14. februar 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Mette købte faktisk regnskov som barn

Chimpansen er sammen med bonoboaben menneskets nærmeste slægtning, det står der selv på Wikipedia. Vi har 99 pct. af vores gener til fælles. Alligevel bliver de herlige chimpansers adfærd ved med at overraske. I den seneste udgave af det videnskabelige tidsskrift Current Biology er der er en artikel om et forskningsprojekt, som involverer 45 chimpanser […]

Kære læser

Det store Bitcoin-mareridt

Natten til mandag løb Super Bowl af stablen med et vanligt mix af amerikansk fodbold (tillykke til Los Angeles Rams), pauseunderholdning og masser af reklamer. Hvor sidstnævnte normalt står på bilsalg med Bruce Springsteen og patriotiske Budweiser-slogans, var der dog denne gang dømt tech-dystopi for alle pengene: Den ene reklame for kryptovalauta-virksomheder tog tilsyneladende den […]

Det bedste vi har set

Den gik ikke, TED

Til TED-konferencer i hele verden har personer med “ideas worth spreading“ præsenteret deres ideer om fremtidens videnskab, miljø, kærlighed, arbejde og byer. Men to årtier senere har forudsigelserne ikke formet fremtiden, og de teknologiske fremskridt, robotter og ideer, der skulle redde verden, er svære at få øje på. Journalisten Oscar Schwartz undersøger de TED talks, der engang fascinerede ham, og nu – to årtier senere — virker som en parodi af sig selv.

En politisk UFO

At stille op til det amerikanske kongresvalg var egentlig en sindssyg idé, mente hun selv, Alexandria Ocasio-Cortez – også kendt som AOC. Før hun blev hyldet som Demokraternes nye ledestjerne, var nemlig hun en fattig bartender, som knoklede løs uden sundhedsforsikring. Historien om AOC er dog ikke nogen floskelfortælling om belønningen ved hårdt arbejde. Nej, faktisk er det præcis den historie, hun har forsøgt at gøre op med lige siden, hun landede i den politiske verden som en ufo på en fremmed planet: “Hvis et rumskib lander i ens baghave, tænker man: Hvad fuck er det? Vil det skade mig?“

Aktindsigternes aktindsigt

Måske er det ikke dagens vildeste overraskelse, men det der med gennemsigtighed, det er vist ikke sossernes spidskompetence. TV2 har søgt aktindsigt i, hvor længe det tager regeringen at behandle anmodninger om aktindsigter. En lille aktindsigtskarussel, om man vil. Det må højst tage syv dage, siger offentlighedsloven, men TV2s anmodning tog – hold nu fast i karruselhesten – 45 dage før den blev besvaret. Efterfølgende kunne aktindsigten vise, at regeringen ikke er særligt god til at behandle aktindsigter. Rundtosset? Det forstår vi godt. TV2s udlægger sagen og kritikken.

Spisesedlen

Olaf Scholz skal mødes med Ukraine og Rusland. Mandagens besøg i Kyjiv sker efter advarsler fra USA om, at en russisk invasion i Ukraine kan ske når som helst. Rusland fastholder, at landet ikke har nogen planer om at invadere Ukraine. Tirsdag skal den tyske kansler til et møde i Moskva. Møderne i Ukraine og Rusland handler ifølge Scholz om at “finde en måde at sikre fred i Europa“.

Cambodja indfører censur på internettet. Fra denne uge vil al onlineaktivitet i landet gå gennem en såkaldt National Internet Gateway. Det vil ifølge Cambodjas regering beskytte den nationale sikkerhed og opretholde “social orden, kultur og nationale traditioner“. Ifølge menneskerettighedseksperter indebærer ændringen en alvorlig begrænsning af ytringsfriheden i landet.

Staten tjener milliarder på studielån. Fra 2017 til 2021 har staten ifølge Information tjent omkring 2,8 mia. kr. på renteindtægter fra de 120.000 studerende, der tager studielån. Det er en væsentlig stigning i forhold til perioden 2011 til 2016, hvor renteindtægterne på studielån var 1,5 mia. kr. Regeringens støttepartier og DF mener, at det er et problem, mens Enhedslisten og SF vil sænke renten på studielån.

Bagagepersonalet i Københavns Lufthavn nægter at genoptage arbejdet. Det er resultatet af et møde mandag morgen mellem de ansatte i SAS Ground Handling, der står for bagagehåndtering i Københavns Lufthavn, og deres tillidsrepræsentanter. Bagagepersonalet har strejket siden lørdag morgen. Strejken skyldes ifølge medarbejderne “længere arbejdstid og lavere løn“. Sagen skal nu hastebehandles af Arbejdsretten.

Bro mellem Canada og USA genåbner. I seks dage har den såkaldte “Ambassadørbro“ været blokeret af lastbiler, som følge af store protester mod Canadas coronarestriktioner. Politiet har sent søndag aften arresteret de sidste demonstranter ved broen. Protesterne har præget landet siden slutningen af januar, og i sidste uge måtte Ottawas borgmester, Jim Watson, erklære undtagelsestilstand.

Et sidste ord

Det er mandag, det gælder om at holde øjnene på bolden.

Ses i morgen!

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12