1. december 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Et lille, klodset ormehul

Forhåbentlig har du en hobby eller en besættelse, der tager al din tid, eller noget vigtigt, du skal om formiddagen (feje fortovet foran dit eller nogle andres hus, besøge din mormor, hente dit uophørligt grædende barn i børnehaven – whatever – eller har et arbejde, hvor medarbejdere og/eller ledelse stiller krav og præsenterer problemstillinger for […]

Kære læser

Bag blåt skæg og dobbeltlukkede døre

Den gode nyhed er, at en kulegravning af det spegede forløb omkring hjemsendelsen af ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste alligevel ikke ville have bragt meget nyt frem i offentligheden. En eventuel undersøgelse af både det politiske ansvar og det bagvedliggende kompleks af skæg og blå briller ville nemlig med statsgaranti været blevet ført bag dobbelt-lukkede døre […]

Det bedste vi har set

Kom frit frem med pengene

Det burde ikke være sådan, men vi finder det stadig grænseoverskridende at tale om løn herhjemme. Ved at tabuisere lønspørgsmålet, risikerer man dog ikke bare at stille både sig selv og sine kollegaer i en dårligere forhandlingssituation; tavsheden risikerer også at gå udover ligestillingen. Politiken ser nærmere på sagen: “Hemmelighedskræmmeriet om vores løn er beviseligt skadeligt for ligeløn mellem kvinder og mænd, og måske kan mere åbenhed også give en bedre fornemmelse i maven, når vi går på arbejde.“

Fluer kan ikke tage fejl

Måske har du allerede lagt mærke til en af de mere besynderlige udviklinger på de sociale medier (og i særdeleshed på TikTok): At videoer med “madlavning“ er begyndt at blive både klammere og mere outrerede. Fra trenden, hvor alle mad-videoer tilsyneladende skulle skydes, så man kun kunne se kokkens hænder og afsindige mængder smeltet ost, er det nye skrig nu at gå fuld Sebastian Klein og simpelthen lave det, der bedst kan beskrives som ulækre madder. Som The Verge forklarer, handler det dog ikke om at seernes smagsløg har forandret sig, men om at algoritmernes appetit på forargelse er blevet endnu større.

Firkantede ører

Det er 1. december, julen nærmer sig med hastige skridt, og du ved, hvad det betyder: Snart sagt alle medier kommer med deres lister over årets bedste film, album, begivenheder, jokes, kravlenisser, eller hvad man nu ellers lige kan finde på. Er man rigtig frisk, kigger man dog ikke kun på året der er gået, men på hele menneskehedens kulturhistorie. Sidstnævnte disciplin har musikmagasinet Rolling Stone længe være leveringsdygtige i (ofte med varierende succes). Det gælder også nu, hvor tiden er kommet til at kåre den bedste tv-serie-temasang nogensinde

Spisesedlen

Rekordstort behov for humanitær hjælp i 2023. Ifølge Martin Griffiths, nødhjælpschef for FN, vil der, efter FN’s anslag blive brug for 369,1 mia. kr. i nødhjælp i det nye år, som følge af bl.a. krigen i Ukraine, inflationen og coronapandemien. Mens omkring hver 95. person på verdensplan havde brug for humanitær hjælp i 2015, vil det i 2023 være op mod hver 23. person.

Ny parallelsamfundsliste offentliggjort. Torsdag formiddag kunne Indenrigs- og Boligministeriet berette, at der for tredje år i træk kan ses et fald i boligområder, der betegnes som parallelsamfund. På listen, der tidligere var kendt som “ghettolisten“, fjernes nu boligområderne Aldersrogade og Tingbjerg/Utterslevhuse i København samt Agervang i Holbæk. Til gengæld tilføjes Askerød i Greve.

Lederen af Islamisk Stat bekræftet dræbt. Onsdag meddelte terrorgruppen, at lederen Abu al-Hassan al-Hashimi al-Quraishi er blevet dræbt, og at man i stedet har udpeget den relativt ukendte Abu al-Husayni al-Qurashi som ny leder. Samme dag lød det fra USA’s militære centralkommando, at al-Hashimi blev dræbt tilbage i oktober i det sydlige Syrien.

DR lukker Disney Sjov. Efter 31 år på skærmen har DR’s afdeling Kultur, Børn og Unge besluttet at sløjfe den faste fredagsudsendelse. I stedet kan børn og barnlige sjæle fra 2023 tænde for det nye koncept “FredagsTamTam“, der vil vise en blanding af dansk, nordisk og udenlandsk produceret animation. “DR ønsker at bygge videre på en værdifuld tradition om at samle børnefamilierne omkring dansk producerede animationsserier,“ forklarer Morten Skov, chef for Børn og Unge.

Danmark er ude af VM i Qatar. I sidste ende var det ikke et gult kort eller en boykot, men snarere en skuffende præstation mod Australien, der blev endestationen for det danske herrelandshold. Efter at have fået uafgjort mod Tunesien og tabt til både Frankrig og Australien slutter Danmark sidst i sin gruppe. Landsholdet har ellers længe ligget i top-10 på verdensranglisten.

Et sidste ord

Så kan man da tale om en rugbrødsmotor.

Vi ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12