Anmeldelse

Sådan smadres klimafatalismen

0:00 / 0:00

Andreas Malm. Foto: Wiki

“Så vi er her stadig. Vi opbygger vores lejre for bæredygtige løsninger. Vi laver vores veganske mad og holder vores forsamlinger. Vi marcherer, vi blokerer, vi laver teater, vi overrækker lister med krav til ministre, vi fastlåser os, og vi marcherer også næste dag. Vi er stadig fuldstændig og upåklageligt fredelige (…) Og alting fortsætter, som det plejer. Ved hvilket punkt eskalerer vi? Hvornår konkluderer vi, at det er tid til at prøve noget anderledes? Hvornår begynder vi fysisk at angribe de ting, der konsumerer vores planet, og ødelægger dem med vores egne hænder?“

Andreas Malm, lektor i Human Ecology ved Lunds Universitet, har fået nok af at vente på forandringer, der ikke kommer. I Sådan sprænger man en rørledning i luften, der netop er blevet oversat til dansk på forlaget Antipyrine, blæser han derfor til frontalangreb på fossilindustrien. Som bogens titel mere end antyder, er den dogmatiske pacifisme utilstrækkelig, hvis den globale opvarmning skal bremses. Tiden bliver stadig mere knap, og selvom klimabevægelsen er vokset i antal og indflydelse – ikke mindst takket være Greta Thunberg, Fridays for Future og Extinction Rebellion – opretholdes den (fossil)kapitalistiske status quo. Da COP1-konferencen blev afviklet i Berlin i 1995, var der også fredelige vejblokader, dansende demonstranter og slagord som “handling nu. Siden da er den årlige, globale CO2-udledning steget med over 60 pct. Så hvad gør vi nu?

Svaret er lige så provokerende, som det er sært opløftende. Med pennen fyldt med indignation – og ryggen dækket af god, gammeldags kapitalismekritik – plæderer Andreas Malm for klimaoprør af den voldelige slags. Volden skal ikke rettes mod personer vel at mærke, men mod kulkraftværker, rørledninger, dieselslugende SUV-biler, vulgære luksusyachter og andre CO2-udledende objekter. Målet er kort og godt at tvinge regeringer og beslutningstagere i tale. For når det kommer til stykket, er det fortsat staterne, der skal effektuere den grønne omstilling. Og mon ikke de vil lytte, hvis (CO2-)produktionsmidlerne pludselig kom under angreb?

Død over luksusudledningerne

“Hvis stater ikke selv kan tage initiativ til at komme ud af starthullerne, så må andre gøre det for dem. Ellers vil ejendom koste os Jorden,“ skriver Malm. Med øjnene stift rettet mod en katastrofal klimafremtid, argumenterer han for, at et opgør med den “hellige“ ejendomsret kan blive nødvendigt. Fossile brændstoffer er ikke en politisk konstruktion, de er produktive kræfter, der konkret er indlejret i ejendomsrelationer. Med intelligent sabotage – som endda kan gøres “blidt“ og uden tab af menneskeliv – kan klimaforandringerne med andre ord bremses. Også selvom det vil kræve nogle slugte kapitalistiske kameler.

Det lyder radikalt, og det er også radikalt. Som provo-flammeskrift er Sådan sprænger man en rørledning i luften hæsblæsende læsning. Her er virkelig tale om konkret medicin mod klimaangsten. Vi har ikke bare brug for protest, vi har brug for modstand, skriver Malm. Desuden er modstanden moralsk forsvarlig: Når de rige fortsætter deres unødvendige“”luksusudledninger“ – fx gennem privatfly eller eksorbitante superyachts – svarer det ret beset til, at de “sender projektiler i retning af tilfældige fattige mennesker“. Den globale opvarmning kommer til at koste liv (det gør den faktisk allerede), og når valget står mellem maskine og menneske, hvem bør så vinde? Svaret er ligetil, “stater burde angribe luksusudledninger med økser“. Eller som Malm også skriver:

“Vil de, der i dag går i skole eller bliver født næste år, vokse op og tænke, at fossiløkonomiens maskiner blev behandlet med manglende respekt? (…) Når klimakrisens alvor på et tidspunkt bliver anerkendt, er det faktisk svært at se, hvilke etiske forskrifter der kan støves op for at tilbageholde denne forvandling og opretholde et forbud mod ødelæggelse af den forårsagende ejendom. Der er endnu ikke nogen, der har plæderet for de CO2-udledende apparaters fysiske integritets forrang.“

Ja, faktisk kan man godt undre sig over, at klimaaktivister ikke for længst har tilføjet ødelæggelse af rørledninger (og andet fossilt habengut) til sit oprørske arsenal. Andreas Malm kalder det for “Lanchesters-paradoks“ – en henvisning til et essay af journalist og forfatter John Lanchester i London Review of Books, der rummer en tilsvarende undring. Tænk bare, hvor nemt det eksempelvis ville være at tvinge alle SUV’er ud af byerne, hvis folk gjorde det til en vane at ridse bilerne med deres nøgler. Hvad venter aktivisterne egentlig på?

Brandfarlig protest

Spørgsmålet leder til et opgør med den dogmatiske ikke-vold, som fx ses hos Extinction Rebellion og i aktivist-bibelen Why Civil Resistance Works. Det er naiv historielæsning, mener Malm, når man eksempelvis henviser til suffragetterne og borgerrettighedsbevægelsen som håndfaste beviser på, at pacifismen virker. For selvom begge bevægelser brugte den ikke-voldelige protest som våben, supplerede de den også med mere voldelige udtryksformer. Suffragetterne smadrede butiksruder og brændte bygninger ned, Martin Luther King blev hjulpet på vej af Malcom X og truslen fra Black Panthers. Kort fortalt: “Borgerrettighedsbevægelsen vandt rettighederne, fordi den havde en radikal fløj, der i statsmagtens øjne fik den til at fremstå som et mindre onde.

Målet for Malm er ingenlunde at affeje den hidtidige klimaaktivisme. Målet er blot at bryde tabuet om, at vold mod materie (igen: ikke mod mennesker) kan være både nødvendig og rigtig. De fredelige klimamarcher og store folkelige protester skal selvfølgelig fortsætte. Men sabotagen bør være et væsentligt supplement, som også kan bekæmpe “en form for passivitet, der findes inde i selve aktivismens verden“. Desuden viser volden, at klimafatalisme er dybt ulogisk. Det er aldrig for sent at gøre modstand, uanset hvor sort fremtiden ser ud. Blot melder et lille, små-bekymrende spørgsmål sig på banen: Hvordan vil Malm mon forhindre, at volden eskalerer, hvis først grænsen mellem vold og ikke-vold er blevet brudt? Hvem definerer i sidste ende, hvilke mål man må ramme?

Nå, ikke desto mindre: Mens Malm-moppedrengen Fossil Capital var et væsentligt hovedværk om fossilindustriens historie, og The Progress of This Storm en veloplagt akademisk afdækning af det antropocænes diskurser, er Sådan sprænger man en rørledning i luften gennemsyret af en anderledes hårdtslående, aktivistisk idealisme. Som kampskrift fungerer det næsten upåklageligt. Hvor klimalitteratur ofte risikerer at blive enten for tørt, teknisk, overoptimistisk eller alt for nedslående, oser Sådan sprænger man en rørledning i luften af en helt atypisk fandenivoldskhed. Hør bare, hvordan håb og dommedag her mødes i skøn forening: “Men ethvert lille pusterum, enhver lille afbrydelse af business-as-usual, er en påmindelse om, at en verden – ikke en anden verden, denne verden – måske er mulig.“ Mon ikke rørledningerne allerede er begyndt at ryste i buskerne. /David Dragsted 

 

Sådan sprænger man en rørledning i luften udkom på forlaget Antipyrine den 2. december. 

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12