15. december 2021

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Fyns forhærdede kriminelle

Når vi taler om ‘forhærdede forbrydere’, taler vi som regel om individer eller grupper, som ikke går af vejen for at bruge vold over for folk, der kommer i vejen. Hvis man kan huske dengang, pengeinstitutter havde rigtige kontanter bag disken, ser man måske en flok maskerede bankrøvere for sig: “Smid jer på gulvet. Dette […]

Kære læser

Spionage: Skæg og blå briller i flere lag

Afsløringerne vælter ind over hinanden: Først afslørede Information og DR, at Forsvarets Efterretningstjeneste havde været dybt involveret i en amerikansk spionagemission via danske internetkabler under kodenavnet ’Operation Dunhammer’ – rettet mod bl.a. danske ministerier. Dernæst kunne Berlingske afsløre, at den danske statsborger Ahmed Samsam angiveligt har arbejdet som udsendt efterretningsagent i Syrien, selvom både Politiets […]

Det bedste vi har set

Hadebreve fra Moder Natur 

Vi behøver selvfølgelig ikke fortælle dig, at det er noget… rod med klimaforandringerne. Men tag alligevel et kig på den her ret vilde, alt-for-virkelige webfeature fra The New York Times. Avisen har kreeret en samling digitale postkort fra hele 193 lande, der viser krisens konsekvenser henover verden – nu og her. Flot ser det ud. Opløftende er det ikke. Du gætter aldrig, hvad der sker i Danmark (okay, det har noget med Grønland og smeltende gletschere at gøre).

Det er lidt en orker

Kan analysen af popkultur gå for vidt? Ja, lyder konklusionen fra komiker – og forhenværende Shrek-fanatiker – Jamie Loftus, efter hun har fået til opgave at deltage i den syv timer lange Zoom-begivenhed “Two Decades of Shrek: An Online Academic Symposium“. Ikke nok med, at den ene forskers behandling af animationsfilmen Shrek synes mere outreret end den anden, så udstiller konferencen også, at der vist ikke kan koges mere suppe på den grønne trold (gudskelov).

Algoritmernes stoledans 

“Genialiteten ligger jo i, at med Wrapped bliver techgigantens dataindsamling forvandlet til en musikalsk julegave – noget alle taler om og griner af over frokosten dagen efter. For alle de bagvedliggende strukturer tænker man jo ikke på, når velproducerede animationer viser én, at man har lyttet til 27.016 minutters musik i 2021. Selvfølgelig gør man ikke det.“ Det er jul, en ny sæson med Spotify’s “sjove“ (og uhyggeligt præcise) statistisk over dine musikvaner er skudt i gang – og det samme er kritikken af streamingtjenesten. Den her fra Soundvenue er ikke helt ueffen.

Spisesedlen

Pfizers coronapille forhindrer alvorlig sygdom. Det bekræfter en afsluttende klinisk analyse ifølge den amerikanske medicinalproducent. Pillen reducerer risikoen for indlæggelse og dødsfald i 88 pct. af tilfældene, når den gives til uvaccinerede inden for fem dage fra de første sygdomssymptomer. Samtidig indikerer undersøgelsen, at pillen sandsynligvis også kan være effektiv mod omikron.

Belarusisk oppositionsleder idømt 18 års fængsel. Ifølge belarusiske statsmedier er Siarhej Tsikhanowski bl.a. fundet skyldig i at organisere optøjer og opildne til “socialt had“. Tsikhanowski var med til at kickstarte de store folkelige protester mod præsident Aleksandr Lukasjenko i Belarus sidste år, ligesom hans kone Sviatlana Tichanouskaja er blevet frontfigur for landets prodemokratiske bevægelse.

Malta legaliserer cannabis. Som det første EU-land vil Malta nu tillade besiddelse af op til syv gram cannabis til personligt brug. Det står fast efter en afstemning i det maltesiske parlament tirsdag eftermiddag, hvor lovændringen blev vedtaget med 36 stemmer for og 27 imod. Også i Tyskland, Luxembourg og Schweiz diskuteres en mulig legalisering af det euforiserende stof.

Kystdirektoratet uddeler 90 mio. kroner til kystbeskyttelse. I alt får 14 projekter medfinansiering fra en særlig tilskudspulje for kystbeskyttelse, som er en del af finansloven for 2021. “Vi ser ind i en fremtid, hvor mange af vores kyster bliver udfordret af voldsommere vejr og stigende havvandstande som følge af klimaforandringerne (…) Derfor skal vi tilpasse kystområderne til de udfordringer, som kun bliver større i fremtiden,“ udtaler miljøminister Lea Wermelin (S).

500 svenske soldater hjemsendt efter krænkelser. Værnepligtige ved Ledningsregementet i Enköping i Uppland – et af Sveriges største regimenter – er blevet hjemsendt efter soldater bl.a. er blevet tvunget til at deltage i aktiviteter trods sygdom og har oplevet sexistisk sprogbrug samt anden krænkende adfærd. Det skriver (betalingsmur) Dagens Nyheter. Ledningsregementet har nedsat en arbejdsgruppe, der skal forsøge at forbedre forholdene for de værnepligtige.

 

Et sidste ord

Har du lyst til at føle dig gammel? Så har vi fundet det perfekte tweet til dig.

Ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12