11. juni 2021
Kære læser
I Thailand tager man majestætsfornærmelse ekstremt seriøst. I værste fald kan grove ytringer mod kongehuset resultere i helt op til 15 års fængsel. Stille og rolig kritik af kong Maha Vajiralongkorn vil man heller ikke høre på. Faktisk er det nok bedst at holde munden lukket, når snakken falder på monarkiet. Og det er i […]
Kære læser
Så sker det endelig: EM i herrefodbold står for døren, Danmark er på hjemmebane (bevares, det er mange af de deltagende nationer), og folkedybet er klar til at gå i kollektiv ekstase over de danske, dynamiske drenge (også selvom den officielle EM-sang fra Alphabeat viste sig at være knap så sprængfarlig). Men hvad gør du […]
Det bedste vi har set
Pakkepost fra de nedre regioner
Hvis du forestiller dig at åbne din postkasse og i den finde en sending fuld af voksfigurer perfekt formet og farvet som menneskelige kropsdele (inklusiv en “nøje udformet“ penis), så ved du hvordan Kong Frederik V havde det, da han i 1762 modtog en pakke fra stjerneanatomen Mademoiselle Marie-Marguerite Biheron. Hvis du ikke kan forestille dig det, må du hellere læse med her.
Håbets idioti
“EM 92 er både det bedste og det værste, der er sket for min generations forhold til landsholdet. Vi oplevede ikke den ultimative folkefest, men vi voksede op med tømmermændene derfra. Vores oplevelser har aldrig kunnet stå mål med den eufori, som vi nok registrerede med vores babyhjerner, men ikke oplevede i højere grad, end diverse skræmte kæledyr gjorde. Det, vi fik overleveret, var håbet, det tveæggede sværd, som holder optimismen i live og gør nederlagene ti gange mere modbydelige.“ Glimrende essay i Vagant om at vokse op i kølvandet på ’92 og for bestandig være dømt til at håbe på en ny EM sejr.
To sider af samme træ
Ja, beklager far-joken, men den er faktisk (næsten) på sin plads. En stort anlagt rapport viser nemlig, at kampen mod klimaforandringer simpelthen ikke er effektiv nok, hvis ikke vi bliver bedre til at tænke begrænsning af CO2-udslip og bevaring af biodiversitet sammen. Det hjælper ikke nødvendigvis at plante tusinde træer, hvis man ødelægger et rigt økosystem for at gøre plads til dem. The New York Times har historien om, hvorfor biodiversitet og temperaturstigninger bør være en del af den samme samtale.
Spisesedlen
Ny aftale om elevoptag. Torsdag præsenterede undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) en ny aftale om styring af elevoptag på de gymnasiale uddannelser. Der vil fremover gælde forskellige modeller for optag afhængigt af, om der er tale om et by- eller landgymnasium. I større byer vil elevoptaget begrænses, og forældres indkomst spille en rolle i elevsammensætningen, mens der uden for byområder vil lægges større vægt på transporttid og indføres et minimumsoptag på 83 elever pr. årgang. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) hilser aftalen velkommen.
Grønland og Færøerne skal spille større rolle i Arktisk Råd. Efter et rigsmøde torsdag offentliggjorde Mette Frederiksen (S), at det fremover bliver Grønland, som taler på vegne af Rigsfællesskabet i Arktisk Råd. Herefter vil Færøerne få ordet og til slut Danmark. “Jeg er glad for, at vi får en større og mere central rolle. Det har længe været ønsket i Grønland,“ siger Múte Bourup Egede, der er formand for det grønlandske Naalakkersuisut.
Kina har skabt et “dystopisk helvede“ i Xinjiang, siger Amnesty. I en ny rapport retter Amnesty International skarp kritik mod Kinas behandling af uighurerne og andre muslimske minoriteter i Xinjiang-provinsen. FN opfordres samtidig til at undersøge omfanget af tortur, overvågning og masseanholdelser, som uighurerne udsættes for. “Det burde ryste alle menneskers samvittighed, at så mange mennesker er blevet underlagt hjernevask, tortur og anden nedværdigende behandling i fangelejre, mens flere millioner lever i frygt,“ udtaler Agnès Callamard, der er direktør for Amnesty International.
FN erklærer hungersnød i Etiopien. Mere end 350.000 mennesker anslås at leve i sult i Etiopiens Tigray-provins, og millioner kan komme til at lide samme skæbne. Det sagde FN’s bistandschef, Mark Lowcock, da han torsdag præsenterede en analyse fra FN, der kategoriserer fødevareknapheden som hungersnød: ”Antallet af mennesker i hungersnød er det højeste i verden siden en kvart million somaliere mistede livet i 2011”.
Coronaparagraf vil ikke blive brugt i sager om demonstrationer. Anklagemyndigheden har i dag valgt ikke at anke en sag om en 31-årig kvinde, der deltog i uroligheder i forbindelse med en demonstration mod coronarestriktioner. Hun blev i byretten dømt efter den kontroversielle coronaparagraf 81d om strafforhøjelse, mens landsretten fandt, at den ikke kunne benyttes. Anklagemyndigheden siger i en pressemeddelelse, at de ikke vil kræve dobbeltstraf i de resterende sager om coronademonstrationer.
Et sidste ord
Findes der noget værre end at blive slået i sit eget spil?
Føljeton løber ikke fra dig! Vi ses allerede i morgen.