Bedre sent end aldrig tog vi fat på den sidste korte uge denne helligdagssæson. Efter en begivenhedsrig grundlovsdag og pinseweekend lagde Emma Louise Stenholm tirsdag ud med at nævne Adolf Hitler, Benito Mussolini og Joseph Stalin i samme sætning. Så var vi ligesom i gang. “Verdens største tyranner og kryb,“ som Boris Johnson kalder dem, er næppe hans forbilleder, men de har noget tilfælles med idolet Winston Churchill: Deres højde og – ifølge Johnsons tvivlsomme analyse – det tilhørende temperament. Mandag formåede den temperamentsfulde britiske premierminister ellers at holde facaden, da han endnu engang overlevede politisk modvind og denne gang tilmed en mistillidsafstemning.

En, der ligeledes kunne være inspireret af Churchills overkompenserende aggression (men dog meget nødigt vil følge i hans fodspor og tabe et valg lige efter at have håndteret en større krise), er statsminister Mette Frederiksen (S). Derfor er hun gået i gang med at spille et helt nyt spil. Ifølge David Dragsted mindede det nemlig mest om overfaldsfodbold, da statsministeren grundlovsdag fortalte til Jyllands-Posten, at hun var åben for at danne regering henover den politiske midte. Men spillet bliver hurtigt kedeligt, når resultatet er givet på forhånd: “Helt forventeligt har Mette Frederiksens udmelding ført til øjeblikkelig (men forsigtig) opbakning fra SF, ramaskrig fra Enhedslisten, begejstring fra De Radikale og afvisning fra både Konservative og Venstre.“

Onsdag kiggede Oliver Stilling i det katolske dagblad La Croix og op mod sol, måne, stjerner for at finde svar på, hvorvidt pave Frans, “har tænkt sig at takke af, inden han stiller træskoene, og hans hyrde (Herren) kalder sit fromme pave-lam til sig“. Stjernerne giver desværre ingen klare svar, men hvis paven har tænkt sig at opsige sin livstidsansættelse, så efterlader han i det mindste nogle kardinaler, der er yngre end 80 og formentlig ikke vil udpege en ultrakonservativ efterfølger. Når Oliver kiggede op mod himlen, kunne han heller ikke undgå at få øje på SAS, der denne uge er blevet smerteligt bevidste om det gode gamle ordsprog: “Højt at flyve, dybt at falde.“ Den svenske regering har nemlig annonceret, at de ikke vil tilføre flere milliarder i ny kapital til flyselskabet, der aldrig helt er kommet på vingerne igen efter coronapandemien. Nu vi er ved gode gamle ordsprog, så kommer en ulykke sjældent alene. Torsdag aften efter varslede 1.000 af flyselskabets piloter fra Danmark, Norge og Sverige strejke.

Derefter trak Astrid Plum os alle sammen tilbage til jorden, mere specifikt ud i et feriehus midt i det idylliske engelske landskab, med en anmeldelse (og anbefaling!) af Alex Garlands nye film MEN. Det er dog hverken cottage-core eller body-gore, der er på spil i gyserfilmen, hvor det mest uhyggelige er erfaringen af at leve i et patriarkat. Filmen er desværre også uhyggelig relevant. Ifølge en engelsk undersøgelse fra august 2021 føler hver anden kvinde sig utilpas ved at bevæge sig alene igennem det offentlige rum. Men selvom Garland formår at skildre alt fra mikroaggressioner til voldtægt, så efterlades man også med et indtryk af, at instruktøren har taget et lidt overfladisk lynkursus i kønsteori. Heldigvis fylder Astrid de kønsteoretiske huller ud med referencer til Gill Valentine, Judith Butler og Virginie Despentes.

Det var Oliver Stilling, der førte an igen om torsdagen. Og her blev det altså lidt teknisk. I en ‘Kære Læser’ kiggede han nemlig på nogle ting, som man kalder noget andet end det, de er. Det indebærer bl.a. humlebien i Californien, der kan kalde sig for en fisk, med alle de juridiske rettigheder det nu engang indebærer, samt besparelserne i økonomiaftalen for 2023 mellem den danske regering og Kommunernes Landsforening. Sidstnævnte medfører bl.a., at kommunerne skal spare på brugen af eksterne konsulenter. Men besparelsen ligner mest noget, der er sat i værk for at undgå, at den stramme budgetaftale tager form som en grønthøsterbesparelse.

Nogen, der til gengæld har interesse i at kalde tingene præcis det de er, må være den norske statistikmyndighed, Statistisk Sentralbyrå. Så nu kan vores norske naboer ikke engang købe deres myseost i fred. Statistisk Sentralbyrå vil nemlig dagligt indhente omkring 2,4 millioner kvitteringer fra landets supermarkedskæder, for at lave bedre forbrugerstatistik. Emma Louise Stenholm dykkede ned i udmeldingen, der har medført et ramaskrig i Norge. Den rejser naturligvis en del spørgsmål af Orwellsk karakter, og ligeledes en række spørgsmål til den danske pendant, Danmarks Statistik. Katja Møller Hjelvang, chef for pris- og forbrugerkontoret i Danmarks Statistik tog telefonen, da Emma ringede, og sagde således: “Det er ikke nogen hemmelighed, at vi leder med lys og lygte efter måder, vi kan gøre forbrugsundersøgelser både bedre og billigere. Vi vil lege med alle dem, der vil lege med os, men vi kan ikke kræve af virksomhederne, at de udleverer data om deres kunder.“

Fredag blev vi inden for Rigsfællesskabets grænser og beskæftigede os med de mere problematiske dele af Danmarks fortid og nutid. Jeg – Emilie Ewald – spolede tiden tilbage til 2018, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen satte sig for at lappe “hullerne i danmarkskortet“. I 2021 ændrede den nuværende regering ordet “ghetto“ til “parallelsamfund“ og “hård ghetto“ blev erstattet af “omdannelsesområde“, men det er altså langt fra nok til at overbevise Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance, om at de har rent mel i posen. Kommissionen udgav deres statusrapport om Danmark torsdag og var rimelig klare i spyttet: ”Denne politik, som blev forlænget i november 2021, selvom dens officielle relaterede terminologi blev ændret på samme tid, medfører diskrimination af personer med indvandrerbaggrund på en række områder.”

Statsminister Mette Frederiksen (S) og forperson for Naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) underskrev torsdag en aftale, der forpligter dem at spole tiden tilbage og levere en ”historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark.” Som Lars Trier Mogensen påpeger i sin skarpe analyse, er der dog ret forskellige ting på spil for de to lande. “For regeringen i Danmark handler fortidens mørke kapitler mestendels om personlige fejltagelser og uheldige misforståelser, som det kun vil være godt at få bragt frem i dagens lys“ efter de nyere afsløringer af forløbet med 22 grønlandske børn, som blev tvangsfjernet og sendt til Danmark i 1951. For inuitterne rækker overgrebene imidlertid langt længere tilbage og er snarere udtryk for et kolonialt mønster. Godt nok mødtes Frederiksen og Egede på neutral grund i Tórshavn, men i udredningen kan de – med Lars’ ord – ikke undgå at bevæge sig ind i et ekstremt følsomt terræn. /Emilie Ewald