Nyhedsanalyse

Fransk politik er gået helt til højre

Les Républicains nye præsidentkandidat, Valerie Pécresse. Foto: Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix

En er dømt racist og prædiker om “den store udskiftning“; en anden prøver febrilsk at ryste sit partis antisemitiske konnotationer af sig; en tredje har stemt imod lovliggørelsen af homoseksuelle ægteskaber og vil gerne indføre en fransk udgave af den amerikanske ’Patriot Act’; den fjerde er gået fra at hylde en immigrationspolitik à la Merkels “Wir schaffen das“ til nu at efterstræbe mere grænsekontrol og en tydeligere strammerlinje på udlændingeområdet. Fælles er, at de alle er overbeviste om, at de skal være Frankrigs næste præsident.

2022 er oprunden, og vi er nu officielt gået ind i det franske valgår. Størstedelen af kandidaterne har efterhånden lagt billet ind, og en tydelig tendens tegner sig blandt de førende favoritter. Selvom der stadig er et par måneder tilbage af den første præsidentkandidatrunde, kan vi tørt konstatere: Venstrefløjen er ude, og fransk politik er gået helt til højre.

Indtil videre har ingen af venstrefløjskandidaterne sådan rigtigt været i stand til at få vind i sejlene. Og da slet ikke på et niveau, der har kunnet give højrefløjen reel modstand. I et kritiseret forslag anført af socialisternes Anne Hidalgo og den tidligere justitsminister og fransk guyanske Christiane Taubira – der i øvrigt spås at træde ud af sin politiske pension og melde sit kandidatur senere på året – vil flere af kandidaterne nu slå pjalterne sammen og præsentere en fælles venstrefløjskandidat. Og imens venstrefløjen skramler for samling, kæmper de fire vigtigste højrefløjskandidater indædt om de mange strammerglade stemmer.

En højreradikal implosion?

Størstedelen af efterårets valgkamp har været dikteret af den radikale højrefløjspolemist og fransk politiks enfant terrible, Éric Zemmour, der næsten dagligt har trukket overskrifter med alt fra fuckfingre til en tragikomisk offentliggørelsesvideo og et vælgermøde, der endte i blodigt slagsmål og en halskrave til Zemmour. Landets siddende præsident, Emmanuel Macron, har siden i sommer ligget stabilt på omtrent en fjerdedel af stemmerne i meningsmålingerne. Alles øjne har derfor været rettet mod kampen om de højrenationalistiske stemmer, som har stået på mellem Zemmour og højrefløjens tidligere dronning Marine Le Pen fra Rassemblement National.

På trods af Zemmours højtråberi er Macrons største udfordrer langt hen ad vejen forblevet Marine Le Pen, som i denne ombæring optræder i nye klæder: Det gamle Front National blev til Rassemblement National i en manøvre, der bedst kan beskrives som et dårligt forsøg på at rebrande samt dissociere partiet fra den antisemitisme, faderen Jean-Marie Le Pen blev synonym med. Racismen og fremmedhadet har dog fået lov til at blive, den har franskmændene vist ikke noget problem med.

Siden nederlaget i 2017 har Le Pen arbejdet hårdt på at gøre sit parti mere stuerent, men hendes valgkamp har lidt under Zemmours frembrusning. Imens er Zemmours største problem det samme, som Le Pen stod over for ved sidste valg: Trods populariteten fremstår han ikke som en reel kandidat til embedet. I et slagsmål, der kan ende med en højreradikal implosion, har de to kandidater været en torn i øjet på hinanden med overlappende vælgerdemografier: Le Pen, fordi hun ikke fremstår radikal nok, og omvendt Zemmour, fordi han ikke virker som en seriøs politiker.

Republikanernes nye håb

Mens fokus primært har været på kampen om den ekstreme højrefløj, har der imidlertid udspillet sig lidt af et drama hos det konservative parti Les Républicains, der ellers var blevet dømt ude på forhånd. Bedst som man skulle til at afskrive de gode, gamle partier til fordel for en valgkamp karakteriseret af solister og nystartede partier, endte afstemningen om republikanernes kandidat i begyndelsen af december med et plot twist. Ud røg forhåndsfavoritten – den lidt kedelige, anti-elitære Xavier Bertrand – og ind fra højre, bogstaveligt talt, kom den 54-årige pariser Valerie Pécresse. Sidstnævntes kandidatur har betydet, at højrefløjsstemmerne nu igen trækkes mod midten. Blot et par dage efter offentliggørelsen af hendes kandidatur viste en meningsmåling, at hvis der skulle afvikles valg med det samme, ville Pécresse ende som slagets vinder.

Det er dog ikke kun Pécresse, der har skabt en lidt uventet højredrejning. Siden han trådte ind på de bonede gulve på Palais de l’Élysée i 2017, er Macron og hans regering langsomt rykket længere og længere mod højre – og det kan mærkes. I jagten på flere stemmer har den tidligere “anti-populist“ Macron fremmedgjort flere medlemmer af sit eget parti og meget af den selvsamme franske venstrefløj, som hjalp ham til magten. Til gengæld håber han at kunne kurtisere større dele af Le Pens vælgerbase.

Det er blevet smart at være fremmedfjendsk og indvandrerkritisk, men i sit skift til højrefløjspolitiker har Macron dog også gjort sig sårbar. Mere eller mindre ubevidst har han rykket sig tættere på Pécresse, der nu står kampklar med Frankrigs største borgerlige parti i ryggen. Og det er netop i deres fællestræk, at Pécresse for alvor bliver farlig. Macron er efterhånden blevet old news, og Pécresse overtager derfor momentum som feltets nye, spændende kandidat, der potentielt kan blive Frankrigs første kvindelige præsident. Le même mais différent, som man siger.

Borgerlige snubletråde

Ligesom i duellen mellem Zemmour og Le Pen ligger snubletråden i lighederne hos Emmanuel Macron og Valerie Pécresse. Når Pécresse er blevet markeret som en reel trussel mod Macrons genvalg, bunder det i et langt had/kærlighedsforhold til det republikanske parti og de borgerlige, kristendemokratiske værdier. Selvom kært parti har haft mange navne, har republikanerne, siden Charles de Gaulle stiftede Den Femte Republik i 1958 og frem til Macrons valgsejr i 2017, produceret alle franske præsidenter – med undtagelse af de to gange François fra Parti socialiste: Hhv. den mest populære præsident i de sidste 40 år, François Mitterand, og den mest upopulære, François Hollande. Tæppefaldet indtraf ved forrige valg, hvor kandidaten François Fillion blev indblandet i en større korruptionsskandale, og republikanerne led et historisk nederlag.

Pécresse har pustet nyt liv i det slumrende parti, og som republikanernes første kvindelige spidskandidat har hun da også lovet, at hun vil sprænge den franske republiks glasloft. Politisk er hun dog gammel vin på nye flasker. Hun vil “genoprette Frankrigs stolthed“ og “bringe autoriteten tilbage“ til landet – en sang, der er sunget mange gange før i et land, der ser sig selv som Europas supermagt. Hun vil indføre flere atomkraftværker og flere cykelstier på gaderne, men fik også markeret sig politisk som modstander af legaliseringen af homoseksuelle ægteskaber, da lovforslaget skulle vedtages i 2013. Desuden vil hun halvere antallet af opholdstilladelser for migranter uden for EU. Som næsten alle franske politikere er hun ganske vist også gaullist og pro-EU, men i en valgkamp præget af flygtningepolitik, har hun – i tråd med de andre spidskandidater – placeret sig langt til højre, hvad angår immigrationspolitikken.

Der er stadig fire måneder til, at franskmændene går til stemmeboksen. Meget kan derfor nå at ske endnu, for franske præsidentvalg går sjældent stille for sig. En ting er dog sikker: Uanset hvem, der ender med at kunne kalde sig Monsieur eller Madame le Président, vil det være et væsentligt mere højreorienteret Frankrig, som Emmanuel Macron efterlader sig. Om det så er ham selv – det kan der trods alt være noget, der tyder på – som skal fortsætte den hårde linje, får vi at se på valgdagen d. 24. april. /Astrid Plum 

 

Astrid Plum er Føljetons højt skattede korrekturlæser. Hun har det sidste halve år læst på Sorbonne i Paris, hvor hun bl.a. har fulgt tæt med i den franske præsidentvalgkamp. 

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12