11. maj 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Der er ingen krise, vi ikke kan synge os ud af

Skarpt lys, lakstøvler på fødderne og glimmer i håret. Scenen til årets Eurovision er sat. Den ellers notorisk apolitiske institution med den flødeskumsdekorerede vision om at fremme europæisk sammenhold og paneuropæisk kulturidentitet udelukkede Rusland fra at deltage i festlighederne allerede dagen efter landets invasion af Ukraine. Selvom sangene på scenen ikke må indeholde politisk indhold, […]

Kære læser

En (lang) samtale med Françoise Vergès

Hvis Mors Dag var en begivenhed, der fløj ind på din radar, har du måske lagt mærke til, at mange fejringer af kvinder herhjemme er blevet til en fejring af stærke kvinder med gode jobs. Hvis du tog del i fejringen på de sociale medier, ville man kunne tilføje: Fejring af stærke kvinder med gode […]

Det bedste vi har set

Hvor skal du hen, lille ven?

Hvor skal du hen, lille ven?

En flagermus på mindre end 30 gram har fløjet fra Rusland til de franske Alper – en tur på 2.400 km. Det er muligvis ikke unormalt, men det er den længste flyvetur af sådan en lille størrelse, flagermusevidenskaben har registreret. Lad os tilføje, at turen er blevet tilbagelagt i migrationsøjemed, ikke for sportens skyld. National Geographic folder historien ud.

Doktoren fra helvede

Doktoren fra helvede

“Det er den eneste måde, de finder ud af det. Det, der sker, er, at der hver ferie kommer en tilstrømning af nye søskende, fordi alle får deres DNA-test til jul. De glæder sig til at tage den, og i februar er de knust.“ Først opdagede Jacoba Ballard, at hendes far var forældrenes fertilitetslæge. Nu frygter hun julen, for Donald Cline har insemineret utallige kvinder med sin egen sæd – helt uden, at de var klar over det. Engang var der 22 søskende, og der kommer formentlig kun flere, når historien i dag rammer Netflix.

+ Sådan er det at have 22 børn i en alder af 24 år.

Koder mod kapitalismen

Koder mod kapitalismen

Web3, DAO, NFT, BUIDling, HODLing… vi har allerede tabt dig, ikke? Selvom den fagre nye kryptoverden oftest forbindes med svig og svindel, er der en anden og “næsten smerteligt idealistisk“ mission bag: “At befri menneskeheden fra ikke bare big techs dominans, men også selve den udnyttende kapitalisme – og at gøre det udelukkende gennem kodning.“ Som Wired skriver, kan det kan næsten ikke gå galt – men også kun næsten, for der er stadig masser af grunde til at være ambivalent.

Den største form for smiger

Den største form for smiger

“Det er bare lidt kikset – ligesom hvis man dukker op i det samme tøj til en fest.“ Det er ikke, fordi Finansforbundet er decideret sure, men har Djøf egentlig ikke snuppet deres slogan? Vurder selv i Mediet Markedsføring, der har en kulørt hurtiglæser om sagen.

Morgen i Jenin

Morgen i Jenin

Onsdag morgen blev en af Al Jazeeras mest erfarne journalister Shireen Abu Akleh (iført pressevest) skudt i hovedet i den besatte Jenin-flygtningelejr på Vestbredden, der igen i april blev mål for en israelsk militæroperation. The New York Times har besøgt stedet, hvor det plejede at være fjernsynet, der holdt ramadannætterne søvnløse, men hvor det siden har været frygten for at lide samme skæbne.

Spisesedlen

Spansk efterretningschef afskediget efter Pegasus-afsløringer. Tirsdag blev Paz Esteban, chef for det spanske efterretningsagentur Centro Nacional de Inteligencia (C.N.I.) smidt på porten, efter omfattende afsløringer har vist, at agenturet har brugt det israelske spionsoftware Pegasus til at overvåge spanske separatistpolitikere. Også Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, har været udsat for et Pegasus-angreb.

WHO kalder Kinas coronastrategi uholdbar. Tedros Ghebreyesus, generalsekretær i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), vakte tirsdag opsigt, da han på et pressemøde kritiserede Kinas kontroversielle “zero-Covid“-strategi. “Vi har diskuteret problemet med kinesiske eksperter og indikeret, at tilgangen ikke vil være holdbar,“ lød det fra Ghebreyesus om strategien, der har ført til stærkt restriktive nedlukninger i flere kinesiske millionbyer.

Danmark og Grønland indgår ny forsvarsaftale. Tirsdag underskrev udenrigsminister Morten Bødskov (S) og den grønlandske minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, officielt den såkaldte ‘Arktis Kapacitetspakke’, der skal styrke forsvaret i Arktis med 1,5 mia. kr. Pengene skal bl.a. bruges til at forbedre den militære overvågning af området.

Tjekkiet erstatter Rusland i FN’s menneskerettighedsråd. Med 157 stemmer for kunne Tjekkiet tirsdag overtage den ledige plads, efter Rusland i sidste måned forlod rådet som følge af invasionen af Ukraine. Dermed får Tjekkiet mulighed for at færdiggøre Ruslands treårige medlemsperiode. Torsdag afholder menneskerettighedsrådet et særmøde om situationen i Ukraine.

SAS aflyser 4.000 planlagte flyvninger. Aflysningerne, der vil finde sted mellem maj og august, skyldes ifølge flyselskabet manglende personale og “problemer på leverandørsiden“. De 4.000 flyvninger svarer til godt fem pct. af selskabets samlede antal afgange i sommerperioden. Ifølge Knut Morten Johansen, SAS’ chef for public affairs, rammer aflysningerne ligeligt i hele Skandinavien.

Et sidste ord

Sød killing, eller familiens sorte får? Ja, det er lidt en kattepine

Ses i morgen!

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12