16. september 2016

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Trumpesque tilstande

For farligt at give flere penge til de allerrigeste? Og skulle denne advarsel tilmed komme fra Danmarks højest lønnede direktør? Ja, man skal høre meget, før ørerne falder af. Men dét er faktisk ikke så mærkeligt, som det umiddelbart lyder. For demokrati og markedsøkonomi er forbundne kar. Ikke sådan at forstå, at markedsøkonomi fører til […]

Det bedste vi har set

Har børn brug for forældre?

Vi har tidligere viderebragt videnskabeligt materiale, der blotlagde, at man faktisk ikke bliver lykkeligere af at få børn – tværtimod er forældre mere ulykkelige end barnløse. Nå, men dengang forsømte vi helt at spørge, om børn egentlig blev lykkeligere af at have forældre, og det er der en stærk historie om i The Atlantic. Det viser sig, at vi måske overdriver vores rolle en smule.

Det evige liv

Vi har tidligere bragt en hel føljeton om jagten på det evige liv, og i sidste weekend afholdtes den årlige Revolution Against Aging and Death Festival i San Diego. Det er stadig helt alvorligt ment, og alvorlige og kloge mennesker er stadig overbeviste – hold dig i live til år 2029, så skal du bare se løjer.

Trump og barsel

Formentlig i et vedholdende forsøg på at få fingrene i den vælgergruppe, der rummer middelklassekvinderne, har Trump lanceret en barsels- og omsorgspolitik, der ligger meget langt fra det republikanske partis linje. Ja, det ligner nærmest en skandinavisk model med statsfinansieret barselsorlov, men faktisk viser det sig slet ikke at være Donald Trumps eget værk, men derimod hans datter Ivanka Trumps politiske svendestykke. Cosmopolitan har et overraskende spændende interview med hende om det i denne uge.

Spisesedlen

Danske kommuner vil spare 146 millioner kroner på børneområdet i det kommende år. Det viser en gennemgang, som pædagogernes fagforening, BUPL, har fået foretaget af 98 kommuners budgetmateriale. ”Jeg er fuldstændig lamslået,” siger Grethe Kragh-Müller, der er børnepsykolog og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, til Politiken.

I næste uge skal Rusland og USA blive enige om, hvem der skal bombes i Syrien. Men ifølge både danske og udenlandske eksperter bliver det en umulig opgave at skille millitante islamister fra moderate oprørsgrupper og spår, at det militære samarbejde vil koste våbenhvilen livet.

 

På søndag skal russerne stemme repræsentanter ind i parlamentets underhus, Dumaen. Ved valget i 2011 blev Putins parti, Forenet Rusland, beskyldt for valgfusk, i dag lover han, at det ikke vil gentage sig. Har du svært ved at finde hoved og hale i russisk politik? Så få et overblik her.

FBI-agenter må gerne udgive sig for at være journalister. Det fastslår FBI’s egen vagthund, justitsministeriets Office of the Inspector General, i en rapport. Så længe agenter får grønt lys fra FBI’s hovedkvarter, kan de lovligt gå undercover som journalister. Det vækker vrede hos The Reporters Committee for Freedom of the Press, der siger: ”Sådan en politik kan gøre alvorlig skade på offentlighedens tillid til den frie presse og journalisters mulighed for at holde regeringen ansvarlig.”

Frygten for inflation vokser i Zimbabwe. Præsident Robert Mugabe vil trykke sin egen version af den amerikanske dollar til en værdi af 75 millioner dollars inden udgangen af året. I 2009 måtte Zimbabwe indføre amerikanske dollars og sydafrikanske Rand, da landets egen valuta bukkede under for hyperinflation.

En ung kvinde i Østrig sagsøger sine forældre, fordi de ikke vil fjerne mange hundrede Facebook-billeder af hende som barn. Det begyndte i 2009, da den østrigske pige var 11 år gammel. ”De var fuldstændigt grænseløse. Det var lige meget, om jeg sad nøgen i badekarret eller lå i min lille seng; hvert øjeblik blev fanget af kameraet og bagefter offentliggjort. De spurgte aldrig, om det var i orden med mig,” fortæller hun til det østrigske ugeblad Die Ganze Woche.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12