15.02.17
Kære læser
Det begynder at se alvorligt og underligt ud for Trump-administrationen, der i går måtte skille sig af med sin nationale sikkerhedsrådgiver Mike Flynn efter afsløringerne om en alt for tæt dialog med russiske diplomater, endnu inden Trump var indsat som præsident. Underligt, fordi flere og flere forklaringer fra Det Hvide Hus stikker i flere og […]
Kære læser
En ny kæmpekanal til fragtskibe skal drive det fattige Nicaragua mod en bedre fremtid. Det kan blive et af verdenshistoriens største byggerier, men tvangsflytninger og anklager om korruption kaster skygger over projektet. Vi er i ugens Føljeton taget til Mellemamerika for at gå i dybden med projektet, der kan blive altafgørende for regionen og ændre hele verdenshandlen, men som få har hørt om. Her kommer tredje afsnit, og vi kommer ind efter et interview med demonstranten Rufino Pastrano, der med nød og næppe undslap politiets brutale håndtering af et ulmende oprør mod projektet blandt lokale. Han virker modløs og siger: ”Det er svært at gøre oprør. At gå mod regeringen svarer til at prøve at vinde en slåskamp mod havet.”
Det bedste vi har set
Zoom ud fra appelsinhud og kønshår
Siden 2012 er Lena Dunham blev hyldet for at fremvise appelsinhud og deller i rollen som Hannah i HBO-serien Girls. Mandag var der så sæsonpremiere på sjette og sidste sæson. Hannah er stadig nøgen, men tjener det egentligt noget formål at blive ved med at tale om appelsinhud og deller?
Spisesedlen
Alle EU’s økonomier er i vækst – for første gang i lang tid. På samme tid melder alle unionens 28 medlemslande om økonomisk vækst – selv Grækenland. Det er første gang siden 2007. Ifølge Europakommissionens seneste beregninger vil EU’s samlede BNP stige 1,8 procent i år og næste år. Det kan nedbringe arbejdsløsheden til det laveste niveau siden 2009.
Uautoriserede læger udskriver medicin. Farlige læger, der har fået forbud mod at udskrive medicin, kan stadig sende recepter til apoteket. Det er praktisk kompliceret for apotekerne at tjekke den lange liste over læger, der har fået frataget deres autorisation. Og derfor blive medicinen udleveret alligevel. Kammeradvokaten har undersøgt 1.165 tilsynssager og anbefaler, at systemet bliver digitaliseret hurtigst muligt.
Kim Jong-un har angiveligt myrdet sin halvbror med gift. Ifølge Sydkoreas efterretningstjeneste blev Kim Jong-nam, halvbroren til Nordkoreas diktator, forgiftet af to kvindelige agenter, som mistænkes for at være nordkoreanske. Broren blev myrdet i en lufthavn i Kuala Lumpur. Kim Jong-un har efter sigende længe været ude efter brorens hoved, tilsyneladende fordi han så ham som en rival.
Vi har en god og en dårlig tech-nyhed. Vi starter med det søde: Mobiltelefonens svar på vinylpladen, Nokia 3310, vender tilbage på markedet. Verdens mest solgte mobil udgik i 2005, men i slutningen af måneden kan man igen komme til at spille Snake! Så når vi til det sure: Spotify er på konkursens rand. Den svenske onlinemusiktjeneste slæber rundt på en kæmpe gæld på 10,5 milliarder kroner. Og den planlagte børsnotering, som skulle bringe penge i kassen, er udsat til 2018.
Sundhedsministeren vil bryde monopolet på behandling af transkønnede. I dag kan danske transkønnede kun få behandling på Sexologisk Klinik i København. Men nu vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby gøre det muligt at få psykiatriske udredninger og hormonbehandlinger andre steder i landet. Samtidig har hun bedt Sundhedsstyrelsen om at lave en ny vejledning til udredning af transkønnede. Den skal afspejle, at Danmark som det første land i verden ikke længere betragter transkønnede som sindslidende.
Et sidste ord
Det er ferie, så du får lige to udgange i to tempi denne herlige onsdag. Den ene kan du hurtigt komme igennem. Det er en skøn samling af ting, der ligner mennesker. Den anden stenede vi længe over i går – en 26 minutters kortfilm fra 1960’erne af og med Walt Disney, der fortæller om en fremtidsby, han vil bygge. Han var sgu ret vild.