16. oktober 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Ruslands kolde kryptokrig

Har man fulgt lidt med i kryptoverdenen de sidste par uger, er hamsteren Mr. Goxx sandsynligvis dukket op. For de udenforstående er Mr. Goxx en “kryptohamster“, der er blevet lidt af en kæledægge på internettet: Mr. Goxx har ganske enkelt udkonkurreret verdens førende spekulanter og fonde i den svære kunst at forudsige udviklingen i de […]

Kære læser

Pitchfork mod Parmenides

Bevægelse og forandring er logisk umuligt – i hvert fald hvis man spørger den førsokratiske filosof Parmenides. Det lyder umiddelbart lidt mærkeligt, for suser verden ikke videre, mens du læser det her? Som Aristoteles senere skulle bemærke, forkaster Parmenides kendsgerningerne til fordel for argumentet. Det er lidt skørt, men hør lige Parmenides’ ræsonnement alligevel: Hvis […]

Det bedste vi har set

Konservativ kattepine

Det går virkelig dårligt for Det Europæiske Folkeparti (EPP), den toneangivende, konservative gruppe i Europa-Parlamentet. Hvor man tidligere sad på magten i alle EU’s fem største medlemslande – Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og Polen – er situationen nu vendt fuldstændig om. Ja, faktisk skal man helt til Ljubljana, før man finder en konservativ leder i en europæisk hovedstad. Og med Angela Merkels afgang og Sebastian Kurz’ østrigske kortslutning, må EPP pludselig tænke kreativt i jagten på en passende frontfigur. Politico forklarer det konservative puslespil.

Rektanglerne kommer!

Har du lagt mærke til, at nye bygninger altid synes at være plastret til med rektangel-formede paneler? Hvad er der nu i vejen med gode, gammeldags mursten? Vox forklarer i en ny video, hvorfor rektanglerne er blevet arkitekternes bedste venner. Hint: Det handler om beskyttelse.

Nyt fra fronten

“Kl. er nu 9 Aften, og om en Time er Maanen oppe. Saa er det saa lyst som ved Dag, og saa har vi ca. 25 Bombeflyvere over Madrid. Saa vanker der Bomber.“ I anledning af, at det i morgen, søndag, er 85 år siden, at de internationale brigader blev oprettet under den spanske borgerkrig (1936-1939), bringer Eftertryk et brev fra den dengang 18-årige Aage Julius Nielsen. Sammen med sine brødre og kammeraten Hans Petersen er Aage rejst til fronten i Madrid for at kæmpe mod fascisterne. Som de første danske spaniensfrivillige får brødrene set lidt af hvert, og ifølge Aage er Hans endog blevet såret i halsen. Men “det er vist ikke saa slemt“, og maden er “mægtig god“, som det lyder i den betryggende melding til forældrene.

Spisesedlen

Landbrug & Fødevarers direktør Anne Arhnung valgte mandag at opsige sin stilling med øjeblikkelig virkning. Opsigelsen kommer på baggrund af håndteringen af række krænkelsessager i avlsfirmaet DanBred, som Landbrug & Fødevarer er majoritetsejer af. Ifølge Arhnung har den øverste politiske ledelse ikke lyttet til hendes rådgivning. Formand Søren Søndergaard afviser dog, at der har været uenigheder.

Med en sejr på 1-0 over Østrig stod det tirsdag aften klart, at det danske herrelandshold i fodbold har kvalificeret sig til næste års VM-slutrunde i Qatar. Det er første gang, at Danmark har booket billet til VM allerede i tredjesidste kvalifikationskamp. Efter sejren er det atter blevet diskuteret, om man bør boykotte VM som følge af Qatars mange menneskerettighedsovergreb. Både regeringen og landstræner Kasper Hjulmand afviser dog foreløbigt en sportsligt boykot.

Det Internationale Energiagentur (IEA) kom onsdag med en ny klimaopsang: Ifølge agenturets seneste årsrapport vil verdens CO2-udledninger blot blive reduceret med 40 pct. inden 2050, hvis landene fastholder den nuværende politiske kurs. IEA anslår, at det vil det kræve op mod fire billioner dollar i investeringer det næste årti, hvis målsætningen om klimaneutralitet skal indfries. Oliver Stilling skrev om rapporten – og lidt om overfiskeri – i en ‘Kære læser’ samme dag.

På et pressemøde torsdag kunne norsk politi fortælle, at man har anholdt og sigtet en 37-årig dansk statsborger for et angreb i den norske by Kongsberg onsdag aften. Her blev fire kvinder og én mand dræbt, inden den formodede gerningsmand – der skød med bue og pil – blev pågrebet. Ifølge politiadvokat Ann Irén Svane erkender den anholdte forholdene.

Alle danskere vil nu blive tilbudt et tredje stik med coronavaccine. Det kunne sundhedsminister Magnus Heunicke (S) meddele fredag. Først i køen kommer personer i aldersgruppen 65-84 år, foruden sundheds- og ældrepersonale. Den ekstra vaccinedosis har til formål at styrke borgernes beskyttelse med Covid-19. Ifølge Heunicke vil man i de kommende måneder “vaccinere halvanden million borgere med det tredje stik“.

Et sidste ord

Som Malk De Koijn ville sige: Vi tager fuglen på dig.

Rigtig god weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12