12. maj 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Israels moralske svigt

Den 12. januar omkom en 78-årig palæstinensisk mand, mens han var i den israelske hærs varetægt. Israelske soldater var i gang med en natlig militær operation nær landsbyen Jiljilya uden for Ramallah i den besatte Vestbred, da Omar Abdulmajeed Asaad kom kørende i sin bil. Han havde angiveligt ikke gyldig identifikation på sig, så soldaterne lagde […]

Kære læser

Store beskidte statshemmeligheder

Lige så udødelig, som Pegasus er i græsk mytologi, lige så svært bliver det at få nutidens trojanske hest af vejen. De seneste år er det væltet frem med sager om spionsoftwaren af samme navn, hvor ofrene enten er eller deler omgangskreds med navne som Boris Johnson, Emmanuel Macron, Viktor Orbán og Jamal Khashoggi og […]

Det bedste vi har set

Hvordan skal moderkagen skæres?

En aftale, der skal sikre bedre fødsler, landede mandag. Aftalen mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne vil give førstegangsfødende ret til enten to dages barselsophold på hospitalet eller hjemmebesøg, samt sikre 100 ekstra ansatte på fødeafdelingerne i Danmark. Men ifølge en tidligere overlæge på Roskilde Sygehus skal der meget mere til. feminas Katrine Rosenbæk har skrevet en tankevækkende historie om den nat, fødeafdelingen i Roskilde kollapsede.

På sporet af Madonna

Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carters barnebarn er dykket ned i det Hvide Hus’ pladesamling, der mildest talt er støvet. Den officielle samling består nemlig af to bind med vinyler – der alle sammen er fra halvfjerdserne. Nu vil han tage samlingen med ind i det 21. århundrede, for der er meget at indhente: “Der er ingen boybands, ingen Madonna eller Britney Spears!“

Søsyge techgiganter

Google og Meta investerer lige nu deres tunge formuer i tykke undersøiske internetkabler, der skal forbinde de europæiske og afrikanske kyster. De mange fordele ved en hurtig internetforbindelse opvejes dog ikke af omkostningerne ved, at en lille gruppe af techgiganter i den nærmeste fremtid ikke bare har kontrol over online data, men bevidst vil genopbygge et helt kontinents internet med henblik på deres egne behov. “Sandt, vi vil blive connected, men spørgsmålet er, hvilke former for offentlig politik vil holde den magt i skak?“ udtaler Nanjira Sambuli, som er medlem af FN’s generalsekretærs panel om digitalt samarbejde, til Rest of World, der har kortlagt havforandringerne.

Spisesedlen

Den finske præsident og premierminister anbefaler medlemskab af Nato. “Nato-medlemskab vil styrke Finlands sikkerhed. Som medlem af Nato vil Finland styrke hele Forsvarsalliancen. Finland skal ansøge om Nato-medlemskab som en hastesag,“ oplyser præsident Sauli Niinistö og premierminister Sanna Marin i en fælles pressemeddelse. Finland har hidtil stået uden for alliancen sammen med Sverige, men tager altså nu et skridt nærmere en officiel ansøgning om Nato-medlemskab.

Senatet i USA blokerer lov, der skulle sikre kvinders ret til abort. Med 51 imod og 49 for kunne Demokraterne ikke finde de nødvendige 60 stemmer. Forslaget om at indskrive adgang til fri abort i den føderale lovgivning blev fremsat på grund af en ventet afgørelse fra Højesteret. Sidste uge afslørede et lækket udkast til en afgørelse nemlig, at Højesteret potentielt vil omstøde den såkaldte Roe v. Wade-dom fra 1973.

Nordkorea registrerer deres første officielle coronaudbrud. Nordkoreanske statslige medier meddelte torsdag, at flere personer i hovedstaden Pyongyang er smittet med en subvariant af omikron. Indtil nu har Nordkorea hævdet, at de ikke har oplevet et eneste tilfælde af Covid-19, fordi de lukkede grænserne ved begyndelsen af pandemien for mere end to år siden. Fundet af omikronvarianten kan udgøre en risiko for landet, hvis 25 mio. beboere ikke er blevet vaccinerede.

Anklagemyndigheden indstiller Claus Hjort Frederiksen (V) til tiltale i lækagesag. Tirsdag eftermiddag modtog Justitsministeriet indstillingen fra Rigsadvokaten. Den tidligere forsvarsminister og nuværende medlem af Folketinget er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

Ny undersøgelse kortlægger sexistisk kultur og krænkende adfærd i Københavns Kommune. Cirka 21.000 ud af Københavns Kommunes 47.000 ansatte har deltaget i undersøgelsen, der finder, at 16 pct. – 3.440 ansatte – har oplevet krænkende adfærd inden for det seneste år. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) fortæller, at kommunen arbejder på at nedbringe antallet af krænkende oplevelser: “Den her undersøgelse viser mig, at vi har et godt stykke igen.“

Et sidste ord

God kommunikation er ikke kun et spørgsmål om, hvad du siger. Det handler også om, hvordan du siger det.

Føljeton er i øvrigt væk i morgen, Store Bededag – men vi vender stærkt tilbage lørdag. So long!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12