Man kan mene meget om den amerikanske succesforfatter Jonathan Franzen, men nogen gange rammer han den altså fuldkommen rent og uovertruffet. Som regel sker det i hans essays, som The New Yorker ynder at bringe, og det skete sidste uge med teksten ”The end of the end of the world”. Her er han taget med et cruiseskib for at se på fantastiske fugle på Sydpolen og depraverede mennesker på båden (herunder ham selv).

Scenen på cruiseskibet er næppe tilfældig. Formentlig er den en direkte henvisning til vennen og superstjernen David Foster Wallaces mest berømte essay “A Supposedly Fun Thing I’ll Never Do Again”/”Shipping out”, og han slipper faktisk godt fra det. Næsten lige så godt som den nekrolog over selvsamme Foster Wallace, som han skrev for et par år siden ligeledes i The New Yorker. Hvis du ikke allerede har læst de tre essays, har du virkelig noget at glæde dig til at fordybe dig i hen over weekenden.

Det er ikke så mange år siden, at alle havde travlt med at rose Det Republikanske Parti. Ikke så meget for politikken, selv om den såmænd kunne være fin nok. Nej, alle havde travlt med at rose republikanerne for deres organisering, for arbejdet med deres ‘base’, for den brede dybe involvering. Det var den, mente mange, der sikrede republikanerne magten. Men så kom Tea-party-bevægelsen, så kom Trump, og pludselig så det ikke så attraktivt ud længere. Europæiske spindoktorer er holdt op med at tage på studieture til det republikanske ‘hjerteland’.

Thomas Friedman har helt opgivet republikanerne, men vil gerne forsvare det amerikanske to parti-system. Det er på tide, mener han, at lukke og slukke og starte Det Nye Republikanske Parti.

Du har lige vænnet dig til tanken om selvkørende biler. Du har læst alle de der artikler om maskinernes etiske valg (‘Skal den selvkørende bil vælge at køre 30 skolebørn ned eller vælge at ofre hende den 80-årige dame, der står i vejkanten?’), og du ved, at bilproducenterne og forsikringsselskaberne vil vide, hvor du er, og hvis skyld det var, at du kørte galt. Ses Mercedes Benz, ses 4×35, ses offentlig transport. Men der er det med fremskridtet, at det aldrig stopper.

Nu kan du så vænne dig til næste skridt. Larry Page, stifter af Google, har en hemmelig fabrik, Zee.Aero, der laver små, diskrete flyvemaskiner, der kan lette  lodret. Kort sagt: En flyvende bil. Der er det med mange af entreprenørene i Silicon Valley, at de ganske enkelt ikke har læst bøger nok til at vide, at ‘the sky is the limit’.