Mais non, Macron

“Vi står klar til at hjælpe i sekundet, I vil have det,” lover den franske præsident Emmanuel Macron Marokko efter fredagens jordskælv, hvor foreløbigt over 2.000 mennesker er døde. Men det sekund kommer umiddelbart ikke. Heller ikke selvom Macron har en pengepose med fem mio. euro i hånden.

I første omgang har de marokkanske myndigheder med premierminister Aziz Akhannouch i front slet ikke officielt bedt om nødhjælp. Det er en forudsætning for, at et andet land overhovedet kan sende redningsarbejdere og læger. Nu har regeringen så alligevel takket ja til hjælp fra fire lande – Spanien, Storbritannien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater – men altså ikke sin tidligere koloniherre Frankrig. “Manglende koordinering kan være kontraproduktivt,” lyder den diplomatiske stikpille.

+ Det er en “malplaceret kontrovers”, siger den franske udenrigs- og europaminister Catherine Colonna til tv-kanalen BFM. Frankrig har længe forsøgt at nedtone forholdet mellem de to lande, der særligt er anspændt over konflikten i Vestsahara.

++  Men hvorfor har Marokko så sagt ja til hjælp fra Spanien, der også har siddet på store dele af landet? Premierminister Pedro Sánchez’ charmeoffensiv ser i hvert fald ud til at virke. Analyse fra sidste sommer i European Council of Foreign Relations.

+++ Bloomberg forklarer forskellen på Sánchez’ og Macrons strategi.

En McKinsey-konsulents bekendelser

Tidligere McKinsey-konsulent Garrison Lovely ved, at det ser godt ud på CV’et. At hans tid hos McKinsey formentlig vil være det, der forsikrer en fremtidig arbejdsgiver om, at han er både klog og kompetent. Måske endda hensynsløs, hvilket ikke nødvendigvis opfattes som et dårligt træk i jagten på profit. Men ifølge den selverklærede whistleblower burde det ikke være sådan. I The Nation skriver han om sit drømmejob, der blev et moralsk mareridt.

Den klareste stjerne i Venedig

De sidste 11 dage har Hollywood slået lejr i Venedig under byens filmfestival. Filmen Poor Things løb med både opmærksomheden og festivalens hovedpris. Den handler om Bella Baxter (Emma Stone), en kvinde fra det 19. århundrede med et spædbarns hjerne. Instruktør Yorgos Lanthimos og Stone, som nu betragtes som en frontløber i Oscarræset, fortæller Vogue om deres samarbejde, der har skabt en kvinde uden skam.

Nafisa Fiidow har ordet

“I har måske læst overskrifterne om den somaliske kvinde, der blev æreskrænket af Rasmus Paludan. Det er mig. Og jeg vil ikke længere gemme mig bag anonymitet, for den offentlige samtale er også for mig,” skriver Nafisa Fiidow i Politiken (blød betalingsmur). For to uger siden vandt hun sit erstatningskrav i Højesteretten. Nu har hun skruet op for sin mikrofon og genfundet sin plads i den offentlige debat. Heldigvis for det.

Man skal have et vist temperament for at spille tennis.

Ketcheren i gulvet, og så ses vi i morgen.