12. juni 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Hvis bare det danske politi var et K-pop-band

Nordkoreas kære leder, Kim Jong-un, er godt og grundig træt af udefrakommende indflydelse på sit land og dets kultur. Den siver ind igennem sprækkerne, og derfor har han lanceret en decideret kulturkrig til at dæmme op for det ubrugelige smuds. For nylig blev der indført ekstremt hårde straffe (i nogle tilfælde dødsstraf) for at importere […]

Kære læser

Nan Goldins smertetærskel

Der findes en række rørende fotografier på udstillingen Memory Lost, som den ikoniske amerikanske fotograf Nan Goldin lige nu er aktuel med i New York. Fotografiet af et par, der står i tæt omfavnelse på en strand i den blå time er et af dem. Fotografiet af to manegeheste og den Cirque de Soleil-agtig menneskekæde […]

Det bedste vi har set

Skattesynderne 

Mellem 2014 og 2018 blev verdens rigeste mand, Jeff Bezos, 99 mia. dollars rigere. I samme periode betalte han blot 973 mio. dollars i skat, svarende til 0,98 pct. Det lyder som en helt vanvittig favorabel skattesats, men rigmanden Warren Buffett kan faktisk godt stikke den: I samme periode blev Buffett 24,3 mia. dollars rigere, men han betalte blot 0,1 pct. i skat. Det er ProPublica, der har gravet de chokerende (eller i hvert fald forargelige) tal frem. Og så har de endda været så søde at præsentere afsløringerne i en lækker langlæser. Den helt korte udgave af historien er, at milliardærerne virkelig ikke kan lide at betale indkomstskat. Men de skulle jo også nødigt gå fra hus og hjem.

Hvad hedder Harry Kanes hunde?

Det skorter ikke på indhold om EM i herrefodbold lige nu. Faktisk er det noget nær umuligt at undgå slutrunden, når man surfer rundt hos diverse nyhedsmedier – både udenlandske og danske. Vi tør dog godt lægge hovedet på blokken og sige, at vi har fundet en af de absolut bedste catch-all-artikler, hvis du bare gerne vil vide alt. For The Guardian har simpelthen skrevet guides til samtlige 622 spillere ved slutrunden, “inklusive kæledyr, hobbyer og helte”. Vildt nok.

+ Hvis du er mere til politik end fodbold, guider Politico dig til EM’s vigtigste, diplomatiske opgør.

 

“Må man nu ikke flirte længere?“

“Kvinder i den absolutte top af politik som Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard og Pernille Vermund benægter næsten, at sexisme skulle være et problem. De har beskyldt kvinder, som stod frem, for at være svage eller hævntørstige. De har også fremhævet konsekvensen for krænkerne som værre end ofrenes. Som borgerlig kvinde har man dermed få kvindelige forbilleder. Hvem har man så at læne sig op ad, når man vil stå frem?“ Debatindlæg fra to Venstre-kvinder i Weekendavisen: “Mens vi venter på den blå #MeToo“

Spisesedlen

USA’s fødevare- og lægemiddelmyndighed (FDA) valgte mandag at give grønt lys til lægemidlet Aducanumab til behandling af Alzheimers. Godkendelsen betegnes som lidt af en landvinding, da det er det første nye middel mod Alzheimers, der er blevet godkendt i små 20 år. Aduhelm, som midlet også kaldes, har dog mødt kritik for sin mangelfulde lindrende effekt. Tre rådgivere har valgt at trække sig fra FDA i protest over blåstemplingen.

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) blev tirsdag enige om en økonomisk ramme for kommunerne på 275,4 mia. kr. i 2022. Aftalen indeholder bl.a. et løft af den såkaldte serviceramme på 1,4 mia. kr. Onsdag nåede regeringen også til enighed med regionerne om næste års økonomi. “Vi laver med aftalen et løft på samlet set 1,2 mia. kr. når det gælder driften, og 7 milliarder og 350 millioner, når det gælder anlæg,“ lød det i den forbindelse fra finansminister Nicolai Wammen (S). Hvis man tager højde for det stigende antal ældre, er løftet dog nærmere på 200 mio. kr.

En domstol i Moskva valgte onsdag at betegne den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyjs politiske bevægelse som “ekstremistisk“, hvilket i praksis gør det strafbart at arbejde for Navalnyjs forskellige organisationer. Samtidig vil folk, som har udtrykt støtte til Navalnyj, kunne blive forhindret i at stille op til politiske embeder. Trods afgørelsen lover Navalnyj på de sociale medier, at han “ikke vil trække sig“.

Natten til torsdag blev et bredt flertal i Folketinget enige om en ny, omfattende genåbningsaftale. Fra på mandag vil det være slut med mundbindskrav praktisk talt alle steder, bortset fra når man står op i den kollektive trafik. Åbningstiderne på restauranter og barer bliver udvidet, mens det indendørs forsamlingsforbud hæves til 250 personer. Derudover vil diskoteker og natklubber som udgangspunkt kunne åbne fra den 1. september.

Anklagemyndigheden annoncerede fredag, at man ikke vil anke sagen om en 31-årig kvinde, der deltog i uroligheder ved en demonstration mod coronarestriktioner tilbage i januar. Hun blev i byretten dømt efter den kontroversielle coronaparagraf 81d, der kan give dobbeltstraf, men landsretten fandt, at paragraffen ikke kunne benyttes. Anklagemyndigheden siger derfor nu i en pressemeddelelse, at man ikke vil kræve dobbeltstraf i de resterende sager om lovbrud ved coronademonstrationer.

Et sidste ord

Har du også alt for mange ting gemt på dit skrivebord? Vi har fundet en smart løsning.

God weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12