10. juli 2020
Kære læser
“Udskam de, der ikke har været fornuftige”, stod der med rødt på statsministerens taleudkast i forbindelse med et corona-pressemøde den 17. marts. Bydeformen ”udskam” er effektiv, særligt når det står rødt på hvidt (heja Danmark!), for skammen er god til at folk til at rette ind – ikke kun når det gælder håndsprit og social […]
Kære læser
Denne uges sommerserie, ”Omsorgens årstid”, kommer fra Emmy Laura Perez Fjalland, som skriver nyhedsbrevet Jordbo – om at finde mening midt i en økologisk krise.
Det bedste vi har set
Dansk dynamit
Vi er endnu i sorg over, at vi alligevel ikke kom til at se det danske herrelandshold i fodbold spille EM på hjemmebane i år. Damn you, corona! Men heldigvis har DR nu medicinen klar: En dokumentarserie om det legendariske landshold fra VM i 1986. Du ved, det med Michael Laudrup, Morten Olsen, Preben Elkjær og alle de andre. Holdet, som mange troede ville vinde hele baduljen. Hutlihut!
Gå op i ligningen
Jason Padgett plejede at være en sofasælger (eller, han solgte futoner, for nu at være helt præcis). En dag blev han imidlertid overfaldet på en karaokebar og fik et alvorligt slag i hovedet. Padgett blev nu diagnosticeret med OCD, men opdagede samtidig, at han også så verden på en ny måde: Lettere pixeleret. Amerikaneren begyndte at tegne fraktaler – avancerede, geometriske mønstre – i hånden som reaktion på, hvad han så. Den ene ting tog den anden, og pludselig stod det klart, at Padgett var blevet det, vi kan kalde et matematisk geni. BBC har den vilde historie.
Er det her sæde taget?
Vi bør alle tage toget noget mere. Desværre synes det stadig uendeligt mere besværligt at booke en togrejse gennem Europa, end hvis man nu bare køber en flybillet. Men heldigvis arbejder en række driftige mennesker ihærdigt på at gøre togfarten – og den dertilhørende planlægning – mere medgørlig. Techmagasinet Wired har talt med nogle af dem. Blandt andre briten Mark Smith, der siden 2001 har drevet rejseplanlæggeren seat61. For mange rejsende er ”manden i sæde 61”, som Smith også kaldes, nok det tætteste man kommer på en guru ud i togdrift.
Spisesedlen
Nyt panel nedsat af WHO skal undersøge indsatsen mod COVID-19. Det uafhængige panel, der har fået det sigende navn ”Independent Panel for Pandemic Preparedness and Response” vil blive anført af tidligere premierminister i New Zealand Helen Clark samt Ellen Johnson Sirleaf, tidligere præsident i Liberia. Verdensundshedsorganisationen advarer samtidig om, at COVID-19-pandemien fortsat accelerer på globalt plan.
Serbere demonstrerer over fejslagen corona-indsats. Antallet af personer smittet med COVID-19 er steget støt i Serbien siden valget 21. juni, hvilket i denne uge fik præsident Aleksandar Vučić til at annoncere nye nedlukninger i landet. Udmeldingen fik tusindvis af demonstranter på gaden i Beograd, hvor der både protesteres over nedlukningerne og regeringens inkompetence. Torsdag skrottede Vučić planerne om at indføre et udgangsforbud i weekenden.
Britta Nielsens børn skal i fængsel. Det står klart efter Samina Hayat, Jimmy Hayat og Jamilla Hayat er blevet fundet skyldige i hæleri af særlig grov beskaffenhed for 51 millioner kroner ved Retten i Glostrup. De straffes med fængsel i henholdsvis tre år og seks måneder, to år og seks måneder og et år og seks måneder. De tre børn har alle forsvaret sig med, at de troede pengene stammede fra en arv. Jimmy Hayat bliver også fundet skyldig i besiddelse af børnepornografisk materiale.
Seouls borgmester fundet død. Ifølge Park Won-soons datter havde borgmesteren efterladt en kryptisk, ”testamente-agtig” besked inden politiet fandt ham på en bakke i den nordlige del af den sydkoreanske hovedstad. Dødsfaldet kommer få dage efter en sekretær fra borgmesterkontoret fortalte politiet, at Park Won-soon havde begået et seksuelt overgreb på hende tilbage i 2017. Seoul-borgmesteren blev af mange set som en mulig præsidentkandidat i Sydkorea.
FC Midtjylland vinder 3F Superligaen. FCM sikrede sig torsdag aften mesterskabet med en 3-1 sejr over FC København på hjemmebanen i Herning. Det er det tredje danske mesterskab i FC Midtjyllands historie. Sidste gang holdet vandt trofæet var i 2018.
Et sidste ord
Ting kan som bekendt gå i kage. Men der kan også gå kage i tingene.
God weekend!