17. januar 2017

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Efter Skam: Norsk smog

For præcis seks timer siden skete to hændelser, der vakte opsigt her på Føljeton – en irriterende og en opløftende: Først gik vores server ned, så det desværre ikke er muligt – lige nu – at læse os på hverken mobil, computer eller iPad. For første gang er vi derfor kun her i mailen. Men […]

Det bedste vi har set

Flygtninge i Gentofte

Hellerup-borgere kæmper med næb og kløer mod placeringen af et flygtningecenter i Hellerup: ”Jeg er på ingen måde racist, og selvfølgelig skal vi hjælpe folk i nød. MEN vi skal også værne om os selv og vores egne værdier. Det er fuldstændig absurd, at vores ellers så dejlige by/kommune nu skal belastes af den utryghed, der uvilkårligt følger med.” Gentofte Kommune er blevet pålagt at tage flere flygtninge, da au pairs og expats ikke længere holder flygtningekvoten nede. Reaktionen fra visse borgere er forudsigelig.

Hvem skal man slå på?

Den amerikanske venstrefløjs frustrationer over valgnederlaget har indtil videre mest ført til demonstrationer, forfærdelse, Trump-vrede og dele-venlige internet memes. Men hestene bides, som man siger, og nu langer Graham Vyse, der er politisk redaktør på det velansete venstreorienterede tidsskrift New Republic hårdt ud efter Bernie Sanders, som han mener har svigtet efter nederlaget. ‘En kæmpe skuffelse’, lyder overskriften. ”Sanders’ blinde vinkler i identitetspolitik er reelle, vedholdende og bekymrende (…). Det er på tide at finde en ny leder af oppositionen.”

Tidsrejser genbesøgt

Der er en første gang til alt, og engang blev vampyrer, varulve, rumvæsener, zombier og superhelte introduceret i populærkulturen for første gang. Sådan var det også i 1895, da H.G. Wells for første gang introducerede tidsrejser som begreb i romanen The Time Machine. Det har John Lanchester skrevet en fed, fed tekst om i New York Review of Book på baggrund af sociologen James Gleicks nye bog Time Travel: A history, hvor han trækker os igennem tidsrejsens historie og tanker. Ideen ændrede hele vores måde at opfatte os selv, som New Scientist skriver om samme bog. 

Spisesedlen

Theresa May fremlægger sin store Brexit-plan i dag. I en tale vil hun præsentere en liste på 12 ”forhandlingsprioriteter”, som hun tager med til forhandlingsbordet i EU. Indtil nu er hun blevet kritiseret for at udtale sig for vagt om sine planer. Men hun har antydet, at hun går efter en ”hard Brexit”, hvor Storbritannien kapper de fleste væsentlige bånd til EU. Ifølge en meningsmåling mener kun 25 procent af briterne, at premierministeren indtil videre har håndteret Brexit godt. Og 47 procent foretrækker en ”soft Brexit”.

Banedanmarks udskiftning af signalsystemet kan udvikle sig til en milliardskandale på linje med IC4-fadæsen. Politikere i blå blok og Socialdemokratiet er bekymrede for, at Banedanmark har klattet 20 milliarder væk til det store signalprojekt, mens resultaterne stadig ikke er til at se. Derfor sætter de Banedanmark under opsyn. Projektet er allerede to år forsinket. Og de fire milliarder i reservekassen er også brugt. Eksperter vurderer, at projektet bliver endnu dyrere og endnu mere forsinket. Der arbejdes stadig på at få de første signaler til at fungere tilfredsstillende.

Det officielle tal på civile, der har mistet livet i Yemen-konflikten overstiger nu 10.000. Det rapporterer FN i Yemen, der også fortæller, at over 40.000 civile er sårede, mens 10 millioner har akut brug for hjælp.

World Economic Forums topmøde i Davos har det største antal kvindelige deltagere nogensinde. Hver femte deltager er nu kvinde, og tallet er stigende. Topmødet, hvor globale topchefer, politikere og organisationsledere hvert år mødes og diskuterer verdens tilstand, har i flere år lavet tiltag for at få flere kvinder repræsenteret.

Kommunernes Landsforening vil sprogteste alle 3-årige børnehavebørn. Obligatoriske sprogtest er ellers blevet afskaffet i kampen mod bureaukratiet, men det skal nu genindføres, mener KL. I dag er det kun de børn, som pædagogerne observerer har sprogvanskeligheder, der testes, men mange bliver ikke opdaget og starter i skole med sproglige og sociale problemer.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12