16. februar 2017
Kære læser
De fleste har hørt om de tusinder af børn, kvinder og mænd, som blev bombet, skudt, brændt og på andre måder nådesløst henrettet i Aleppo. De fleste har set billederne og følt suget i maven og retfærdighedssansen. Lige nu sker der noget, der ligner forbrydelserne i Aleppo, i uhyggelig grad et helt andet sted i verden […]
Kære læser
En ny kæmpekanal til fragtskibe skal drive det fattige Nicaragua mod en bedre fremtid. Det kan blive et af verdenshistoriens største byggerier, men tvangsflytninger og anklager om korruption kaster skygger over projektet. Miljøorganisationer advarer kraftigt om projektets konsekvenser for hele regionens økosystem, mens andre kalder den det eneste håb for et natur- og dyreliv i forfald. Vi er i ugens Føljeton taget til Mellemamerika for at gå i dybden med projektet, der kan blive altafgørende for regionen og ændre hele verdenshandlen, men som få har hørt om. Her kommer fjerde afsnit.
Det bedste vi har set
Kvinde, kend din søn
Kvinder kan alt, hvad mænd kan, derfor kan de også opdrage mænd. Kvindefrigørelsens sønner er blevet voksne. Og nu kan de fortælle om at vokse op med en enlig mor. Det gør Mike Mills i Alletiders kvinder, der har premiere i dag. Se den, hvis du er mor. Se den, hvis du har en mor.
Spisesedlen
Trump tramper på tostats-løsning og årtiers forhandlinger mellem palæstinensere og Israel. I går holdt Trump og Israels premierminister Benjamin Netanyahu et fælles pressemøde. Og med få ord nedlagde Trump mange års amerikansk mellemøstpolitik. Siden 1990’erne har USA og store dele af det internationale samfund advokeret for at oprette en palæstinensisk stat side om side med Israel. Men så sagde Trump: ”Om det bliver en stat eller to stater, jeg kan lide den, parterne kan lide. Jeg vil være meget glad for den, begge parter kan lide. Jeg kan acceptere dem begge.”
Mærsk gav fire millioner i partistøtte til alle de partier, som forhandler Nordsø-aftalen. Alle de blå partier står i en alvorlig interessekonflikt. Lige nu forhandler de om skattereglerne for Mærsk, som har truet med at lukke det indbringende gasfelt Thyra, hvis de ikke får lempet skattereglerne i Nordsøen. Men de samme partier modtog fire millioner kroner i partistøtte fra Mærsk ved valget i 2015.
EU vedtager kontroversiel handelsaftale med Canada. Trump har smækket døren i til en handelsaftale med Europa, men Canada vil stadig gerne handle med os. Europaparlamentet har vedtaget den såkaldte CETA-aftale, som vil fjerne 98% af alle afgifter på eksporterede produkter. Danmarks eksport til Canada var sidste år på 7,6 milliarder kroner, og med frihandelsaftalen kunne eksporten stige 25-30 procent. 700 demonstranter samledes i protest mod de kontroversielle punkter i aftalen. Blandt andet de såkaldte ”særdomstole”, der skal afgøre stridigheder mellem selskaber og stater uden for det nationale retssystem.
Hver syvende kommentar i debatsporene på DR og TV 2’s Facebook profiler er hadske. Det vurderer Institut for Menneskerettigheder efter at have analyseret indholdet af en stikprøveundersøgelse af kommentarsporene på de to nyhedskanalers Facebook-sider. Ud af de 2996 kommentarer karakteriseres 439 som decideret hadefulde. De hadske kommentarer rummer alt fra skældsord som ”so” til generaliseringer af grupper ud fra eksempelvis religion, køn eller politisk standpunkt.
Rusland har fremstillet et forbudt krydsermissil og bryder traktat. Ifølge anonyme embedsmænd i USA har Rusland klargjort det landbaserede krydsermissilsystem kaldet SSC-8. Det er i strid med nedrustningsaftalen, som blev indgået i slutningen af den kolde krig. Rusland opruster, og det må ses som en trussel mod Trump, som indtil nu har forholdt sig bemærkelsesværdigt broderligt til Rusland. Missilet vækker også bekymring i Danmark, hvor Socialdemokratiet nu vil gøre det muligt for forsvaret at nedskyde russiske missiler.
Et sidste ord
Kan vi virkelig runde dagens nyhedsbrev af med en introduktion til begrebet ‘voldtægtskultur’? Det kan vi, når det er den unge Skam-skuespiller Ulrikke Falch, der forklarer helt enkelt. Av. Men hun har luret det. Alt glider lettere ned med glimmer.