11. november 2019
Kære læser
Hvis man ikke har været på vildmarksferie de seneste uger, kan det have været svært at undgå weekendens store jubilæum. D. 9. november var det præcis 30 år siden, at Berlinmuren faldt, og alle krige syntes at være bragt til en ende. Højkonjunkturen bankede af sted, alt kunne lade sig gøre, og 90’er-ironien kunne tage […]
Kære læser
Jacta est alea. Stemmerne fra Spaniens fjerde parlamentsvalg på fire år er nu talt op, og det blev en sejr til den siddende socialistiske fungerende premierminister Pedro Sánchez. Sådan da … For nok kan han fejre, at hans parti med 28 pct. af stemmerne er blevet landets største, men samtidig må han være forbandet over, […]
Det bedste vi har set
De kigger på fugle
Anders K. Sørensen er en kommunikationsfyr og ven af huset, men han er også fuglekigger, hvilket man kan forvisse sig om ved fx at følge ham på Instagram. Det er mandag, og det er passende at indlede ugen med en vandrefalk, som Sørensen har spottet højt, højt oppe på kanten af Radisson SAS-hotellets logo på Amager. Anders ‘Falkeøje’ Sørensen.
+ Tjek også naturvejlederen Morten DD’s billede af spurvefuglen krognæb, der er ”latterligt sjælden” på disse kanter, men ikke desto mindre kan ses i en del rønnebærtræer for tiden.
Vinderne af Danidas Verdensbilledlegat
Siden 2002 har Danida under Udenrigsministeriet uddelt det såkaldte Verdensbilledlegat. To studerende kan sende en ”minifilm” ind til konkurrencen, og hvis den er original og nytænkende nok og tilstrækkeligt ikke-stereotyp i sin beskrivelse af verdens vækst- og udviklingslande, så er chancerne gode. De ti vindere får hver et studierejselegat på 50.000 kr. Her er et link til årets vinderfilm. Billedet er fra minifilmen Tradition eller tivoli af Sofie Valentin og Sarah Mølsted.
Hvem skaffede os iPhonen?
Halleluja, de frie markedskræfter længe leve! Kapitalismen har for eksempel givet os iPhonen … eller vent, har den? I denne smækre otte minutter lange video fra Current Affairs forklarer økonomen Rob Larson, hvorfor kapitalismen, modsat den almindelige opfattelse, ikke er nogen voldsom drivkraft inden for innovation.
Spisesedlen
Fristelsen blev for stor for Britta Nielsen. I Københavns byret mandag formiddag satte den bedragerianklagede kvinde fra Hvidovre for første gang ord på, hvorfor hun har svindlet med Socialstyrelsens tilskudsmidler. ”Jeg begynder at bruge penge på mig selv; noget af det, som jeg har drømt om, siden jeg var barn, men ikke har fået. Det er blevet en slags afhængighed, at jeg bare tager nogle penge, og så køber jeg det, jeg kan tænke mig,” sagde hun ifølge DR’s retskorrespondent.
Hongkong-demonstrant skudt i brystet. Natten til mandag (dansk tid) blev en demonstrant skudt i brystet under sammenstød mellem demonstranter og myndigheder. Episoden blev livestreamet på Facebook. Manden, der blev skudt, er blevet opereret, men befinder sig angiveligt i en kritisk tilstand. Protesterne i Hongkong har stået på siden juni, og politiet har været under stærk kritik for overdreven magtanvendelse.
Bolivias præsident trækker sig efter pres fra militæret. Evo Morales meddelte i en tv-tale søndag aften, at han træder tilbage fra præsidentposten efter flere ugers demonstrationer og voldsomme sammenstød mellem demonstranter og myndigheder på grund af beskyldninger om fusk ved præsidentvalget i oktober. Tidligere på dagen sagde socialisten Morales, at han ville udskrive nyvalg, men kort efter gik den højtstående general Williams Kaliman på tv med en klar besked: ”Efter at have analyseret den interne konflikt beder vi præsidenten om at træde tilbage for at tillade freden og stabiliteten at vende tilbage til vores Bolivia.”
Brasiliens tidligere præsident løsladt. Luiz Inácio da Silva, bedre kendt som Lula, blev lørdag løsladt, efter den brasilianske højesteret konkluderede, at dømte kriminelle først kan fængsles, efter deres appelmuligheder er blevet udtømt. Socialisten Lula, der var præsident i Brasilien i årene 2003-11, blev i 2017 dømt for hvidvask og korruption og har siddet fængslet siden april 2018.
Professor: Koordineret hærværksaktion mod jødiske kirkegårde i Danmark stærkt uhyggelig. Den antisemitiske aktion, der lørdag fandt sted på 81-årsdagen for krystalnatten i Tyskland, gik blandt andet ud over en jødisk gravplads i Randers. ”Det er et udtryk for, at det åbenbart er muligt at lave noget, der tyder på at være en systematisk aktion på mindedagen for krystalnatten med henblik på at skræmme jøder i Danmark,” siger professor i global og transnational historie på Roskilde Universitet Jakob Egholm Feldt til DR.
Et sidste ord
Stakkels Tommy. Ikke nok med at han og Annika skulle trækkes med ind i Pippi Langstrømpes vanvittige eventyr, så skulle lille Tommy også gøre det hele med solen i øjnene.