15. september 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Det fortabte guldæg

I går eftermiddags besluttede statsrevisorerne at viderebringe de spørgsmål, som Føljeton de seneste dage har stillet om Dong-aktiesalget til investeringsbanken Goldman Sachs, til Rigsrevisionen. Nu skal forløbet undersøges nøje. Centralt står det projekt, der viste sig at være alt, hvad en ambitiøs investor kunne drømme om: Projekt RED.

Kære læser

Her er DONG’s svar – på de ni spørgsmål

Journalisterne bag Føljetons artikler om DONG-salget, Anders-Peter Mathiasen og Erik Valeur, stillede i forgårs ni spørgsmål til statsrevisorerne. Altså til politikerne. Alligevel har DONG Energy selv ønsket at svare.

Det bedste vi har set

Hvad skal vi med Politiken?

Vores venner ovre på Information har fået en virkelig god idé, efter at dagbladet Politiken udskrev en idékonkurrence blandt sine læsere om, hvad man nu skulle bruge Pusher Street til. Den mindst ringe har lavet en idékonkurrence på Christiania om, hvad man dog skal bruge Politiken til. ”Ungdomsboliger,” svarer en, der hedder Lotte Smed.

Når kvinder taler

Det kan godt være, du ikke tror på det, men det er videnskabeligt bevist, at kvinder bliver afbrudt mere end mænd, når de taler – af begge køn. Faktisk er det så veldokumenteret, at der findes et ord for det: Manterruptin. Nå, men kvinderne i Det Hvide Hus har fundet et søsterretorisk trick, der modvirker afbrydelser, og at deres ideer bliver stjålet af mandlige kolleger (åbenbart har det været et problem). Hver gang en kvinde har sagt noget, gentager en anden kvinde det og roser det og understreger, hvem der sagde det. Det forudsætter naturligvis, at der er to kvinder i rummet, og at folk (mænd og kvinder) ikke bliver vanvittige af at høre på det.

En revolte i verdens madproduktion

Der har ikke været meget spektakel over det, men to af verdens største firmaer – medicinalgiganten Bayer og GMO-kongen Monsanto – er fusioneret ved et opkøb af Monsanto til 66 milliarder dollars. Her er den lidt tørre, men også sindssyge historie om, hvad det kan betyde for verdens fødevareproduktion.

Spisesedlen

Landbrug & Fødevarer lobbyede imod en undersøgelse af multiresistente bakterier i landbruget. Det afslører dokumentarudsendelsen ’Den dag penicillinen ikke virker’, som bliver vist på DR søndag aften. Siden er antallet af smittede grise steget eksplosivt. ”Det her var et problem, vi kunne have håndteret. Men i dag er smitten så udbredt, at vi nu nærmere står i en situation, hvor vi må lære at leve med MRSA CC398,” siger professor Frank Aarestrup.

Allerede før forhandlingerne om regeringens 2025-plan er gået i gang, forudser Dansk Folkeparti blå bloks sammenbrud. Kristian Thulesen Dahl siger til Politiken, at han ikke kan få øje på noget, ”der overhovedet nærmer sig et scenarium, hvor vi skulle acceptere det, som Liberal Alliance forestiller sig.”

Brasiliens tidligere præsident Luiz Inácio Lula da Silva har fået endnu en korruptionsanklage på sig. Denne gang beskyldes den fremtrædende politiker for at stå bag en korruptionsring centreret omkring det statslige olieselskab Petrobras.

77 danske syrienskrigeres baggrund er blevet forsøgt kortlagt af Politiken og DR. 62 af de 77 er unge mænd, de fleste kommer fra storbyområder som København og Århus, mange har en kriminel fortid, og hovedparten er under 30 år. 11 ud af de 77 er etnisk danske konvertitter, flere har påbegyndt eller gennemført en videregående uddannelse til f.eks. ingeniør eller maskinmester, og flere har desuden været aktive i fodboldklubber eller politiske ungdomspartier. PET vurderer, at der er mindst 135 danske syrienskrigere, der kæmper for IS i Syrien og Nordirak.

I kampen mod terror forærer den italienske stat 3700 kroner til alle, der har bopæl i Italien og fylder 18 år i 2016. Pengene forvaltes i en app og kan kun bruges på kulturelle formål som koncertbilletter, bøger og museumsbesøg.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12