13. januar 2023
Kære læser
Der er ikke meget at sige til, at frygten for kunstig intelligens fylder en del for tiden. Når man i Nature eksempelvis kan læse, at AI-chatrobotten ChatGPT kan skrive så overbevisende abstracts til videnskabelige artikler, at selv forskere bliver snydt i 32 pct. af tilfældene, ja, så er der nok noget om snakken: Robotterne er […]
Kære læser
Da den indiske premierminister Narendra Modi for seks år siden sagde, at 86 pct. af landets kontanter over natten ville blive ugyldige – “bare værdiløse stykker papir“ – blev mere end fem millioner efterladt uden job, en halv million virksomheder lukkede, og flere faldt om i timelange køer foran hæveautomaterne. Med kun fire timers varsel […]
Det bedste vi har set
Uighurernes kamp
Vi har gennem de seneste år skrevet meget om det kinesiske styres overgreb på uighur-mindretallet i Xinjiang-provinsen. I seneste udgave af London Review of Books beretter historieprofessoren og Kina-eksperten Michael Dillon om sine egne oplevelser i Xinjiang, mens hans anmelder fire (!) nye bøger, der på den ene eller den anden måde beskæftiger sig med uighurerne og deres trængsler i det autokratiske Kina. Langt, men godt.
De ikke-uskyldige generaler
Kommentar i den portugisisk-sprogede udgave af The Intercept (på engelsk): “Brasilianske generaler drømte om at genoplive militærdiktaturet, men vil gå over i historien som medskyldige i kuppet, der smadrede hovedstaden.”
Dysfunktionelle badeværelser
Åh, er det ikke længe siden, vi har linket til noget fra Buzzfeed? Mediet lever stadig, og det er fredag, så her har skribenten rangeret 133 badeværelser tilhørende diverse celebrities fra bedst til værst baseret på magasinet Architectural Digests videoshow Open Doors, og hun er “ærligt talt chokeret over“, hvor mange af toiletterne der er decideret dysfunktionelle.
Spisesedlen
Regeringen sender lovforslag om afskaffelsen af store bededag i høring. Med lovforslaget vil store bededag blive en almindelig arbejdsdag. Månedslønnede vil modtage et løntillæg på 0,45 pct. af årslønnen, hvilket svarer til løn for en almindelig arbejdsdag, mens timelønnede vil få den aftalte timeløn for de ekstra arbejdstimer. Hvis lovforslaget bliver vedtaget af Folketinget, vil store bededag afskaffes som helligdag fra 2024.
Ghana vil løfte offentligt ansattes løn med 30 pct. i 2023. Det meddeler Ghanas regering og fagforeninger i en fælles erklæring efter flere måneders svære forhandlinger, der også medførte demonstrationer. Ghana står midt i en svær økonomisk krise med den højeste inflation i 21 år på 50,3 pct.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets eftersyn af sygehusvæsenet viser store udfordringer med afvikling af ventelister. “Tallene viser, at udfordringerne er meget dybe […] Det er værre end forventet,“ skriver indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse. Det medfører en periode med lange ventetider, en lavere overholdelse af udredningsretten og et stort fald i produktiviteten på sygehusene på trods af, at der er blevet tilført betydelige økonomiske midler til regionerne.
Foreningen, der repræsenterer de danske børn i Syrien, anker byrettens dom. I december fastslog Københavns Byret, at Danmark ikke overtræder menneskerettighederne over for de fem danske børn og deres tre mødre, der fortsat befinder sig i fangelejre i det nordøstlige Syrien. Foreningen Repatriate the Children har fredag anket dommen. Det oplyser advokat for foreningen Knud Foldschack.
Malaysia advarer om stop for eksport af palmeolie til EU. Ifølge den malaysiske råvareminister Fadillah Yusof vil landet modarbejde EU’s medlemslandenes beslutning om at forbyde import og eksport af produkter som palmeolie, kød og kaffe fra områder, hvor der finder afskovning sted. Malaysia er verdens næststørste producent af palmeolie.
Et sidste ord
Lad dette blive året, vi råder bod på umlautsygen.
Följeton er tilbage i morgen – god fredag!