1. august 2016
Kære læser
Den gamle verdens økonomi er ved at blive overhalet i to spor – i netop disse døgn: for få dage siden forsvandt den sidste mastodont fra industrialderen, den sorte gigant Exxonmobil, fra listen over klodens fem største firmaer, hvor digitale mega-virksomheder nu dominerer (Apple, Google, Microsoft, Amazon og Facebook), og her til morgen slap det ud, at […]
Det bedste vi har set
De fleste har det helt som dig. De gentager igen og igen, at de ikke forstår Trump. Det er noget med frustrerede hvide mænd, men det giver stadig ikke mening. Her er to gode bud på tekster, der gør dig klogere.
Den ene er fra Vox og handler om den voksende amerikanske autoritarisme – et fænomen, som en række forskere mener, eksisterer uafhængigt af Trump. Den anden er af George Lakoff, berømmelig professor i lingvistik, som igen og igen har forklaret, hvor republikanere og demokrater ikke forstår hinanden. Ifølge ham handler Trump om alt det, som de progressive ikke formår at formidle.
Selv om aftalen mellem Tyrkiet og EU har fået antallet af flygtninge fra Mellemøsten til at falde markant de sidste måneder, er situationen fra Afrika til Italien en anden. Natten til søndag reddede den italienske flåde 1100 flygtninge op af vandet ud for Libyens kyst og bjærgede ligene af fem, der druknede, før redningsskibene nåede frem.
Samtidig er 120 lig skyllet i land i Sabtratha på Libyens vestkyst alene i juli måned, hvor antallet af druknede flygtninge på bare én dag nåede op på 53. Sabrathas borgmester fortæller endvidere, at kysten er fuldstændig åben, da situationen er så voldsom, at der ikke er ressourcer nok til at vogte den.
Muslimer tager ikke nok afstand fra terrorhandlinger. Ifølge en undersøgelse fra TV2 er det tre ud af fire danskeres opfattelse oven på sommerens terrorhandlinger i Europa. En holdning, der også fylder godt i kommentarsporene på sociale medier herhjemme.
Imens mødes muslimer og katolikker overalt i Frankrig til fælles messer og mindehøjtideligheder i katolske kirker, efter den katolske præst Jacques Hamel fik skåret halsen over af to terrorister i den franske landsby Saint-Etienne-du-Rouvray sidste tirsdag. Samtidig nægter det muslimske samfund i byen at begrave den 19-årige terrorist, der skar halsen over på præsten. Det er vel også en måde at tage afstand?
Spisesedlen
Den engelske nationalbank forventes i denne uge at ændre sin økonomiske prognose fra skrøbelig til skidt. Bank of England vurderede før Brexit-afstemningen, at et ‘leave’ ville resultere i en teknisk recession, og senere i denne uge forventes banken at nedjustere sine forventninger til økonomien og fortælle, hvad den vil gøre ved det.
Det er først senere på ugen, at OL indledes i Rio, men allerede i dag indledes International Army Games i Rusland. Det kan minde om OL, hvis blot du erstatter standardsdans med ‘tank biathlon‘ og lignende discipliner. Det hele bliver sendt på russisk tv, og doping er ikke et problem ved disse lege.
Paven vs. mobiltelefonen. Det kan godt være, det er svært at ændre den katolske kirke, hvis åndedræt som bekendt måles i århundreder, men dog ikke lige så svært som den seneste kamp, Pave Frans har taget på sig. Under sit besøg i Polen søndag talte han imod terror og kritiserede ungdommen for at ignorere deres generations store udfordringer – og i stedet give den som ”sofakartofler” klistret ”til mobiltelefonens skærm”.
Tokyo har for første gang valgt en kvinde til guvernør. Dermed får Yuriko Koike ansvaret for de ikke helt uproblematiske forberedelser til OL i 2020. Den tidligere forsvarsminister bliver nu den mest magtfulde kvindelige politiker i Japan. Hun vandt ved at trodse premierminister Shinzo Abe og ved at slå hans kandidat til posten.
Troldmanden er tilbage. Det er fem år siden, Harry Potter tryllebandt verden, men nu er han her igen. Troldmændenes boy wonder er kommet på de skrå brædder i London med Harry Potter and the Cursed Child, og stykket har fået en vild modtagelse. Manuskriptet i bogform er allerede udsolgt mange steder.