12. februar 2020
Kære læser
Et effektivt gyserfilmtrick er at skabe en fornemmelse af isolation. Lad en gruppe mennesker være fanget på et afgrænset område og introducér så en ukendt trussel, der langsomt, men sikkert kommer snigende. Det er blandt andet det greb, der selv i dag gør klassikere som Ridley Scotts Alien og John Carpenters The Thing så forbandet […]
Kære læser
A Farewell to Armslængde. Det er ikke kun i Danmark, at gamle public service-idealer og armslængdeprincipper står for skud. I Storbritannien raser debatten lige nu om det hæderkronede BBC, der siden dets stiftelse i 1922 har været et forbillede for public service-stationer verden over. I sidste uge lancerede den britiske regering en undersøgelse af, hvorvidt […]
Det bedste vi har set
Det største øjeblik i australsk tv-historie
Julia Gillard var Australiens premierminister i årene 2010-13. D. 9. oktober 2012 holdt hun i det australske parlament en brandtale om kvindehad og sexisme rettet mod oppositionslederen Tony Abbott. Den varede 15 minutter, og The Guardian Australias læsere har valgt den som det mest mindeværdige øjeblik i australsk tv’s historie. Prøv lige at se klippet her her, hvis du ikke har set det før. Og læs så evt. avisens artikel om talen. Det er australsk politik, og der er for mange mellemregninger til, at vi lige kan forklare det hele i en håndevending. But this is worth it.
(Radio)stemme for en ny generation
Vi har ofte linket til gode indslag i The New York Times’ podcast, The Daily. New York Magazine har et glimrende portræt af værten Michael Barbaro, som er gået fra at være en almindelig reporter på avisen til at være en, ja, lad os bare kalde ham superstjerne.
En anti-skandinavisk reklame?
SAS lagde forleden en ny videoreklame ud med titlen ”What is truly Scandinavian?” Nu har de fjernet den igen, fordi nogle folk på nettet – heriblandt Dansk Folkepartis Peter Skaarup – mener, at den 2 minutter og 42 sekunder lange film er anti-skandinavisk osv. Slap af, SAS, og træk vejret. Selvironi er jo skandinavisk ad helvede til. Ekstra Bladet har lidt mere om sagen.
Spisesedlen
Bernie Sanders vinder primærvalget i New Hampshire. Den (efter amerikanske standarder) venstreorienterede 78-årige senator fra Vermont blev skarpt forfulgt af den 40 år yngre mere moderate Pete Buttigieg, som i sidste uge vandt flest delegerede i delstaten Iowa. Amy Klobuchar blev nummer tre og Elizabeth Warren fire. Joe Biden vurderes mere eller mindre færdig ved demokraternes primærvalg.
Tyrkiets præsident advarer Syrien. ”Hvis blot yderligere én tyrkisk soldat bliver såret i den syriske provins Idlib, vil Tyrkiets styrker slå til mod syriske soldater alle steder, de ser dem,” sagde Recep Tayyip Erdoğan ved et regeringsmøde i Ankara onsdag morgen. Han beskylder samtidig russiske styrker for at have begået en massakre i Idlib, hvor mindst 12 civilie angiveligt blev dræbt ved luftangreb, skriver Reuters.
Fire statsanklagere trækker sig i protest mod Trump-indblanding. Tirsdag kom det frem, at anklagemyndigheden i USA anbefaler en straf på 7-9 års fængsel til præsident Trumps tidligere rådgiver Roger Stone for bl.a. at lyve for Kongressen og intimidere vidner. Men efter et tweet fra Trump anbefaler justitsministeriet en mildere straf, og den form for politisk indblanding vil statsanklagerne ikke stå model til.
Techgiganter skal undersøges for konkurrenceforvridning. USAs uafhængige forbrugerbeskyttelsesagentur, Federal Trade Commission, har sat sig for at undersøge de seneste ti års handler foretaget af blandt andre Amazon, Apple, Alphabet (Googles moderselskab), Facebook og Microsoft. Techfirmaerne klandres af mange for at have fået et uhensigtsmæssigt jerngreb om markedet ved at opkøbe mindre konkurrenter såsom WhatsApp og Diapers.com.
WWF: Tabet af natur vil skære 71 billioner kr. af den globale vækst de næste 30 år. Verdensnaturfonden siger, at hvad der svarer til 0,67 pct. af den globale indkomst i 2050, måske lyder beskedent, men at vurderingen er konservativ, og at procentsatsen kan være langt højere, hvis Antarktis smelter hurtigere end antaget. Beskeden er enkel: Verdenssamfundet bør handle straks.
Et sidste ord
Jeg gjorde det kun for penge! Forfatteren Anthony Burgess syntes virkelig ikke selv, at hans roman A Clockwork Orange (1962) var noget at råbe hurra for. Her fortæller han om den i et BBC-interview fra 1982 – og lyder som en, der har begået en frygtelig, frygtelig forbrydelse. Hvad pokker skal vi udlede af det?
Hvad du end går og laver: Bare bliv ved med det, til vi ses igen i morgen.