Ugen er næsten omme, hvad er der sket? Jo, mens Novaxx Djokovic mandag baksede med de australske myndigheder, så han kunne få lov til at spille tennis uden et gyldigt vaccinationsbevis, mødtes repræsentanter fra USA og Rusland til benhårde forhandlinger i Genève. Med godt 100.000 russiske soldater placeret nær grænsen til Ukraine frygter Vesten (af mangel på bedre samlebetegnelse), at en ny krig kan være på vej. De diplomatiske skår skal derfor klinkes, førend konflikten bliver for uoverskuelig. Ruslands præsident, Vladimir Putin, har dog på forhånd sikret sig serveretten med en række krav, som Nato får svært ved at returnere. Jeg – David Dragsted, privyet – varmede op til forhandlingerne med en forklarende nyhedsanalyse.

Apropos Nato og sikkerhedspolitik, så behandlede Oliver Stilling samme dag et indlæg, som forhenværende statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har skrevet til magasinet Foreign Policy. Fogh mener som altid, at verden har brug for mere frihed og demokrati, og det er der jo ikke noget odiøst i. Til gengæld er hans løsningsmodel til den vævende side. Hvis demokratiet skal trives, kræver det ifølge Fogh flere sammenslutninger, end dem vi allerede har med Nato, FN osv. Han kan godt selv se, at det måske lyder lidt letbenet, for han understreger, at en ny alliance ikke bare skal fokusere på topmøder og erklæringer, “men også konkret output“. Mere konkret bliver han dog ikke.

Konkrete detaljer mangler vi også i den spektakulære sag om den varetægtsfængslede chef for Forsvarets Efterretningstjenester (FE) Lars Findsen. Det var lidt af en bombe, da navneforbuddet mandag blev ophævet, og DR kunne berette, at Lars Findsen i december blev sigtet for at have lækket højt fortrolige oplysninger. Hvad det helt præcist er, som Findsen skulle have gjort, er dog en hemmelighed gemt væk bag dobbeltlukkede døre i Københavns Byret. Jeg forsøgte at samle sagens foreløbige brudstykker i en ‘Kære læser’ tirsdag.

Samme dag så Asta Kongsted nærmere på en lidt mere åben hemmelighed: At spilvirksomheden Roblox driver rovdrift på børn. Det lyder uhyggeligt, og det er såmænd også. Virksomheden med en markedsværdi på over 50 mia. dollar danner ikke bare grobund for racistiske fællesskaber og sexchikane mod mindreårige – den har også regnet ud, hvordan man præsenterer gambling og børnearbejde som lukrativ leg. Roblox skovler kort fortalt penge ind, mens de spilprogrammerende brugere (læs: børn) bliver spist af med digitale hatte og håndører. Internettet, mand. Hvis der skulle skrives et viralt diss track om Roblox, ville Tessa i øvrigt være et meget godt bud.

Nå, vi skal også videre i teksten. Onsdag var det blevet tid til nye forhandlinger med Rusland, denne gang i Bruxelles. Mens Nato-ambassadørerne her gjorde klar til at møde den russiske viceudenrigsudenrigsminister Sergej Riabkov, så Lars Trier Mogensen nærmere på konflikten i et koldkrigsperspektiv. Meget kunne nemlig tyde på, at en ny oprustning er skudt i gang, for som Lars også skrev: “Glem enhver tanke om den ellers forjættende fredsdividende, altså besparelser på militærbudgetterne, for nu står våbenkapløb, krigssimulationer og geopolitisk skakspil igen på dagsordenen. Efter en årrække med relativt faldende forsvarsbevillinger står Danmark og de fleste andre europæiske lande nu over for at skulle øge udgifterne til militæret. Drastisk.“

Pyh, det er lige til at blive bange af. Heldigvis havde Oliver Stilling fundet et lidt mere letbenet emne frem i ‘Kære læser’. Den herlige kæmperotte Magawa, som har fået en fortjenstmedalje for at rydde landminer i Cambodia, er nemlig, øhm… død. Okay, helt letbenet var det så ikke. Til gengæld kan Magawa lære os en ting eller to om heroisme.

Heroisk er nok ikke et adjektiv, vi vil bruge om den britiske premierminister Boris Johnson. Snarere tværtimod. Mens resten af Storbritannien var i nedlukning, har BoJo festet løs i Downing Street – og det har nu fået både oppositionen og mange af premierministerens egne partifæller til at sige stop. Det hjalp heller ikke, at Johnson kom med en forkølet undskyldning i Underhuset. Ligesom den seneste afsløring om, at man sågar festede, mens dronning Elizabeth sad mutters alene til prins Phillips begravelse, næppe har hjulpet. Asta Kongsted skrev om BoJo’s moralske tømmermænd i en ‘Kære læser’ torsdag.

Hvis Johnson får sparket, kunne hans efterfølger snildt blive Liz Truss, Storbritanniens første kvindelige udenrigsminister, som har overtaget forhandlingerne om Nordirland-protokollen fra eks-Brexit-ministeren David Frost. Hvis EU havde håbet, at Truss ville anlægge en mere forsonende linje, kan de dog godt tro om igen. Sidste weekend annoncerede hun, at den britiske Trussel om at udløse den såkaldte artikel 16 stadig er gældende. Hvorfor Liz Truss – som er tidligere Remainer – har valgt at spille så højt spil, forklarede Emma Louise Stenholm i en nyhedsanalyse.

Højt spil er udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) desværre også mester i. Da Tesfaye torsdag skulle stå skoleret i Europa-Parlamentets borgerrettighedsudvalg, holdt han i hvert fald fast i regeringens nådesløse strammerkurs, som Tesfaye ligefrem mener, er “human“. Men hvordan kan det være humant at ville hjemsende flygtninge til det krigshærgede Syrien, hvor de risikerer tortur og andre menneskerettighedsovergreb? Det forstod europaparlamentarikerne ikke meget af, og det gør vi heller ikke. Jeg skrev om regeringens banale – men kalkulerede – ondskab i en ‘Kære læser’ fredag.

I nyhedsanalysen så Astrid Plum nærmere på den franske præsidentvalgkamp, som allerede er i fuld sving. Og desværre må man konstatere, at det ikke kun er herhjemme, udlændingepolitikken har taget et skarpt sving til højre. Ikke nok med, at den rabiate højrefløjspopulist Marine Le Pen har fået en endnu mere rabiat udfordrer i Éric Zemmour, så forsøger både Emmanuel Macron og republikanernes spidskandidat Valerie Pécresse at kurtisere de indvandrerkritiske vælgere. Vinderen kan derfor snildt blive den, der formår at servere den mest mundrette strammerkurs. Sacré bleu.

/David Dragsted