Det er blevet den tid på året, hvor det, grundet glögg, julegaveindkøb (drop det) og, øh, et nyhedsbillede i amokløb mod 2022, er blevet lidt svært at holde det forkromede overblik. Så vi har gjort det for dig. Se bare her:

Føljeton lagde mandag ud i et ukarakteristisk positivt lune. Der kom nemlig en finanslov på bordet, som samtlige støttepartier virkede tilfredse med, og jo mere Oliver Stilling kiggede sig rundt, jo mere optimisme fandt han. Både i Finland og i Frankrig, hvor franskmændene slet ikke har det så skidt, som højrepopulisten Éric Zemmour forsøger at bilde dem ind – og hvor han i øvrigt fik tæsk til sit første vælgermøde. Det var næsten til at blive glad i låget af.

Vold og opbyggelighed går sjovt nok også hånd i hånd i klimalektor Andreas Malms nye bog Sådan springer man en rørledning i luften. Han opfordrer nemlig til et voldeligt klimaoprør. Ikke mod mennesker, men mod “kulkraftværker, rørledninger, dieselslugende SUV-biler, vulgære luksusyachter og andre CO2-udledende objekter“. Sådan kan man smadre klimafatalismen, som David Dragsted skrev i sin anmeldelse. Det lyder helt ærligt ret fedt – og så er bogen tilmed fremragende.

Vi brugte, ligesom de fleste andre, det meste af ugen på at tænke på finanslov og Michael Dyrby, men tirsdag hævede vi lige blikket for en kort bemærkning. Det muslimske rohingya-mindretal i Myanmar har nemlig sagsøgt Facebook for at have opildnet til det folkedrab, de har været udsat for, og som har kostet tusinde af mennesker livet og drevet endnu flere på flugt. I lyset af whistlebloweren Frances Haugens afsløringer om Facebooks voldsinciterende algoritmer, kan man ligefrem forestille sig, at de kan have held til at få sat et slag ind på slynglerne fra Meta, som vi nu skal kalde dem. Man har i hvert fald lov at håbe, så det gjorde jeg, din veninde Asta Kongsted, i tirsdagens ‘Kære læser’.

Tirsdag satte vi også en god portion spalteplads af til at hjælpe dig med at finde den helt rigtige julegave til både Hella Joof-connaisseuren og din klimaangste teenager, og, spoileralert, de skal have bøger – men hvilke? Repetér listen, så kommer du ikke galt afsted. Apropos godt læsestof, så kommer vores magasin snart fra tryk, og det kunne du jo også overveje at lægge under træet. Du finder det i hvert fald her.

Og hvad var det så med ham Michael Dyrby? Jo, omfanget af hans indblanding i den sexistiske og krænkende kultur, der har præget TV 2, ser bare ud til at vokse. Onsdag forsøgte han sig derfor med lidt damage control i medierne, hvor han fortæller om den store erkendelse, han er nået til i løbet af den seneste uge. Hvor meget tid, han egentlig har brugt på at kigge indad, og hvor meget der er gået med medietræning, spurgte Oliver Stilling sig selv og os andre om, for Dyrbys svar i alle tre interviews lyder påfaldende ens. Desuden vælter det ud med sager om en skodkultur på B.T., hvilket nu har resulteret i, at Dyrby fredag aften har opsagt stillingen som ansvarshavende direktør. Som han selv siger: “Du kan være en god chef, og du kan være en dårlig chef. Jeg er formentlig begge dele (..)“ Vi gætter på, han mest har været det sidste.

Knapt var blækket på den lykkelige men “stramme“ finanslov tørt, før Socialdemokraterne begyndte at slibe den egentlige sparekniv. Forhandlingerne om at “øge arbejdsudbuddet“ er nemlig under opsejling, og her vil Sosserne kigge mod højre efter legekammerater, der fx vil være med til at skære i dagpengesatsen til dimittender. De unge ligger jo som bekendt bare derhjemme og ruller sig penge. Lars Trier Mogensen skrev i en analyse om Socialdemokraternes tilbagevenden til Thorningtidens corydonisme – denne gang med et “ældrepopulistisk twist“.

Torsdag blev det Mette Frederiksens (S) tur til at besøge Minkkommissionen. Her skubbede hun den tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) et stykke længere ind under bussen, mens alt fra antivaxxere til Men In Black-folk demonstrerede udenfor. Det skal de jo som sådan have lov til, men der var noget ved deres aggressive adfærd og sammenblanding af budskaber, som virkede lidt foruroligende. Foruroligende er Kinas behandling af landets muslimske uighur-mindretal også, og det fik i starten af ugen USA til at varsle en politisk boykot af Vinter-OL i Beijing. Jeg skrev i en leder, at jeg synes, Danmark skal følge trop og så i øvrigt droppe den historieløse men populære fortælling om, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Aristoteles købte den ikke, og det bør vi heller ikke.

Samme dag analyserede Emma Louise Stenholm den politiske win-win situation, Polen er ved at komme i. Når EU-kommissionen sådan spiller svanens død over “umuligheden“ af at hjælpe de relativt få flygtninge, der befinder sig ved den belarusiske grænse, gør det nemlig Polens position i EU så meget desto mere gunstig. De kan bryste sig af at være et vigtigt led i opbyggelsen af Fort Europa og indenrigspolitisk fjerne fokus fra regeringspartiet PiS’ skrantende popularitet. En position man nok på den lange bane kan komme til at fortryde at have givet dem.

Det skranter med ligestillingen verden over, og særligt i Kina er den gal. Selvom ligheden mellem mænd og kvinder mange steder vokser langsomt, så vokser den trods alt. Det er bare ikke tilfældet i Kina, hvor udviklingen ligefrem er negativ, skrev Emma Louise Stenholm fredag. Etbarnspolitikken og andre fikse finter har forpurret dén udvikling, og selvom kineserne nu er vilde efter, at kvinderne skal få flere børn, er der ikke rigtig skub i produktionen. Med de samfundsprognoser, kan man dårligt bebrejde dem.

Jeg anmeldte den nye tv-serie And Just Like That, efterfølgeren til Sex and the City. Jeg havde mine bange anelser om seriens kvalitet, men kunne ikke lade være med at håbe på, den ville overraske positivt. Der mangler komplekse skildringer af kvinder, der har passeret 40-årsalderen, og jeg troede et kort øjeblik, at kvinderne, der stod bag den oprindelige hit-serie, kunne levere varen. Det var så ikke tilfældet. Hvorfor? Jeg tror, det handler om det ubehagelige og ulige “gældsforhold“, de står i til Hollywood. I hvert fald er serien foreløbigt ikke specielt vellykket. Men lidt nostalgisk blev jeg da her i slutningen af ugen.

Nå ja, en sidste ting. I denne uge sagde Tyskland officielt auf wiedersehen til Angela Merkel, der afløses af Olaf Scholz som landets kansler. Hvis ikke du fik set denne video fra hendes afskedsceremoni, så gør det lige. Merkel havde valgt, at Nina Hagens ‘Du hast den Farbfilm vergessen’ skulle spilles, og hun viser præcis lige så meget følelse, som hun vil tillade sig selv. Dvs. ingen. God weekend! /Asta Kongsted