17. august 2022
Kære læser
Én ting må man give Inger Støjberg (DD): Med én lille trylleformular – nærmere bestemt betegnelsen “de københavnske saloner“ – har hun i månedsvis formået at skabe gratis medieomtale på et politisk grundlag så spinkelt, at ingen reelt kan sige, hvad hendes parti står for. Men hvorfor dog også bruge tid på at udfærdige håndfast […]
Kære læser
Fortiden indhenter de britiske premierministerkandidater. Eller snarere en bestemt udlægning af den. For mens den konservative Rishi Sunak pynter sig med at være barnebarn til et ægtepar, der måtte knokle på det lokale apotek, holder storfavoritten Liz Truss fast i, at hun har arbejdet sig op fra sin skolegang i en almindelig forstad. Begge historier […]
Det bedste vi har set
Point for putning
Hvem laver mest husarbejde af dig og din partner? Det findes der selvfølgelig en app, der kan svare på. App’en er lavet af en nordmand, som ville vise sin kone, at det faktisk var ham, der lavede mest derhjemme. En dansk far downloadede app’en med samme formål, men fik ikke samme resultat: “Selv på de dage, hvor jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg havde stået for det hele: Taget min søn til lægen, handlet ind, lave mad og ryddet op igen, puttet et barn og fyret en god joke af undervejs, ja, selv dér pustede min kæreste mig i nakken.“ En far udforsker sit parforholds ligestilling ovre på Heartbeats.
Fosteret som 3D-printer
Fosteret som 3D-printer
En biotech-virksomhed vil skabe syntetiske fostre, der skal bruges til organtransplantationer. Sådan vil de “forny menneskeheden og gøre os alle unge og sunde“. Lige nu kan virksomheden skabe et syntetisk musefoster, som vokser i en mekanisk livmoder, der mest af alt giver associationer til The Matrix. Galt eller genialt? Uanset hvad rejser det en række etiske dilemmaer: Skal syntetiske fostre have rettigheder? Er det forsvarligt at kopiere et menneskes celler for at skabe et nyt? MIT Technology Review folder historien ud.
Stilhed er de riges privilegie
Stilhed er de riges privilegie
Om sommeren søger New Yorks velhavende ud af byens hede til landets ro og fred, mens mindre bemidlede må nøjes med åbne vinduer, så larmen fra byen strømmer ind i hjemmet. Forfatter Xochitl Gonzalez beskriver i The Atlantic, hvordan gentrificeringen af Brooklyn ikke kun betyder, at velstillede hvide mennesker flytter ind. Den medfører også, at larmen bliver et problem. Immigranter er i generationer blevet henvist til byens yderkanter, hvor lyden af liv får plads, men når den hvide middelklasse kommer til, kræver tilflytterne også lydniveauet dæmpet. Måske de rige bare skulle købe et par støjreducerende hovedtelefoner?
Spisesedlen
Krim ramt af eksplosioner. Ukraine formodes at stå bag angrebet, men landet har ikke taget ansvar for eksplosionerne, der fandt sted tirsdag på et ammunitionsdepot. Hændelsen kommer omkring en uge efter, en anden eksplosion ramte en luftbase på den russisk besatte halvø. Rusland, der indtog Krim i 2014, har siden invasionen i februar brugt halvøen til at foretage angreb mod Ukraine.
Oppositionsleder i Kenya vil have præsidentvalg annulleret. Mandag blev William Ruto erklæret vinder af det kenyanske præsidentvalg, men oppositionslederen, Raila Odinga, anerkender ikke det valgresultat. Derfor vil han nu gå rettens vej for at anfægte mandagens afgørelse. “Det vi så i går (mandag, red.) var en skandale og en åbenlys tilsidesættelse af forfatningen og lovene i Kenya,“ udtaler Odinga.
10.000 vacciner mod abekopper ankommet til Statens Serum Institut. Vaccinerne blev modtaget tirsdag og deles nu ud til landets fem regioner. Leverancen skal sikre doser til det fulde vaccineforløb for den risikogruppe, der blev udvidet i sidste uge. Det gælder nærkontakter til smittede og mænd, der har sex med mænd og har flere skiftende partnere.
Estland fjerner sovjetiske monumenter i hele landet. Tiltaget skal forhindre monumenterne i at rive op i gamle sår og mobilisere mere fjendtlighed i samfundet efter Ruslands invasion af Ukraine, lyder det fra den estiske regering. Premierminister Kaja Kallas udtaler, at regeringen ikke vil “forære Rusland muligheden for at udnytte fortiden til at forstyrre freden i Estland“.
Mere terrorsikring på vej i Aarhus. Efter en 33-årig mand er sigtet for terrorforsøg ved at køre mod en menneskemængde på en gågade i Aarhus, vil kommunen nu forebygge lignende hændelser. Det skal bl.a. ske ved, at store permanente betonklodser sættes op som terrorsikring. Borgmester i Aarhus kommune, Jacob Bundsgaard (S), fortæller, at flere tiltag er på vej.
Et sidste ord
Udryd transfobi! Det skal en twitterbruger nok få ordnet, no problem.
Vi ses igen i morgen, hvor verdens uretfærdigheder igen står for døren.