18. februar 2019

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Kan internetkøleskabe frygte Gud?

I en semi-dystopisk radikalisering af det gamle mundheld ”vejen til en mands hjerte går gennem hans mave” har Samsung valgt at opfinde det måske dummeste dating-koncept hidtil: ”Refrigerdating.” I al sin enkelthed går det ud på, at du tager et billede af indholdet af dit køleskab, uploader det til din profil, og så ellers lader […]

Kære læser

Er træerne en reel eller blot bekvem løsning på klimaforandringerne?

Skurk eller helt? Den post-apokalyptiske thriller The Happening fra 2008 er klart en af instruktør M. Night Shyamalans værste film i og det siger ikke så lidt. Skal man alligevel sige noget godt om de ulideligt lange 91 minutter, så er det, at det trods alt er lykkedes Shyamalan at finde en atypisk skurk. Spoiler […]

Det bedste vi har set

Digte, jazz, pop og pjank

Digte, jazz, pop og pjank

Det lyder måske som en lidt anstrængende cocktail at smide en ung dansk digter sammen med en ung jazz-trompetist, men faktisk har digteren Caspar Eric og jazzmusikeren Mikkel Grevsen lavet en helt fantastisk, tilgængelig og forfriskende popsang. Tilsammen kalder de sig Intet Altid, og vi kan allerede lide dem. Det er lige præcis den slags, verden skriger på nu.

Mord, Meth og pirater. Mød det dybe nets Jeff Bezos

Mord, Meth og pirater. Mød det dybe nets Jeff Bezos

Du har nok hørt om Amazons Jeff Bezos, men har du hørt om Paul Le Roux? Han er for det mørke internet, hvad Bezos er for det lyse (ja, eller hvad vi kalder det). Paul Le Roux var en tyk computernørd, der gav sig til illegalt at handle med smertestillende midler på nettet. Det bragte ham adskillinge milliarder dollars, men det var, som om det ikke helt var nok for Le Roux. Langsomt gik han dybere og dybere ned i nettet og handler i dag med lejemord, meth fra Nordkorea og pirater. Den formidable podcastserie Reply All har en gribende gennemgang. Wired og New York Post har også været der. Det er Crazy stuff. Og så på en mandag.

Når en rigtig mand taler om sex

Når en rigtig mand taler om sex

Som det vil være nogen bekendt er vi glade for den danske journalist Anders Haahr Rasmussen, som er blandt de forsvindende få skribenter herhjemme, der er lykkes med både at være velskrivende, bruge sig selv og gøre det interessant for alverden, hvad enten han skriver om sygdom, tennis eller sex, som hans nye bog handler om. En fandens mand hedder den, og han er på vej rundt i medierne med den i disse dage. I går var han i Deadline.

Spisesedlen

Pensionskasser vil afvise selskaber med dårlig skattemoral. Derfor er selskaber som PenSam, PFA, PensionDanmark, PBU og PKA begyndt at screene virksomheders skatteadfærd og moral for at se, om de for eksempel har penge i skattely, før pensionspengene bliver investeret. Pensionsselskaberne har allerede fundet ud af, at det ikke ser godt ud at investere danskernes penge i tobaks- eller våbenindustrien eller i virksomheder, der tjener penge på sort energi, eller som ikke overholder menneskerettigheder.

Klaus Riskær Pedersen klar til folketingsvalg. På lyntid er det lykkedes ham at indsamlet mere end 20.109 vælgererklæringer. Dermed kan han stille op som partiformand for det nystiftede parti til Folketingsvalget i år. Det oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet, der har kontaktet Klaus Riskær Pedersen og fortalt, at han har nået grænsen og dermed kan lukke for indsamlingen og anmelde den til ministeriet.

Trump: Europa bør hjemtage over 800 tilfangetagne IS-krigere. Det skrev USA’s præsident Trump på Twitter søndag. En række ordførere fra de danske partier har dog allerede afvist forslaget, ligesom udenrigsminister Anders Samuelsen heller ikke virker interesseret i at imødekomme Trump. ”Jeg har ingen interesse i at hjælpe syrienskrigere med dansk pas tilbage til Danmark. Hvad end du spørger mig som partiformand eller udenrigsminister, er min holdning, at jeg ikke vil have én af dem hjem,” siger han til TV2.

Rapport: Syrien har brugt kemiske våben i over 300 angreb. Det er den Berlin-baserede tænketank The Global Public Policy, der er kommet frem til det tal, hvilket betyder, at kemiske våben er blevet brugt langt hyppigere end hidtil antaget i den snart otte år lange borgerkrig i Syrien. Præsident Bashar al-Assads styre står bag hovedparten af angrebene med de ulovlige kemiske våben, forlyder det.

Brøndby IF fyrer træner Alexander Zorniger med øjeblikkelig virkning. Det skriver klubben i en kortfattet fondsbørsmeddelelse, der er underskrevet af bestyrelsesformand Jesper Møller. Zorniger kom til Brøndby i 2016. I den seneste sæson var han tæt på at føre klubben til mesterskabet, men i de sidste spillerunder glippede det, og holdet måtte tage til takke med andenpladsen. Lige nu ligger klubben på fjerdepladsen. Søndag tabte holdet 1-2 til Esbjerg.

Et sidste ord

Livet er at starte ugen i samme tempo som ham her. Stilsikkert, i eget tempo og med logrende hale.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12