10. maj 2016
Kære læser
Ingen over eller ved siden af Folketinget. Og dog. Måske er de emsige politikere igen ved at glemme, at hverken regering eller folketing må optræde som den dømmende magt. For få timer siden indgik et bredt flertal i Folketinget to delaftaler, der skal stramme folkeoplysningsloven og skærpe tilsynet med muslimske friskoler. Kulturminister Bertel Haarder mener, […]
Det bedste vi har set
Er Føljeton på Snapchat? Haha. Er du tosset, selvfølgelig er vi det – ligesom 130 millioner andre daglige brugere, heriblandt Arnold Schwarzenegger og 65% af alle amerikanere i aldersgruppen 18-24 år. Det er dem (de unge, ikke Arnold), som alle annoncørerne gerne vil ramme.
Hvis du ikke fatter Snapchat – det gør de færreste over 30 år – så læs dette nye portræt af dets grundlægger, 25-årige Evan Spiegel. Han er en tillukket, men visionær fyr, og han tror så meget på sit produkt, at han i 2012 sagde nej tak til, da Facebook ville købe Snapchat for tre milliarder dollars. Hvis du bliver mere nysgerrig, så kig på denne artikel fra februar, hvor den 29-årige journalist forsøger at fatte Snapchat gennem en superbruger, nemlig hans teenagesøster.
Det kan godt være, læger går på arbejde og dagen lang balancerer mellem liv og død, men det betyder ikke, at læger er helt uden humor. Ugeskrift for læger går til alle mellemlederne i sundhedsvæsnet.
”Du undrer dig måske over, at der ikke sidder en sekretær i lugen her på afdelingen? Det skyldes, at vi nu er strømlinede og effektive. Vi har fyret sekretæren for at bruge lønkronerne på lean manufacturing-implementering, og det har givet pote. Vi har nu en væg med Post-its fyldt med forslag til effektiviseringer. Bl.a. har nogen foreslået, at vi ansætter en sekretær til at modtage dig, så vi ved, at du er kommet. Genialt!”
Spisesedlen
Grækenland mødtes mandag med finansministre fra Eurozonen og forhandlede (endnu en gang) om at undgå statsbankerot. Grækenland gik med til en mekanisme, hvor landet skal lave ekstra besparelser, hvis de vedtagne reformer ikke når målene. Men alt det ændrer ikke på det grundlæggende problem: Græsk økonomi er skrumpet med en fjerdedel, og landet har nået en arbejdsløshed på 24,4 procent.
Regeringen vil afskaffe PSO-afgiften. Den omstridte PSO-afgift indbringer syv-otte mia. kr. om året og er en afgørende finansiering af den grønne omstilling. Den skal fremover finansieres på en ny måde – måske er højere skatter endda en mulighed (ja, det sagde de virkeligt, hele to V-ministre).
Dansk Folkeparti betaler under protest. Europa-Parlamentet vedtog mandag aften at forlange 2,9 millioner kroner af Morten Messerschmidts (DF) to fonde. Umiddelbart var han ikke meget for at betale 2,9 millioner kroner til EU. Men nu lover hans formand at betale godt halvdelen af dem. ”Vi er lodret uenige i Europa-Parlamentets beslutning,” siger formand Kristian Thulesen Dahl og betaler.
Regeringens landbrugspakke kan være i strid med tre miljødirektiver. Det har EU-Kommissionen meddelt den danske regering i en såkaldt pilotskrivelse – det første skridt i en mulig retssag mod Danmark, hvis ikke regeringen retter ind eller overbeviser Kommissionen om, at den tager fejl. Oppositionen har allerede kaldt regeringen i hastesamråd.
Folketinget har ikke fået fyldestgørende oplysninger om danske soldaters samarbejde med amerikanske lejesoldater i Blackwater under Irak-krigen. Det fremgår af en ny redegørelse fra forsvarschef Peter Bertram. Ministeren vil nu kræve opstramninger af forsvaret.
I weekenden langede Henrik Sass Larsen (S) ud efter Alternativet og gjorde det klart, at alle store og væsentlige reformer under en S-ledet regering vil blive gennemført med de borgerlige partier. Og i tilfælde af at kritikken ikke er sunket ind, gentager han den lidt mere højlydt i Ekstra Bladet. De skal nok få det sjovt sammen, hvis der en dag kommer et rødt flertal.