11. februar 2022
Kære læser
Mandag skrev vi på denne plads, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron med sit diplomatiske soloridt i Moskva senere samme dag muligvis ville kunne bringe verden nærmere en afslutning på den højspændte militære situation ved Ukraines grænser. Vi brugte vist endda udtrykket “lavthængende frugter“. Det var nok lige lovlig kækt. Måske var vi blevet grebet af […]
Kære læser
I 2021 red Pedro Castillo ind i peruviansk politik på en urolig rød hest og iklædt en hvid bredskygget chotano-hat. Med kun 44.000 flere stemmer end sin konservative modkandidat, Keiko Fujimori, vandt Castillo fra det marxistiske parti Peru Libre præsidentvalget i Peru. Den socialistiske skolelærer gik til valg på at gøre op med korruption og […]
Det bedste vi har set
Skamlegenden Jared Kushner
Skamlegenden Jared Kushner
I Belarus er hans bedstemor en legende. Hun kæmpede mod nazisterne og anførte en storstilet flugt fra den jødiske ghetto. Hun giftede sig med en holocaustoverlever og emigrerede til USA. Hendes barnebarn Jared Kushner er derimod ingen legende. Han er bare Donald Trumps svigersøn. Alligevel har hans fortælling noget over sig, noget nærmest antikt, fordi den føles som en slags ur-tragedie: Historien om familiens sorte får, om arvingen der ødelagde arven. Kushner er den helt vildt middelmådige prins, der lod de demokratiske delstater drukne i virus for at hjælpe sin kong Kreon-agtige svigerfar. Den amerikanske forfatter Greg Olear har skrevet et formfuldendt essay om ekspræsidentens overmodige svigersøn.
Kuren mod tømmermænd
Sprutslatterne er størknet, og de sidste gæster er vraltet hjemad. Nu venter et enormt oprydningsarbejde, for solen er stået op over 10 Downing Street. Theresa Mays forhenværende personalechef Gavin Barwell var ganske vist ikke med til ungdomsfesten, da den bragede derudaf for fuldt smittetryk, men han var der i dagene, inden May trådte af. Derfor ved han lidt om, hvordan det er at spille førsteviolin på en synkende skude. Her overvejer han, om der overhovedet findes en kur mod Johnsons politiske tømmermænd: “Jeg tror, det mest sandsynlige er, at han er der om en måned. Men jeg tror det er usandsynligt, at han er der om et år.“ Det lyder umiddelbart ikke sådan.
På flugt fra velfærdsstaten
Katrine får hjælp af en krigsveteran, der driver en hemmelig organisation, til at orkestrere en rejse til Polen. Det gør hun, fordi de danske myndigheder vil tvangsfjerne hendes ufødte søn, Liam, mens de i Polen ser anderledes på det offentliges rolle i forældreskab. Katrine er en af mindst syv kvinder, der har valgt at søge en fremtid udenfor Danmark for at beholde deres børn. Hun er hverken kriminel, psykisk syg eller på stoffer; “idioterne på kommunen“ siger bare, at hun ikke er intelligent nok. På Zetland har de en artikelserie om gravide kvinder på flugt. Nogle gange lugter tvangsadoptionssagerne nemlig mere af magt end af velfærd, og det er ikke altid klokkeklart, hvornår velfærdssamfundet bør skride ind og tage det vigtigste i livet fra et menneske.
Spisesedlen
Biden opfordrer amerikanske statsborgere til at forlade Ukraine. “Tingene kan hurtigt gå amok i Ukraine,“ siger USA’s præsident, Joe Biden. Opfordringen til at forlade landet skyldes ifølge USA’s udenrigsministerium “øgede trusler om en russisk militæraktion“ i Ukraine. Samtidig har EU i samråd med NATO svaret på et brev fra Rusland. I EU’s svar opfordres Rusland til at nedtrappe den militære oprustning i og omkring Ukraine og Belarus.
Regeringen vil gøre seksualundervisning på ungdomsuddannelserne obligatorisk. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) imødekommer dermed de gymnasieelever, der i denne uge strejker for at få grænser, seksualitet, køn og samtykke på skoleskemaet: “Regeringen har på baggrund af jeres opfordring besluttet at gøre, som I har foreslået,“ udtaler hun.
+ “Selvom vi har sexologi i biologi, handler seksualundervisning ikke kun om, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man får børn,“ sagde Nicholas Bundgaard fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning til Føljeton før udspillet fra ministeren.
USA opfordrer Canada til at stoppe blokade af grænseovergang med magt. Siden tirsdag har den såkaldte ‘Ambassadørbro’, der forbinder USA og Canada, været blokeret af lastbilschauffører, som demonstrerer imod Canadas coronarestriktioner. Demonstrationerne er eskaleret, siden de begyndte i hovedstaden Ottowa for ca. to uger siden, og arrangører siger, de ikke vil stoppe, før alle coronarestriktioner er fjernet.
Tørke i Somalia fører til sult og mennesker på flugt. Ifølge en ny rapport fra Red Barnet er det den værste tørke i et årti. Somalia er i forvejen et af verdens tørreste lande. Krisen har medført en massiv mangel på mad og sendt 300.000 mennesker på flugt. Tørken er et eksempel på, at Somalia er et af de lande i verden, der mærker klimaforandringernes konsekvenser mest.
Martin Henriksen forlader Dansk Folkeparti. Det bekræfter det tidligere folketingsmedlem for DF overfor Ekstra Bladet: “Hvis jeg blev i partiet, ville jeg miste respekten for mig selv. Og så er det bedre bare at gå.“ Det sker få dage efter, at Henriksen forlod DF’s hovedbestyrelse i protest mod partiformanden Morten Messerschmidt.
Et sidste ord
Kald ham paranoid, men vi ville have gjort det samme.
Del ikke spyt med hvem som helst, bare fordi det er weekend. Ses!