12. juni 2018
Kære læser
Aldrig har en præsident lydt så naiv og blåøjet. Og samtidig risikeret at udløse et verdensomspændende rustningskapløb. For pludselig giver det nu igen god mening for alverdens tyranner at satse alt på atombomber. Nuklear afskrækkelse er vejen frem. Stik modsat de floromvundne ord. Aldrig har en amerikansk præsident udtrykt en så ukonkret, dagdrømmende og fluffy […]
Kære læser
2. januar 2008 lagde journalist Renna Rose Aggers far alkoholen på hylden og startede i den lokale AA-gruppe som anonym alkoholiker efter at have været fuld stort set hele hendes barndom. Ifølge statistikken vokser mindst 122.000 børn mellem 0 og 18 år op med alkoholmisbrug i den nære familie. I dette afsnit af serien ‘Når de voksne drikker’ konfronterer Agger sin mor og far.
Det bedste vi har set
Kongen af copyright
”Han er konkurs, og han er syg”, sagde Johan Schlüters forsvarsadvokat umiddelbart efter domsafsigelsen i går, hvor Schlüter blev kendt skyldig i en stor svindelsag. Johan Schlüter var kongen af copyright, da han op gennem 80’erne og 90’erne fangede piratkopister og opkrævede penge for brud på film- og spilrettigheder. Efter at have taget sig alt, alt for godt betalt, sjusket og fusket med rettigheder og copyrights, blev han i går dømt for at have snydt tv- og filmproducenter for over 100 millioner kroner. Schlüter og hans partner in crime Susanne Fryland kendes skyldige i groft mandatsvig og skyldnersvig, og Fryland ikendes fem et halvt års ubetinget fængsel, mens Schlüter får fire års betinget fængsel, fordi han er 73 år gammel. ”Vi sagsøger dig langt ind i helvede,” som Antipiratgruppen sagde. DR folder historien om den spektakulære mand ud her.
Måske en sommerdille? Hold vejret i 24 minutter
Helt ærligt, kunne du ikke godt tænke dig at være i stand til at holde vejret i mere end 45 sekunder? I 2016 holdt den spanske fridykker Aleix Segura vejret i 24 minutter. Så begynder det at ligne noget. I denne lille video fra Wired, som kun varer otte minutter, får vi forklaringen og alle tricksene og et indblik i kroppens reaktion på hele øvelsen.
En punket bastard bliver en milliardforretning
Historien om tilblivelsen og opbygningen af det verdensomspændende punkede kulturmagasin Vice er ikke ukendt, men det gør den ikke mindre underholdende, når den fortælles så godt som i denne langlæser i New York Magazine. Det er mest af alt en historie om, hvordan den stiftende direktør, Shane Smith, snød alt og alle omkring sig til at tro, at Vice var the next big thing. Hvilket det så blev. Som denne scene, hvor de ville åbne en ny underafdeling med penge fra computerfirmaet Intel (fortalt af en tidligere medarbejder): ”Den morgen, Intel-mødet skulle finde sted, blev vi instrueret i at tage alle de venner, der havde en bærbar computer, med på arbejdet. (…) Shane arrangerede et photoshoot i stueetagen, som Intel-cheferne skulle passere uden at fortælle dem, at vi ikke ejede studiet.” Dagen endte med en kæmpefest sammen med investorerne, hvor Shane Smith mødte op minutter før Intel og bad alle om at danse. Intel endte med at smide 25 millioner dollars i Vice.
Paradisiske biblioteker
Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986) sagde engang: ”Jeg har altid forestillet mig Paradis som en form for bibliotek.” At paradis skulle dele formsprog med bibliotekerne, er en idé, der finder en vis ræson i de her 19 billeder af verdens smukkeste biblioteker. Magisk ser det i hvert fald ud.
Skal vi tage den igen? ‘This is America’ forklaret
Vi har været der en del gange for et par uger siden, men vi havde allerede næsten glemt, hvor fantastisk videoen ‘This is America’ fra Childish Gambino egentlig er. Se den lige igen og skrålæs dette dybdegående og noget nørdede interview med videoens fotograf Larkin Seiple. Og har du tid, så se noget af alt det andet, Seiple har lavet.
Spisesedlen
Historisk: Trump og Kim Jong-un har mødtes. For første gang nogensinde har en siddende amerikansk præsident og en nordkoreansk leder mødtes. På det efterfølgende pressemøde sagde Trump bl.a., at mødet var en ”genoprejsning” til den 22-årige amerikaner Otto Warmbier, som sidste år døde efter at have siddet fængslet i en nordkoreansk fangelejr.
Middelhavet: Spanien tager imod 629 strandede migranter. Det meddelte landets spritnye premierminister, socialisten Pedro Sánchez, mandag. Hverken Italien eller Malta ville tage imod migranter, som har været fanget på Middelhavet, men Sánchez kalder det ”en forpligtelse”, og nu skal italienske skibe sejle de strandede migranter til havnen i Valencia.
Jihad: Dansk syrienkriger skal for retten i Spanien. Den nu 28-årige Ahmed Samsam, der blev anholdt i Spanien for et år siden, er tiltalt for forskellige terrorrelaterede forbrydelser, herunder at have kæmpet for ISIS fra 2012 til 2015 samt at have forsøgt at fremskaffe våben til terroraktiviteter i Spanien. Over for DR Nyheder bekræfter Samsam, at han er rejst til Syrien for at kæmpe mod den syriske præsident Assad, men afviser at være terrorist.
Faglærte unge: Erhvervsuddannelser mangler anseelse. Den uafhængige tænketank DEA har foretaget en undersøgelse blandt godt 2.000 unge, og her tegnes et tydeligt billede: unge, der vælger gymnasiet fra og går den faglærte vej, risikerer at blive opfattet som dumme og må ofte forsvare deres (fra)valg over for venner og familie. Det gør det svært at nå regeringens målsætning om, at 25 pct. af alle unge i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse, siger DEA’s direktør.
Nooo! Afrikas mest berømte træer dør. Det velkendte baobabtræ – også kendt som ‘Livets træ’ – der findes på savannen i Afrika, på Madagaskar og i Australien, og som kan blive mere end tusind år, er begyndt at dø ”i et hidtil uset omfang”, lyder det fra et internationalt hold af forskere. I de seneste 12 år er ni af de 13 ældste og fem af de største baobab-træer kollapset. Forskerne mistænker klimaforandringerne.
Et sidste ord
Husker du den unge fyr, der spillede cello til prins Harry og Meghans bryllup for nogle weekender siden? Sheku Kanneh-Masons åbenlyse star quality gjorde ham rimelig kendt og eftertragtet. Her spiller han Leonard Cohens ‘Hallelujah’, så den slet ikke føles fortærsket. Enjoy.