14. juni 2018

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Verdens hyggeligste demokrati

Det bliver med statsgaranti ikke syleskarpt og skelsættende. Og som et lille staldkneb kan det også røbes her på forhånd, at der næppe bliver meget nyt at skrive hjem om. Altså sådan rigtig newsy. Når Folkemødet i eftermiddag åbner officielt for ottende gang i træk i Allinge på Bornholm, vil samtlige danske politikere stimle sammen […]

Kære læser

Lær at se med Rösing i hånden og Ancher på væggen

Lilian Munk Rösing har skrevet en mesterlig monografi om Anna Ancher, om hendes ’rum’, forstået både som konkrete rum og som livsrum. Men ikke blot det, hun har skrevet en intens – og personlig – studie i kunstoplevelse. Resultatet er storslået.

Det bedste vi har set

Guy Richie laver VM-reklame

Guy Richie laver VM-reklame

Fik vi sagt, at VM i fodbold begynder i dag? Nå, men det gør det altså, og det betyder ikke bare en masse fodbold, som vi altså bliver nødt til at se, men også lanceringen af en allerhelvedes bunke nye produkter med tilhørende reklamefremstød. Det er big business, det der VM, og det kan godt være lidt trættende, men der kommer også superfede ting ud af det. Som fx denne (reklame-)video for høretelefonerne Beats by Dr. Dre lavet af ingen ringere end Guy Richie. Og det kan man godt se. Tak for det.

Mød ham, der samler stumperne op efter Trump

Mød ham, der samler stumperne op efter Trump

Og det skal forstås helt bogstaveligt. Trump skal efter sigende have et noget aparte arkiveringssystem, der blandt andet indbefatter, at han river alt papir i stumper og stykker, når han er færdig med dem, selv om de ifølge loven skal arkiveres. I stedet for at lære en gammel hund nye tricks har Det Hvide Hus derfor ansat en person til at tape dokumenterne sammen igen. Politico har talt med ham, og det er overraskende oplysende og underholdende.

 

Lokalpolitik og bunkepul

Lokalpolitik og bunkepul

Husker du Per Zeidler? Det var ham lokalpolitikeren, der under kommunalvalget i november sidste år blev ramt af en sexskandale. Eller måske er ”ramt” ikke så præcist, men det var i hvert fald Zeidler, der blev afsløret i at have stået bag adskillige sexarrangementer – blandt andet købesex og bunkepul i det lokale forsamlingshus. Det er den lokale avis, som ruller hele historien fornemt ud. Relativt kulørt og en smule tragisk.

Mumikritisk parti træder ind i svensk lokalpolitik

Mumikritisk parti træder ind i svensk lokalpolitik

Opførelsen af et Mumiland har bragt sindene i kog i Wermland i Sverige i en sådan grad, at det kan få indflydelse på hele områdets lokalpolitik. Et decideret mumikritisk parti er netop blevet stiftet, og i øjeblikket står de til at få 15 pct. af stemmerne ved efterårets lokalvalg (i Sverige afholder man lokalvalget sammen med det landsdækkende), og det kan sprænge hele regionens magtbalance, der tidligere hældte klart til den borgerlige fløj.

Hør lidt Per Kristensen Band

Hør lidt Per Kristensen Band

Det er ikke sikkert, at navnet siger dig noget, men der er fine folk bag Per Kristensen Band, og selv om ‘ironi kan forekomme’ (som folk, der ikke er morsomme, ofte skriver), når fx Master Fatman og Martin Kongstad er med, så har det altid været umiddelbart og rart at lytte til. Giv det en chance med et af bandets nyeste numre ‘Du har mødt en anden‘ med denne fine socialrealistiske passage: ”Stille sætter du dig hen/ ved vores plastikkøkkenbord/ fortæller mig/ at det nok ikke helt/ er som jeg går rundt og tror”. Ja, eller kast dig ud i det halvstore bagkatalog – vi kan lide det.

Spisesedlen

Yemen: FN’s Sikkerhedsråd i hastemøde. Havnebyen Hodeida, der kontrolleres af houthi-oprørerne, blev i går angrebet af præsident Hadis regeringsstyrker. Hodeidas havn er den primære adgang til nødhjælp for to tredjedele af Yemens 29 millioner indbyggere. På Storbritanniens opfordring mødes FN’s Sikkerhedsråd i dag for at diskutere, hvordan de skal håndtere situationen i Yemen. Krigen har stået på i over tre år og er af FN blevet kaldt den værste menneskeskabte humanitære krise i verden. Yemen er hårdt ramt af kolera, otte millioner mennesker er truet af hungersnød, mere end to millioner mennesker er på flugt, og 10.000 er blevet dræbt.

Argentinas parlament debatterer lempelse af striks abortlovgivning. Tusinder af argentinere var i aftes (lokal tid) på gaden foran kongresbygningen i Buenos Aires, mens lovgivere i repræsentantkammeret debatterede et lovforslag, som vil betyde en legalisering  af abort i de første 14 uger af graviditeten. I dag kan kvinder risikere op til fire års fængsel for at få foretaget en abort. Det skriver CNN.

+ Læs også nyhedsmediet VOX’ gennemgang af lovforslaget.

Gaza: FN fordømmer Israel. Israel fordømmes for ”overdreven magtanvendelse” i forbindelse med demonstrationerne i Gaza i slutningen af marts. Det skriver Reuters. Under demonstrationerne blev omkring 120 palæstinensere, hvoraf størstedelen var ubevæbnede, dræbt af israelske styrker. Med en officiel bebrejdelse af Israel afviser FN’s Generalforsamling dermed USA’s forslag om at fordømme Hamas for drabene.

Unge og alkohol: Forældreaftaler virker. En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden viser, at unge, der har alkoholrelaterede aftaler med forældrene, drikker mindre end unge, der ikke har nogen aftaler. Ifølge undersøgelsen har 29 pct. af de 15-20-årige faste aftaler med forældrene. 63 pct. overholder ”for det meste” eller ”altid” aftalerne.

Sandstorm på Mars: NASA har mistet kontakten til robotkøretøjer. Opportunity-køretøjet landede på Mars i 2004, og selv om den egentlig kun var programmeret til at kunne klare 90 dage, har den holdt sig kørende siden. Men nu har en heftig sandstorm slået den omkuld og cuttet kontakten til NASA-kontoret. Det er uvist, om Opportunity vågner igen og kommer ud med skindet på næsen, men NASA kan trøste sig med, at et andet robotkøretøj, den atomdrevne Curiosity, ser ud til at klare situationen bedre. NASA-projektleder John Callas venter i spænding: ”Stormen er fareturende, og vi ved ikke, hvor længe den varer, og vi ved ikke, hvordan miljøet ser ud, når den er aftaget.”

Et sidste ord

Hvis du skal have et skud Trump i dag, så tjek de her friske groteske interviewbidder (video). Han påstår blandt andet, at forældre til krigsveteraner fra Koreakrigen kom hen til ham under hans præsidentkampagne i 2016 og bad ham om at få deres afdøde sønners lig hjem fra Nordkorea, hvis han vandt. Krigen sluttede i 1953, så de forældre må have været meget gamle.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12