Afghanistans slukkede håb

Ved det dobbelte selvmordsangreb i Kabul i går, hvor 31 personer mistede livet, var 10 af de dræbte journalister. En af dem hed Shah Marai – han var det franske nyhedsbureau AFP’s fotochef i Afghanistan. The Atlantic har samlet 41 af hans billeder af livet og døden i det krigshærgede land. Læs også hans tekst fra 2016 ‘When hope is gone’: ”Tiden efter USA’s invasion var en håbefuld tid. De gyldne år. Efter mørket under Taleban var Afghanistan endelig på vej mod et bedre liv. Men i dag, 15 år senere, er det håb forduftet, og livet synes endnu hårdere end før.”

+ Søndag aften var krigsjournalisten og dokumentaristen Nagieb Khaja gæst i Poya Pakzads radioprogram Pakzads Polemik på Radio24syv. 54 minutter kun om krigen i Afghanistan, som Khaja har dækket tæt gennem de senere år.

Hvordan står det til med socialismen, dér hvor den stadig bor?

På sådan en 1. maj, hvor regnen pisker ned, og temperaturen ikke når over ti, kunne man også sidde inden døre og fordybe sig lidt i, hvordan socialismen har det, der hvor den bor i sin reneste form – Latinamerika. The Nation har en spændende historisk optakt med Cubas rolle i områdets revolutioner og modrevolutioner, det ellers ret tørre tidsskrift Counsel on Foreign Relations har en snap og kvik udrulning af Cubas fremtidscenerier op til det kommende valg, og New York Review of Books har en bidende hård og ultra cool feature om Venezuelas ubegribelige økonomi med tråde til russisk militær og rige oligarker. God kamp, kammerater.

Danmarks svar på Destiny’s Child 

I anledning af, at Beyoncé efter alt at dømme tager sine to Destiny’s Child-kompagnoner med, når hun og ægtemanden Jay-Z turnerer i blandt andet Danmark lige om lidt, så har vi lyst til at linke til den her analyse, de har lavet ovre på Broadly. Den handler om ”Danmarks svar på Destiny’s Child”, for som de ganske rigtigt skriver, så tager Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen snart på turné, og de tager lige så meget for en koncertbillet, som Beyoncé og gemalen gør. I artiklen skriver Broadly-journalist Nicoline Larsen, at Lis er Michelle, Sanne er Kelly, og Anne Linnet er Beyoncé. Se den her video og bedøm selv, hvorvidt hun har ret. (Og hvis du ikke har den fjerneste erindring om, hvem Destiny’s Child er, eller hvordan de ser ud, så se den alligevel, og nyd lyden af gedigen 00’er-pop.) Illustration: Nicolai Bruun.

Sort magi og selvmordsbomber

Efter amerikanerne først gik massivt ind og senere hovedkulds ud af Irak, kollapsede landet og efterlod befolkningen i et anarki, hvor livet for den menige iraker blev bombet tilbage til middelaldren, ”ensomt, fattigt, modbydeligt, brutalt og kort”. I sin tredje roman, Frankenstein in Baghdad, beskriver Ahmed Saadawi, hvordan alle kæmper mod alle, og ingen ved hvorfor. Mikkel Boris fra Atlas Magasin har læst den absurdistiske roman: ”Frankenstein in Baghdad er en moralfilosofisk fortælling, der kombinerer krimiens sans for suspense med kunstværkets fornemmelse for tvetydigheder. Når den enes retfærdighed bliver den andens uretfærdighed, er der hverken entydige skurke eller helte. Kun ambivalente karakterer, som ved første øjekast synes banale, men som ved nærmere eftersyn antager mere svimlende former, efterhånden som de korrumperes af terrorens logik, hvor frygt avler vold og vice versa”.

Enhver ku’ se, at det var sexchikane

Man kan godt prøve, men det er svært at blive mere dansk end Shu-Bi-Dua.  Berlingske har fanget hele Danmarks husorkesters guitarist og sangskriver Michael Hardinger, og han kan blandt andet fortælle historien om, hvordan kæmpehittet ‘Sexchikane’ (1992) blev til. Under et skriveophold i San Diego havde Hardinger opsnappet, at amerikanske aviser skrev om sexchikane – og det var jo underligt, når man i Danmark hyldede Simon Spies og hans morgenbolledamer, tænkte han – og så valgte shubberne at droppe den oprindelige tekst, der handlede om sukkerroer på Lolland. Idéen var ellers god nok: ”Vi hiver dem / lige op (klap) / af jorden,” skulle omkvædet have gået. Det er jo bare ”revytekster med trommer på,” siger Hardinger, og så mener han også, at nutidens samfundssatire har trænge kår. For selv om man ikke skal være bange for at lave ”fis med religion”, så ”er der næsten ikke nogen, der tør sådan noget”.