17. april 2021
Kære læser
Så slutter den omsider, evighedskrigen, som den er blevet kaldt, Amerikas, Danmarks og en lang række NATO-landes krig i Afghanistan, som snart har varet i 20 år. Vores endelige tilbagetrækning falder på en dato, der ikke kunne være mere symbolsk, den 11. september, 20 års dagen for terrorangrebet på Pentagon og New Yorks tvillingetårne. Jeg […]
Kære læser
Med sin debutroman I det hvileløse undersøger Sidsel Ana Welden taktile strategier for at skabe forbindelser til verden. Det har resulteret i en generøs og smuk fortælling om at tage bo i sig selv og i verden.
Det bedste vi har set
Fodringstid i YouTube-buret
En tidligere videoproducent for højreradikale YouTubere fortæller, hvordan han fik deres seertal til at skyde i vejret ved at give YouTubes algoritme mere af, hvad den efterspurgte: ekstremt indhold og konstant konfliktoptrapning. I dag er han helt ude af højrefløjskaninhullet og bruger i stedet sin tid på at lave videoer, der sviner hans gamle kompagnoner til. På YouTube.
+ Vi har nævnt den før, men hvis du stadig ikke har fået hørt podcastserien Rabbit Hole, så kom i gang! Den giver en grundig indførelse i, hvordan YouTubes algoritme fungerer, og hvordan den kan sende sine brugere fra den ene yderfløj til den anden.
Hun havde ikke regnet med pengeregn
Hvad ville du gøre, hvis du pludselig stod med 37 mio. kr. mellem hænderne? Købe en Tesla? Eller betale for din hunds rodbehandling? Bare rolig, vi er ikke blevet Lotto-ambassadører (seriøst: lad være med at spille Lotto). Vi gengiver bare nogle af de dilemmaer, en anonym skribent hos Intelligencer stod over for, da hun blev mangemillionær gennem sin arbejdsplads’ børsnotering. Formuepleje viser sig hurtigt at være overvurderet. Til gengæld er det herligt at kunne forkæle kæledyrene. En sjov gennemgang af den nyriges erfaringsrum.
Papes politiske projekt
Selvom Søren Pape Poulsen er træt af årsagsforklaringen, så er de Konservative efter 25 års krise gået frem i meningsmålingerne i takt med, at Venstre styrtdykker. Men hvad vil han egentlig bruge de mange mandater til, manden der måske kan ende som bannerfører for det borgerlige projekt? I dette interview med Weekendavisen fortæller han med nyvunden selvtillid, at filosofiske overvejelser om politisk ideologi ikke ligefrem er det, der holder ham vågen om natten, og at de nok skal finde ud af det, derovre i blå blok.
Spisesedlen
Transportminister Benny Engelbrecht (S) kunne mandag oplyse, at den franske togproducent Alstom skal levere mindst 100 nye el-togsæt til DSB. Nyindkøbene – som skal erstatte IC3- og IC4-togene – forventes at komme på skinnerne inden udgangen af 2024 og være fuldt implementerede i hele landet fra 2030. Investeringen på 20 mia. kr. er den hidtil største i DSB’s historie.
USA er på vej ud af Afghanistan. Det stod klart tirsdag, da flere amerikanske medier kunne berette, at USA’s præsident, Joe Biden, har fastsat en deadline for tilbagetrækningen – den 11. september i år på 20-årsdagen for terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) bekræftede onsdag, at Danmark i samarbejde med USA og NATO ligeledes vil foretage en gradvis tilbagetrækning.
På et pressemøde onsdag måtte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fortælle, at Danmark stopper med at bruge AstraZeneca-vaccinen. Selvom man egentlig er enig med Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) i, at coronavaccinen er sikker og effektiv, vil man ud fra et forsigtighedsprincip alligevel ikke bruge den som følge af den sjældne, forøgede risiko for “alvorlige blodpropper, blødning eller lavt antal blodplader“. Asta Kongsted skrev om beslutningen i en ‘Kære læser’ torsdag.
DF’s næstformand, Morten Messerschmidt, bliver tiltalt af Bagmandspolitiet (SØIK) for at have misbrugt knap 100.000 kr. i den såkaldte Meld- og Feld-sag. Det bekræftede forsvarsadvokat Peter Trudsø torsdag. Messerschmidt blev oprindeligt politianmeldt i 2016 for mistænkt svindel med offentlige EU-midler. “Det er selvfølgelig på godt jysk træls, at Morten og partiet nu skal trækkes igennem en retssag,“ kommenterer DF-formand Kristian Thulesen Dahl på Twitter.
Et flertal i Folketinget blev natten til fredag enige om at fremrykke genåbningsplanen. Fra den onsdag den 21. april vil det igen blive muligt at gå på restaurant, café og bar – udendørs uden coronapas og indendørs med et gyldigt coronapas. Samtidig hæves det indendørs forsamlingsforbud til 10, mens det udendørs forsamlingsforbud hæves til 50. Og på fodboldstadions kan der igen komme tilskuere i begrænset omfang.
Et sidste ord
Der findes dem, som laver ekvilibristisk udførte Storm P.-maskiner. Og så findes der dem, som trods alt forsøger.
God weekend!