os. Det er en tinde, som Danmarks Radio aldrig kommer til at bestige igen.“

Metermål til folkeafstemning

Metermål til folkeafstemning

Det kan være irriterende at stå med en bageopskrift og skulle regne frem og tilbage mellem pounds og gram. Men her er en gruppe mennesker, der brænder så meget for en sag, at de har gjort de metriske måleenheder – altså sådan noget som meter og kilo – til en decideret kulturkamp. For dem repræsenterer målene simpelthen de beslutninger, der er blevet taget uden at spørge – og i Storbritannien er de blevet selve symbolet på modstanden mod EU. Det kan illustreres med en håndfuld bananer.

Spisesedlen

Ukraines indenrigsminister dræbt i helikopterstyrt. Sammenlagt meldes 18 mennesker dræbt og yderligere 29 sårede, efter en helikopter onsdag morgen styrtede ned ved en børnehave i forstaden Brovary godt 30 km fra Kyjivs centrum. Det oplyser chefen for Ukraines politi, Ihor Klymenko. Udover indenrigsministeren Denys Monastyrskyj er også viceindenrigsminister Jevhenij Jenin og statssekretær Jurij Lubkovytj blandt de dræbte. Årsagen til styrtet er endnu ukendt.

Maria Ressa frikendt for skatteunddragelse. Den filippinske journalist og vinder af Nobels fredspris i 2021 blev natten til onsdag frikendt i en skattesag, hun tidligere har kaldt chikane fra regeringens side. Ressa har som redaktør på onlinemediet Rappler indgående dækket den filippinske præsident Rodrigo Dutertes magtmisbrug. Det filippinske justitsministerium bemærker, at man respekterer rettens afgørelse.

Regeringen afviser folkeafstemning. “Man kan jo prøve at tænke tanken til ende. Hvad så næste gang, nogen i Folketinget er uenige om klimapolitikken, folkepensionen eller folkeskolen? Skal vi så have folkeafstemninger en gang om måneden eller hvert halve år,“ spurgte statsminister Mette Frederiksen (S) retorisk, efter en samlet fagbevægelse tirsdag krævede, at forslaget om at afskaffe store bededag kommer til en folkeafstemning. Ifølge paragraf 42 i Grundloven skal der 60 mandater i Folketinget til at sende en lov til folkeafstemning.

Greta Thunberg anholdt efter klimaprotest. Den svenske klimaaktivist blev tirsdag anholdt i forbindelse med nye demonstrationer ved den tyske kulmine Garzweiler 2 nær landsbyen Lützerath. Anholdelsen kom, efter Thunberg sammen med en gruppe meddemonstranter nægtede at flytte sig på politiets opfordring. Ifølge politiet blev Thunberg løsladt igen efter en kortvarig detention.

Lars Boje Mathiesen vil være formand for Nye Borgerlige. Tirsdag besluttede partiet, at man d. 7. februar vil afholde en ekstraordinær generalforsamling, hvor den nuværende formand Pernille Vermunds afløser skal findes. I den forbindelse har partiets folketingsmedlem Lars Boje meldt sig som den foreløbigt eneste kandidat til posten. Vermund selv kalder Boje “et godt bud“.

Et sidste ord

Man har et stamsted, til man bygger et nyt.

På gensyn i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12