14. november 2023

Krig på tom mave

McDonald’s i Israel deler gratis burgere ud til landets soldater.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Åh nej, ikke Cameron

Som vi så utroligt præcist formulerede det på denne plads for halvandet år siden: Britisk politik er en two faced cunt. Hvem kunne have forudset, at David Cameron, Storbritanniens tidligere premierminister, skulle gøre comeback som udenrigsminister syv år efter, at han skamfuld og ydmyget trak sig fra det højeste politiske embede? Ligesom så mange andre […]

Det bedste vi har set

De danske nepobabyer

Den måtte jo næsten komme: Inspireret af New York Magazine – der sidste år gjorde udtrykket “Nepo Baby” til allemandseje med en grundig kortlægning af, hvordan amerikanske kendisser som regel har familieforbindelserne i orden – har Euroman nu lavet analysen med danske skuespillere og filmfolk. Hvem skulle dog have troet, at efternavne kunne give forlommer.

Ord i blomst

Årstidernes skiften er vævet dybt ind i Japans traditionsrige haikupoesi. Se bare på digteren Matsuo Bashōs værker fra 1600-tallet, der har hyppige referencer til efterårsvinde og kirsebærtræer. Som The Guardian beskriver, truer klimakrisen dog nu med at vende op og ned på rytmerne: I takt med at vejret bliver mere uforudsigeligt, må haikudigterne nemlig gentænke deres praksis.

Når autokratiet trumfer 

“Hvis Trump vinder, vil tusindvis af Trump-first-loyalister stå klar i jobs inden for jura, retsvæsenet, forsvar, lovgivning og indenrigspolitik. Hans inderkreds planlægger at udrense alle, der opfattes som fjendtlige over for de hårde, autoritært klingende planer, han selv kalder ‘Agenda 47’.” Skræmmende – men desværre ikke så overraskende – afsløring fra Axios: Holdet bag Donald Trump er i fuld gang med at finde mulige fodsoldater, der skal hjælpe med at undergrave det amerikanske demokrati.

Spisesedlen

Verden er bagud på næsten alle tiltag der skal reducere udledningerne af drivhusgasser. (The Guardian)

Hospital i Gaza omringet af kampe er “næsten en kirkegård”, advarer Verdenssundhedsorganisationen. (BBC)

Inflationen i Argentina rammer 143 pct. før præsidentvalget. (Deutsche Welle)

Bæverens dæmninger spænder ben for laksen i Holstebro Kommune. (DR)

Kinas CO2-udledninger står til at falde i 2024. Det er da altid noget. (CarbonBrief)

Prins Christian deltager for første gang i møde i Statsrådet. (Kongehuset)

To topledere i Ørsted stopper med øjeblikkelig virkning. (Ritzau)

Nærsynet

En fridag for klimaet

En fridag for klimaet

Mens vi herhjemme får frataget vores hårdt tiltrængte helligdage (Store Bededag, never forget), har man i Kenya nu ligefrem opfundet en ny fridag, der også skal komme klimaet til gode. I et forsøg på at indfri regeringens målsætning om at få plantet 15 mia. træer i løbet af 10 år, afholdt man nemlig mandag en ny helligdag, hvor alle borgere ifølge miljøminister Soipan Tuya blev opfordret til at plante mindst to træer – så man ideelt set kunne få sat 100 mio. nye træer i jorden.

Hele planteprocessen bliver overvåget via en særlig app, hvor folk kan registrere, hvor og hvornår de har fået jord under neglene – og hvilke træsorter, de konkret har plantet. Men selvom klimafridagen bliver hyldet, får regeringen også kritik for, at den ikke gør mere for at bekæmpe den ulovlige skovrydning i Kenya.

+ Ny undersøgelse skitserer træernes klimabetydning.

Et sidste ord

Glædelig kvindernes sidste arbejdsdag! Vi håber, at I velfortjent holder fri, inden Føljeton er tilbage i morgen.

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12