Louisiana

Et kunstfærdigt overgangsritual

Det var en forbløffelsens dag på Føljeton, da redaktionen for nylig opdagede, at vores 23-årige praktikant David Dragsted aldrig havde været på Louisiana. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Og hvordan ville Louisiana mon blive oplevet af en, der har hele det kulturradikale begrebsapparat i orden, men som stadig havde et besøg hos det nordsjællandske kunstmuseum til gode? Vi sendte David med toget mod Humlebæk for at se, hvad han kom hjem med.

Af uforklarlige årsager har jeg aldrig været på Louisiana. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt. Det er ikke, fordi jeg ikke har haft lyst eller ikke ser mig selv som en museernes mand. Som ung aspirerende journalist og kulturradikal, for ikke at sige universitetsstuderende med en bachelorgrad i idéhistorie, ved jeg  sådan nogenlunde, hvor museumsskabet skal stå. De seneste mange år har jeg pligtskyldigt betalt for medlemskab hos ARoS og besøgt de museer, man nu skal besøge i Europas kulturhovedstæder, hvad enten det har været Louvre, Tate, Van Gogh, Munch, Leopold eller Vatikanmuseet.

Til tider har jeg endda nydt det.

Mit ikke-eksisterende besøg i det bedre borgerskabs kulturelle højborg er dog en alvorlig flænge i hele det glansbillede. Den Louisiana-plakat med David Hockney-maleriet ‘Pool and Steps, Le nid de Duc’ fra 1971, som min kæreste og jeg har sat op i vores lejlighed, er et godt forsøg men ikke som at være der selv.

Plakaten gav mig efterhånden så dårlig samvittighed, at jeg en morgen ringede til min far og frustreret spurgte, hvorfor han dog aldrig havde taget mig med til det forbistrede museum. Der blev helt stille i den anden ende. Efter lang, lang tids stilhed, lød der et ”undskyld” i den anden ende. Han vidste godt, at det var en fejl.

Det er med alt det i bagagen, at jeg en onsdag klokken 10:45 ankommer med det såkaldte kystbanetog til Humlebæk Station. Man skal ikke tage mere end et par skridt ud fra perronen, førend man spotter det første skilt, som venligt gelejder en mod Louisiana. Lidt længere henne er der et til. Og et til. Egentlig er skilte unødvendige, for man kan ikke undgå at bemærke de små grupper af folk, som hastigt samler sig her og der og målrettet valfarter i samme retning. Det er Louisiana, der kalder.

Garderobe-galoppen

Gåturen derhen er ikke den kønneste. Hvad jeg ikke ved før flere dage senere er, at man kan gå halvdelen af vejen på en sti gennem skoven, hvis man ved, at den er der, så jeg følger bare vejkanten med parcelhushække til begge sider. Efter små ti minutters gang forskønnes landskabet dog af en lille skovplet, som mine museumsfæller nu drejer hen imod.

Først er der en parkeringsplads. Så en til. Så en bygning, som ser ud til at være halvt i gang med at blive restaureret, men som håndværkerne nu enten har forladt eller ladet gå i vinterhi. Et enkelt stykke afspærringsplast blafrer i vinden. Koldt er det også.

Det kan simpelthen ikke være det her, når jeg at tænke. Jeg er blevet lovet stor arkitektur af Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert men bliver spist af med en forladt bygning med efterårsforkølelse. Skuffelsen aftager dog gradvist, da jeg ser, at menneskeklumperne foran mig ikke er stoppet her men først ved en tilstødende bygning, som er flankeret af en lille gårdsplads. Der er skilte med noget om indgang og årskort og billetkøb. En enlig, modernistisk udseende bronzeskulptur af Henry Moore, Reclining figure fra 1969-70, står som et lille alter i midten af gården med et løfte om, at den altså er god nok:

Vi er nået til Lousiana.

Jeg stiller mig i den mindre af de to køer, den for årskortindehavere. Der må vel være visse privilegier for en pressens mand sådan et sted her.

Foto: David Dragsted

Det er der sådan set ikke, får jeg at vide, da jeg stolt fremviser mit pressekort. Journalister skal i den anden kø. Billetdamen forbarmer sig dog over mig, da hun ser mit forvildede blik over udsigten til at stå i, hvad der allerede nu, kl. 11 ved åbningstid på en trist onsdag, ser ud til at være en mere end 10 minutter lang, babelstårnagtig kø, hvor man både hører svenske, amerikanske, britiske og tyske tungemål. Hun kaster et blik på mit kort, dernæst på mig og lader mig så slippe igennem. Jeg skal bare huske at låse min rygsæk ind i garderoben.

Foyeren åbner sig i en søstjerneagtig indretning med indgange til lange fløjpartier i begge sider. Garderoben befinder sig nede ad nogle trapper og gennem museumsshoppen. Den gør ikke noget særligt væsen af sig. Ærligt talt leder den snarere tankerne hen imod et kommunebibliotek end en kulturel bastion. Men så igen: Hvordan skulle man i grunden også få en garderobe til at tage sig præsentabel ud? De små aflåste skabe kræver en 20’er for at kunne blive taget i brug. Jeg har kun tiere i lommen.

Foto: David Dragsted

En automat, der spytter en ”Lousiana-mønt” ud mod fremvisning af et kreditkort kommer til undsætning. Det kan jeg ikke huske at have set andetsteds. På Louvre må man gerne have sin rygsæk med ind i udstillingerne, så længe man lader den køre igennem en røntgenscanner og lader sig nedstirre af en intimiderende vagt med en maskinriffel. Det gør man sig ikke i her, og det er måske også for det bedste.

Kaffe-Processen

Hele virakken omkring garderoben og presseadgangen har allerede gjort mit sarte journalisthjerte kaffehungrende, så jeg går på jagt efter caféen, som jeg har hørt så meget om. Den store planoversigt i midten af rummet peger på en fløj i venstre side.

I Franz Kafkas Processen skal hovedpersonen Josef K. på et tidspunkt finde frem til det retslokale, hvor han er blevet indkaldt til høring. Han har ikke andet at gå ud fra end en adresse, som fører til et stort lejlighedskompleks. Her må K. gå hvileløst og desorienteret gennem en usandsynlig samling af gange, vaskerum og opholdsstuer, før han når til loftet, hvor retssagen åbenbart finder sted.

Lidt sådan har jeg det, da jeg allerede efter ti meter begynder at tvivle på skiltenes sandfærdighed. Café, den vej, står der, men jeg føler mig mere og mere på afveje. Skiltene leder gennem den ene afdeling efter den anden med først malerier, så skulpturer, så en åbning til parken, så et rum med værker af Asger Jorn. Jeg vil ikke have Asger Jorn nu (det får jeg bedre i Silkeborg), jeg vil bare gerne have kaffe. Jeg er nærmest på vej til at vende om, da caféen endelig åbenbarer sig.

Foto: David Dragsted

Café-køen er endnu beskeden. Manden foran bestiller en lille fadøl. Klokken er kvart over 11.

Det er først, da jeg med kaffen i hånden når hen til caféens åbne vinduespartier, som andægtigt åbner sig mod Øresund, at jeg første gang begynder at ane den sagnomspundne skønhed ved Louisiana. For det er da smukt, det åbne hav, og det giver et lille behageligt sug i mig, inden jeg tager første slurk af min ”Louisiana-kaffe”. Den smager mest af alt som en ordinær omgang kantinebryg. Jeg får solen i øjnene det første sted, jeg sætter mig. Det gør jeg også det andet og tredje sted. Fjerde gang giver jeg op – i afmagt over for naturen og Bo og Wohlerts glasinferno. Hvis jeg klemmer øjnene sammen, kan jeg dog stadig se ud over Øresundsbugten.

Rejsen til Månen

Et af mine absolutte yndlingskunstværker er Egon Schieles tegning Mutter und Tochter fra 1913, som hænger på Leopold-museet i Wien. Som tidlig pionér for den østrigske ekspressionisme forstod Schiele med sine karakteristiske blyantsstreger og minimalistiske brug af farver at skabe nogle vanvittigt effektive og stemningsmættede billeder, som typisk kredser om temaer som død og rå seksualitet. Mutter und Tochter er dog en lidt atypisk Schiele, for værket portrætterer en pige, nøgen og med ryggen til beskueren, som er i færd med at omfavne sin mor. Moderen er klædt i en rød kjole og gengælder omfavnelsen ved at læne sit hoved forsigtigt mod datterens, med lukkede øjne. Der er noget helt rent, nærmest hjerteskærende godt over øjeblikket. Moderen udstråler kærlighed, som kun mødre kan, og datteren klamrer sig til hende, vel vidende at intet andet i dette øjeblik er vigtigere.

Samtidig røber moderens ansigtsudtryk dog også en særlig melankoli. Hun har noget gråt og rødt på sin kind, som kontrasteres af nogle røde pletter nederst på pigens baller. Pletterne hinter mod et uskyldstab, en overgang, som moderen måske ville ønske, hun kunne bremse, men nu kun kærligt kan imødekomme. Måske er det derfor, at omfavnelsen synes at strække sig ind i det uendelige; måske er det et forsøg på at stoppe selve tiden, kroppens og fysikkens love i dette ene, rene øjeblik.

Det er sådan, kunst bør nydes, tænker jeg, da kaffen har gjort sit trick, og jeg igen arbejder mig igennem museets kringlede fløje: Et sted uden for tiden, hvor kropslige behov kan tilsidesættes, og hvor man er i stand til at stå ansigt til ansigt med værket i et rent, uendeligt øjeblik. Jeg stopper i Asger Jorn-rummet og siger undskyld for den tidligere misforståelse.

Tilbage i foyeren – nu er jeg her igen – sætter jeg kursen mod ”Månen”, Louisianas flagskibsudstilling, som løber indtil 20. januar.

Det første, man her møder, er tonerne af Beethovens Måneskinssonate, men de overdøves denne onsdag af en guide, som på pædagogisk vis forklarer en hel skoleklasse, at, ja, det er Måneskinssonaten, at den har været sendt op mod Månen i morsekode og tilbage igen, og at den er programmeret ind i flyglet, som nu står og spiller den i en lidt skæv udgave.

Skoleklassen får et forspring, inden jeg bevæger mig videre til udstillingens næste rum. Manuskripterne af Galileo og Tycho Brahe, som er udstillet, virker dragende, lige indtil en dør i venstre side åbner sig, hvorfra der nu strømmer både lys, kulde og lyden af en boremaskine på overarbejde. Fra døråbningen kan man skimte en ledning, som hænger ned fra loftet.

Fair nok, det er vel et museum, og der skal nok bygges om. Boremaskinens symfoni er bare ikke nogen måneskinssonate. Jeg trækker vejret dybt, tænker igen på Schiele og bruger de næste par rum til på ny at rejse tilbage til Månens univers.

Det er dog omkring lige der, et par rum senere, at det hele for første gang går rent ind. Fra et mørkt, varmt rum, hvor det centrale stykke har været Georges Méliès klassiske kortfilm Rejsen til Månen i en restaureret, farvelagt udgave, går man ind i et mere sterilt, oplyst rum, hvorfra der kan høres lydoptagelser fra månelandingen, og hvor NASA’s ikoniske rumdragt vises frem i en glasmontre sammen med en række samtidige månecentrerede kunstværker.

Foto: David Dragsted

Det er genialt. Kontrasten mellem lyset og mørket, overgangen fra fantasiens varme til virkelighedens kulde, det forestillede rum og videnskabens foreløbige triumf. Det hele kulminerer i det næste lokale, hvor de to antiteser tematisk forenes i overvejelser over menneskets rumkolonisering. Det er næsten for nemt, for letkøbt. Men det virker. Gud, hvor det virker.

Netop som jeg har fundet Gud, forlader han mig dog igen, idet jeg nu står genforenet med den støjende skoleklasse. Guiden spørger børnene, om de kunne tænke sig at bo på Månen. Der lyder en sagte blanding af både ja’er og nej’er, og guiden forlanger argumenter for og imod. Det udvikler sig til en lavpraktisk snak om, hvordan man nu egentlig går på toilettet på Månen. Jeg skal egentlig også snart selv lade vandet.

Den transformative flyvetur

Herfra bliver udstillingen en antiklimatisk affære. Den har skudt sit crescendo af for tidligt, fristes man til at sige, da næste udstillingsrum byder på en iPad, som vil have gæsten til at udføre en personlighedstest for at se, om han eller hun er egnet til at redde menneskeheden ved at lade sig rekolonisere i rummet. Det bliver en tand for navlepillende.

Jeg når til enden af udstillingen. Tror jeg. Jeg leder efter en udgang men kommer til at gå i ring på den øvre etage. Jeg når til den konklusion, at man nok skal ud samme sted, som man kom fra. Ak ja. Et par teenagepiger virker lige så forvirrede over situationen. ”Hvordan kommer vi ud? Er det den vej? Er det den vej?,” spørger de hinanden.

Til sidst står jeg tilbage i foyeren. Jeg finder på ny mit betroede oversigtskort og går på jagt efter næste udstilling, noget med maskulinitet baseret på Louisianas samling. Jeg udstøder et lille suk, da jeg ser, at jeg skal tilbage gennem måneudstillingen.

Den ikke så brugervenlige fløjindretning bliver dog tilgivet, efterhånden som jeg vandrer gennem kurateringen af Louisianas gemmer. Andy Warhols Mao (1973) smiler skælmsk ned til mig fra en væg. Jeg smiler tilfreds tilbage.

For enden af udstillingen føres man direkte ind i en ny, en samling af tegninger fra den chilenske arkitekt-gruppe ELEMENTAL. Den slutter for bunden af en trappe, som fører op til caféen. Jeg forstår ikke helt, hvordan jeg har vandret fra den ene fløj til den anden men byder muligheden for at snuppe en bid frokost velkommen. Det er blevet den tid på dagen.

Buffetserveringen er korrekt, anstændigt præsenteret og velsmagende, uden nogensinde at blive prangende. Der serveres dampet torsk med græskarpuré og dildolie, røget andebryst med syltet kål og creme af sorte hvidløg. Det klinger da i hvert fald af Louisiana. Solen er nu faldet en smule mere til ro, og jeg kan for første gang nyde ”en af Danmarks smukkeste panoramaudsigter over Øresund”, som den kaldes på websitet, uden at skulle knibe øjnene sammen.

Foto: David Dragsted

Mæt og mættet går jeg ud i skulpturparken, som er mindst den halve Louisiana-oplevelse – med sine græsplæner, skulpturer og den gudeskønne havudsigt. Rundtom i parken spadserer en blanding af pensionister og yngre par med barnevogne rundt i et mageligt tempo. Stien går forbi facaden til Alexander Bruns originale villa, dér hvor hele museet startede. Set fra den rigtige side mellem huset og havet, må der alligevel lettes på hatten for Bo og Wohlert. Jeg begynder at se, hvor de gerne ville hen.

Da jeg endnu engang rammer foyeren, føler jeg mig næsten hjemmevant. Selvsikkert bevæger jeg mig hen mod trappen ned til souvenirshoppen, da jeg ud af øjenkrogen spotter noget med Månen og virtual reality. Det har jeg på en eller anden måde formået at overse i min første månerundtur.

Foto: David Dragsted

Fast besluttet på at rette op på fejltagelsen går jeg for nu tredje gang forbi måneudstillingens begyndende værker. Virtual reality-værket gemmer sig i et lille aflukke. Der er 45 minutters kø herfra, står der på et skilt.

Virtual reality-oplevelsen er bjergtagende, melankolsk og perfekt ensom, som man flyver rundt der, mutters alene i Månens mørke. Den rammer en alle de rigtige steder – ganske enkelt.

Intet kan slå mig ud nu. Jeg kigger troskyldigt gennem butikken, selvom jeg ikke har tænkt mig at købe noget. Særligt ikke de sweatre til 2.500 kroner, som jeg umiddelbart ikke kan se har nogen forbindelse til Louisiana, andet end at de er her, at det er noget med dansk design, at Louisiana er noget med noget dansk kultur, og at pengestærke turister nok skal kunne forstå den sammenhæng meget bedre end mig.

Nå ja.

Museologisk æstetik

Ordet æstetik tages for første gang i brug af den tyske filosof Alexander Gottlieb Baumgarten i 1735. Selvfølgelig har tanker omkring det æstetiske også eksisteret forud for 1700-tallet, men Baumgarten er den første til at formalisere æstetikken i en filosofisk disciplin, hvor målet er at sætte ord på det je ne sais quoi, som kunsten er i stand til at skabe i os alle. Med sin æstetik grundlægger Baumgarten en ny form for erkendelsesteori, som lægger vægt på den æstetiske, sensitive erfaring, som modstykke til den rationelle erkendelse. Teorien kan opsummeres i det forhold, at hvor målet for rationel erkendelse er sandhed, er målet for den sensitive erkendelse i stedet skønhed.

Baumgartens grundlæggelse af æstetikken sker omtrent samtidig med institutionaliseringen af de første kunstmuseer i Europa. Det er nok ikke tilfældigt. For selvom museerne efterhånden også fik et mere nationalistisk islæt, hvor formålet blandt andet var at skabe stærke følelser for fædrelandet gennem kunsten, er der noget tiltalende ved den idé, at museerne for første gang gav den bredere befolkning mulighed for at erhverve sig en vaskeægte skønhedserfaring.

I virkeligheden er det vel den grundidé, Louisiana bygger videre på, når de på deres hjemmeside skriver, at ”[d]et har altid været synspunktet på Louisiana, at kunst ikke blot er for en elite, men at den rummer erfaringer og visioner for de mange”.

Rationelt set er der flere ting, som taler imod Louisiana. Den kryptiske indretning, som til tider kan få den uindviede til at føle sig som Josef K. Nødvendigheden af at gå gennem én udstilling for at komme til en anden eller at skulle gå samme vej tilbage fra måneudstillingen, som man kom fra; mætheden i selvsamme udstillings kuratering; gavebutikken, som måske trækker lidt for meget på kvaliteten af dansk design.

Men set med den sensitive erkendelses briller har man ikke andet valg end til sidst at bøje sig. Bøje sig for styrken af museets samling, blikket for samspillet værkerne imellem og ikke mindst arkitekturens sammensmeltning med Øresund. Bøje sig for alt det, der i sidste ende åbner for en ny type erkendelse: En erfaring af skønhed.

Derfor er det med et vist vemod, at jeg nu veksler min Louisiana-mønt med en almindelig 20’er, og modvilligt begiver mig mod udgangen. Jeg kigger mig over skulderen, forsigtigt og koket. Farvel, Louisiana. Nu er du min.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12