17. november 2023
Føljetons verden
Sidste lørdag eksploderede Danmark i et væld af valgplakater. Med smilende ansigter og mere eller mindre vellykkede slogans, forsøger kandidaterne ihærdigt at signalere, hvem danskerne bør stemme på ved regionsråds- og kommunalvalget den 16. november. Selvom han er partiformand, finder man dog ikke en plakat med Michael Staal-Olsens billede på. Staal-Olsen har en kandidatgrad i […]
Her er en lille tekst om ovenstående artikel
Kære læser
Når vi søger efter noget på internettet, “googler” vi det. Google sidder simpelthen så godt deroppe øverst i søgemaskinernes hierarki, at alle andre ord føles akavede i munden. Man kunne af samme grund fristes til at kaste monopolstemplet hårdt efter dem. Og det har det amerikanske justistsministerium så gjort, fordi de mener, at Google har […]
Det bedste vi har set
Barfod sku’ ha’ haft den
På mærkværdig vis er Københavns socialdemokratiske overborgmester Sophie Hæstorp Andersen på Time Magazines liste over verdens 100 vigtigste ‘climate leaders’ i 2023. Her behøver man vel bare sige: Lynetteholm? Når nu Time ikke har gjort sit arbejde særlig godt, havde det klædt Hæstorp at dele opmærksomheden med byens ‘skyggeoverborgmester’, teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), som er den ægte grønne af de to. Billie Eilish og Coldplay er også på listen.
Sphere and Loathing in Las Vegas
“Hele dagen, hver dag, er jeg omringet af skærme. Skærme, der grådigt afleder min opmærksomhed og medierer min hverdag og en hel del forhold. Jeg er træt af skærme, endda vred på dem. Jeg fortæller ofte mig selv, at jeg længes efter frigørelse – en ægte oplevelse af at gå igennem verden uden noget mellem mig og mine små distraherbare øjne. Og dog, at se videoerne af The Sphere’s luminiscens dominere de små irere [bandet U2, red.] på scenen, da jeg så den i sin pragt forvandle rockmusikerne til bittesmå læderjakkeklædte myrer, følte jeg en uimodståelig trang til selv at stå foran den og opleve denne digitale glemsel. Jeg ville se, om The Sphere kunne få mig til at elske skærme igen.” Eftertænksom og tilpas skærmkritisk reportage fra et stykke dystopi-inspireret arkitektur.
EU til øv
EU’s og kommissionsformand Ursula von der Leyens tilgang til krisen i Israel-Palæstina viser, at Den Europæiske Union ikke har noget at byde på rent geopolitisk, selv om det var ambitionen. God kommentar i Politico Europe af Nathalie Tocci, direktør Istituto Affari Internazionali og forfatter til bogen A Green and Global Europe.
De sorte blomsters parade
Hun var fra en familie, hvor man lærte sig selv sanskrit for at læse buddhistiske tekster på originalsproget. Udover selvfølgelig at tale både tysk og engelsk udover det franske modersmål. Hun bedrev en form for sympatisk klasseturisme som den bebrillede, svagelige intellektuelle, der pludselig skulle arbejde på bilfabrikken. Hun var anarkist og tog til Spanien under borgerkrigen, og hendes liv endte i vrangforestillinger om helgener som følge af tuberkulose og en selvbestaltet sult i 1943, fordi hun nægtede at spise mere, end de franske soldater fik rationeret. Og så var hun filosof. Den altid kyndige Matthias Dressler-Bredsdorff gennemgår den mystiske Simone Weil.
Hunden og andre typer omkring Trolex
Hunden og andre typer omkring Trolex
Dampbarnet, Dværgen, Hunden, Lille Hjælper. Venstres kommende formand Troels Lund Poulsen er typen, der giver de fleste øgenavne. Da han var minister i Skatteministeriet kaldte han sin departementschef Peter Loft for Hunden. “Det vidste jeg ikke dengang,” siger Peter Loft til Zetland, der er dykket ned i øgenavnene. “Havde jeg vidst det, ville jeg have syntes, det var meget sjovt. Jeg var godt klar over, at jeg nok havde et eller andet kælenavn – det havde alle jo, så hvorfor skulle jeg ikke også have det?” Ja, kald det da bare et kælenavn.
Ugerevyen
Egentlig bør man stå ved sit eget arkiv. Om ikke andet for at lære af de fejltrin, man engang har begået. Faktisk er arkivet helt afgørende, for som Michel Foucault – for nu at hive ham frem fra gemmerne – også skriver i Vidensarkæologien, vil vi altid blive formet af det arkiv, vi befinder os i. Hvis vi glemmer det, glemmer vi også, hvem vi har været.
Eksempelvis er der noget ret lærerigt ved, at man kan gå tilbage og læse, hvad en hæderkronet avis som The New York Times skrev, dengang Adolf Hitler først begyndte at gøre sig bemærket i Tyskland. I avisens allerførste artikel om den senere diktator lød det bl.a., at “flere pålidelige og velinformerede kilder bekræftede idéen om, at Hitlers antisemitisme ikke var så ægte eller voldsom, som den lød, og at han blot brugte antisemitisk propaganda som lokkemad til at fange masser af tilhængere.” Den analyse skulle jo helt åbenlyst vise sig at være forkert. Men det klæder avisen, at den ikke skjuler sine gamle bommerter; at den eklatante fejllæsning af Hitler stadig kan graves frem, så vi forhåbentlig kan blive lidt bedre til at spå om tingene i dag.
I denne uge kom The Guardian så i vælten, da man valgte at fjerne et åbent propagandabrev fra terroristen Osama bin Laden, som ellers tidligere havde optrådt i avisens arkiver. Problemet var, unge amerikanere var begyndt at dele brevet på sociale medier – ikke mindst på TikTok – med diverse udsagn om, at de jo sådan set var ret enige med bin Laden. Det fik øjensynligt The Guardian til at frygte for en shitstorm. Ved at fjerne brevet fik man dog uheldigvis også kickstartet den såkaldte Streisand-effekt, hvilket kun øgede mængden af bin Laden-opslag på TikTok. I den forbindelse hjalp det selvfølgelig heller ikke, at misinformation har forbløffende nemt ved at sprede sig på platformen.
På Threads skriver Renee DiResta, der er research manager ved Stanford Internet Observatory, og som tidligere har rådgivet den amerikanske kongres om disinformation på internettet, at det var et fejltrin at fjerne brevet, da det dermed blev gjort til forbudt viden. Snarere kunne man have tilføjet noget mere kontekst i et forsøg på at bekæmpe den problematiske TikTok-trend. Hvor meget det havde hjulpet, kan selvfølgelig diskuteres, for de sociale medier er om noget et mangehovedet bæst, som vi stadig har svært ved at tæmme. Men hvis vi bare lukker øjnene, bliver det helt sikkert ikke bedre.
Apropos ordentlig arkivering, har vi denne uge skrevet om:
- Landbrugets uproportionerede magt.
- Protesterne i Spanien.
- David Camerons overraskende comeback.
- Boykotbevægelsen mod amerikanske fastfoodkæder.
- Storbritanniens kuldsejlede Rwanda-planer.
- Forsøget på at bekæmpe unges druk.
- Føljetons fødselsdag.
- Kinas og USA’s nye klimasamarbejde.
Vi må se, hvad vi får tilføjet til arkivet i næste uge. /David Dragsted, chefredaktør
Blæs på forventningerne. Siden hiphopduoen OutKast gik i opløsning, har rapperen André 3000 sporadisk optrådt med gæstevers hos stjerner som Frank Ocean, Beyoncé og James Blake, og hver gang fået fans til at sukke efter, om han dog ikke bare ville lave en soloplade. Efter godt 17 års ventetid er den her endelig. Men det er måske ikke helt det, folk havde regnet med. På New Blue Sun hverken rapper eller synger André 3000 nemlig, han spiller snarere en hel masse fløjte. Ja, første sang på pladen hedder slet og “I swear, I Really Wanted To Make A ‘Rap’ Album But This Is Literally The Way The Wind Blew Me This Time.” (NPR)
Videnskabelig skepsis. Troen på videnskaben er ikke, hvad den har været. Faktisk er den i USA blevet målbart forringet siden coronapandemien. I en ny rundspørge svarer blot 57 pct. af amerikanerne, at videnskab har haft en positiv effekt på samfundet. Altså, det er da over halvdelen, men stadigvæk – tilhører de resterende 43 pct. den spanske inkvisition? (Pew Research Center)
Ligger i generne. Der er ellers god grund til at juble over de videnskabelige fremskridt. I Storbritannien har man eksempelvis lige givet grønt lys til den første medicinske behandling, der bygger på såkaldt CRISPR-teknologi. Håbet er, at den kan få gjort bugt med to livslange, smertefulde blodsygdomme. (The Guardian)
Dus med dyrene? Vi har før skrevet om narkobaronen Pablo Escobars efterladte flodheste, som har spredt sig i Colombia til myndighedernes store frustration. Nu er man så begyndt at sterilisere flodhestene i håbet om, at det kan holde den invasive art lidt i skak. (AP News)
Regn med det. Vi har ikke helt testet hypotesen, men vi føler, at man kan sige meget om folks personlighed ud fra, om de sværger til vejrudsigter fra DMI eller norske Yr. Noget kunne dog tyde på, at det snart bliver Googles kunstige intelligens DeepMind, der bliver alles nye vejrguru. Med en ny maskinlæringsmodel kan DeepMind i hvert fald forudsige vejret temmelig præcist. (Nature)
Strålende forskning. Marie Curies efterladte notesbøger er stadig så radioaktive, at det kræver en ansvarsfraskrivelse at få lov til at se dem. (Open Culture)
Fri som fuglen. Efter megen virak – og indblanding fra tv-vært og komiker John Oliver – har New Zealand fået valgt årtiets fugl. Vinderen blev den såkaldte pūteketeke, der er kendt for sin fjerpragt på hovedet og hang til at kaste op. (BBC)
Mere tid til Ole Lukøje. Indbyggerne i Kyjiv har på det seneste kunnet få noget så sjældent som en god nats søvn. Takket være et længere ophold i de natlige russiske bombardementer har det nemlig ikke været nødvendigt at stå op og søge i sikkerhed i den nærmeste metrostation – og det kan mærkes på ukrainernes overskud. (The New York Times)
Et sidste ord
Hader du ikke bare, når der bliver sagt noget til gruppefremlæggelsen, som I ellers var blevet enige om ikke at nævne?
Rigtig god weekend!
