Fornemmelsen er uafrystelig: Terrorangrebene bliver værre og værre, oftere og oftere – og kommer tættere og tættere på. Og disse følelser er ikke til forhandling. Man føler, som man føler. Og sådan føler stadigt flere vesterlændinge altså. Vi lever i vanvittige tider. Men følelserne kan og skal ikke sløre de bagvedliggende fakta, og kendsgerningen er, fortsat, at kun en forsvindende lille andel af verdens terrordræbte bor og lever i Vesten. Vanviddet rammer først og fremmest sagesløse mennesker i krigsplagede lande som Irak, Syrien, Afghanistan og Nigeria. I magasinet The Atlantic gennemgår Uri Friedman de blodige tal, og forsøger at sætte proportioner på en menneskelig meningsløshed, som måske alligevel ikke kan opgøres i statistik.

Lastbilen som våben var frygtet – og ventet. Eller rettere sagt: Last- og personbiler er allerede blandt de mest udbredte terror-midler. Nu også her i Europa. Allerede i 2010 beskrev al Qaeda-magasinet ‘Inspire’ detaljeret den dødbringende taktik med at køre en lastbil direkte ind i folkemængder. I en artikel med overskriften ‘The Ultimate Mowing Machine’ står profetisk: »Ideen er at bruge en lastbil som en græsslåmaskine. Ikke til at slå græs, men til at slå Allahs fjender«. I en velfunderet analyse skriver Mellemøst-korrespondenten Allan Sørensen i Berlingske: ”Islamisk Stat er presset på hjemmefronten og har brug for at vise, at den er i stand til at slå fra sig, også selvom den taber slag i krigen. Islamisk Stat gennemgår en transformation i øjeblikket fra at råde over geografiske områder til at blive en undergrundshær, der skal overleve på en ide”.