Nyhedsanalyse

Farvel til den amerikanske verdensorden

I sidste uge skrev den tyske udenrigsminister Heiko Maas et debatindlæg med titlen ‘Den nye verdensorden.’ Det var en lammende kritik af USA, der ifølge ham har udtjent sin tid som leder af den internationale orden. Måske har han ret. Med slogans som America First synes amerikanerne i stigende grad at trække sig fra verdenstronen, og imens står andre nationer klar til at snuppe magten. Føljeton guider dig igennem det amerikanske imperiums (måske) snarlige fald.

An Uncle Sam balloon floats down Sixth Avenue during the 87th Macy's Thanksgiving Day Parade in New York November 28, 2013. REUTERS/Eric Thayer (UNITED STATES - Tags: SOCIETY ENTERTAINMENT)

Som en amerikansk anti-udgave af en asketisk fakir bevægede Donald Trump sig tirsdag aften i sidste uge over glødende kul uden at fortrække en mine. Røgen var dog ikke til at overse: Selv om Trump ikke nævnte det med et eneste ord ved sit store vælgermøde i West Virginia, var ingen i tvivl om, at Trump var på vej gennem et af sine sværeste døgn som præsident. To af hans nærmeste medarbejdere havde fået rettens ord for, at de var kriminelle, og den enes forbrydelse syntes endda at implicere den amerikanske præsident.

Men nej, præsidenten havde mere travlt med at snakke om andre emner. Til jubelbrøl fra de mange tilhængere fortalte han fx, hvordan han med sin hårde retorik havde fået sine allierede til at betale mere til forsvarsalliancen NATO:

”’Sir’, er der en, der siger, som er en præsident fra et andet land, han kalder mig sir, det viser respekt. Han siger: ‘Ville du forlade os, hvis vi ikke betaler vores regning?’ Jeg sagde ‘yeah, jeg ville overveje det.’ De hadede det svar. Men hvis jeg havde sagt, ‘nej, jeg forlader jer ikke, jeg lover, at jeg altid vil beskytte jer’, så ville de aldrig have betalt regningen. Så jeg sagde ‘ja, jeg forlader jer’.”

Trump knytter næven ved ‘Make America Great Again’-vælgermødet i West Virginia. (Foto: Scanpix)

På grund af den vilde nyhed om de to dømte Trump-medarbejdere synes de fleste at have overset denne udtalelse, der, i hvert fald for os i Europa, er af markant større betydning. For rullende kameraer stod der her en amerikansk præsident og indrømmede, at han har truet med at forlade NATO-alliancen.

Mente Trump det? Måske ikke. Men ikke desto mindre er hans udtalelse et bevis på, at pax americana er ved at smuldre. Den latinske betegnelse betyder direkte oversat ‘den amerikanske fred’ og bruges som udtryk for den relative fred, der har været som konsekvens af USA’s de facto status som verdensleder siden 2. verdenskrig. Det er en betegnelse for den amerikanske verdensorden så at sige.

Nok har rygterne om den amerikanske ordens fald efterhånden stået på noget tid, men alligevel synes faresignalerne at være taget til i styrke – faktisk i sådan en grad, at den tyske udenrigsminister i sidste uge gjorde sig klar til at fyre USA som verdensleder.

I Europa forbereder vi os

Det Trump-kritiske Europa har tit joket med, at jobbet som leder af den frie verden er blevet overtaget af den tyske kansler Angela Merkel. Men selvom det mest af alt har været sagt i morsomhed, så synes Tyskland lige nu at være i gang med at forberede sig til en tid, hvor det ikke er længere er USA, der tager de vigtige beslutninger.

Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, skrev i sidste uge et debatindlæg i avisen Handelsblatt. Overskriften på indlægget var intet mindre end “den nye verdensorden.” Hovedpointen i udenrigsministerens indlæg var, at Europa skal opskalere sit militær, fordi man ikke længere kan sætte sin lid til det mere og mere utilregnelige USA.

Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, til ministermøde i Merkel-regeringen. (Foto: Scanpix)

Ironisk nok er ministeren enig med Trump. Han mener, at der skal betales langt flere penge til NATO-samarbejdet, end det er tilfældet på nuværende tidspunkt. Men deres udgangspunkter er forskellige. Maas understreger, at man ikke skal bruge flere penge på NATO, fordi Trump siger det, men netop skal gøre det, fordi man ikke kan regne med det, Trump siger. Der er ingen grund til at vente på, at Trump ikke længere er præsident, siger Maas. Europa må allerede nu tage beskyttelsen af kontinentet i egne hænder. Maas går dermed endnu længere end sin chef, kansler Angela Merkel, som tidligere har sagt, at den tid, hvor Tyskland fuldt og fast kunne stole på amerikanerne, var overstået.

Maas ønsker ikke kun at ændre verdensordenen på den militære front. Han er dybt utilfreds med, at USA har valgt at trække sig fra Iran-aftalen, hvilket blandt andet kommer til at betyde, at USA lukker for Irans adgang til finans- og betalingsnetværket SWIFT, der forbinder 11.000 banker i hele verden og giver stater muligheden for at lave overførelser til hinanden. Maas foreslår på den baggrund, at der skal oprettes en helt ny betalingskanal, der er helt uafhængig af USA.

Den enes død …

Tilbagetrækningen fra Iran-aftalen viser på fineste vis, at USA også har valgt at indtage en ny position i forhold til Mellemøsten. USA synes at have fået mere berøringsangst overfor regionen, hvilket kan være det første tegn på, at USA er færdig med at tage titlen som ‘verdens politimand’ eller ‘verdensleder’ på sig.

Ironisk nok er USA i årevis blevet kritiseret for at være for meget tilstede i Mellemøsten, men den pludselige berøringsangst i forhold til regionen kan ligeså vel vise sig at have store konsekvenser.

Ruslands præsident Vladimir Putin mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping til et møde i Johannesburg d. 26. juli 2018. (Foto: Scanpix)

Forleden kommenterede ambassadøren fra De Forenede Arabiske Emirater netop på, hvordan et mellemøsten uden et aktivt USA ser ud. “Til at starte med vil det betyde et mellemøsten med tættere bånd til Rusland og Kina,” konstaterede han. Sagt med andre ord taber USA og den amerikanske verdensorden sin indflydelse i Mellemøsten og giver i stedet plads til mere autokratiske regimer. Det bliver vanskeligt for Mellemøsten at transformere sig til demokratiske stater, der overholder menneskerettighederne, når rollemodellerne er Kina og Rusland. Det gælder i øvrigt også nuværende demokratiske lande som Israel, som man kan frygte også vil gøre sig mere afhængig af andre lande end USA.

Kina og Ruslands fremrykning er et generelt problem, når det kommer til pax americanas mulige endeligt. Den enes død, den andens brød. Uanset om det er frivilligt eller ufrivilligt, at USA lige så stille er ved at trække sig tilbage fra pladsen som verdensleder, vil der være andre, der er klar til at tage over. Kina og Rusland har på alle måder en interesse i, at den vestlige koalition mister både storpolitisk indflydelse og militær magt. Efterhånden er det også verdens dårligst holdte hemmelighed, at lande som Rusland aktivt forsøger at skabe splid i Vesten – blandt andet ved at blande sig i vestlige valg.

Når alt det er sagt, findes der også argumenter for, hvorfor det i virkeligheden er en god ting, at USA mister indflydelse – især i Mellemøsten. Man kunne argumentere for, at al den tid USA har haft ‘indflydelse’ i Mellemøsten, er der kun kommet dårlige ting ud af det. Konflikter som den kolde krig, golfkrigen, irakkrigen er alt sammen noget, der til dels har skadet USA i længden, men som også har været en medvirkende faktor til, at mellemøsten udviklede sig til en mere og mere totalitær region – et arnested for terrorister.

Den bløde magt

Nok er USA på vej i en retning, der er mindre aktivistisk end det tidligere har været tilfældet, men USA er andet og mere end krudt og kugler. Man kan påstå, at USA’s egentlige magt og status som verdensleder ligger mere i den kulturelle indflydelse, de har haft. I lang tid så det ud som om, at Vesten med USA i spidsen havde vundet verdens ideologiske kamp uden at løse mange skud.

Man kan skelne mellem hård magt og blød magt. Hård magt er kort sagt militære kapaciteter – tanks, fly, soldater, osv. Blød magt kan inddeles i tre kategorier: kultur, ideologi og institutioner.

En af dem, der ikke gav så meget for blød magt, var den tidligere leder af Sovjetunionen Josef Stalin: “Hvor mange divisioner har paven,” spurgte han engang polemisk. I USA ved man også, at blød magt ikke kan klare det hele, hvorfor man stadig er den nation i verden, der bruger flest penge på militæret. (Foto: Scanpix)

I lang tid så det ud til, at USA kunne beholde posten som verdenshersker udelukkende igennem blød magt. Landet havde kontrol med de store internationale institutioner, Sovjetunionens fald lignede en ideologisk sejr til det vestlige demokrati, og alle steder så man Hollywood-film og gik i cowboybukser.

Men også den bløde magtposition synes USA nu at have mistet. Der synes at have været et ophold for nye liberale demokratier, som ellers spirrede frem i massevis i 80’erne og 90’erne. Ligeledes synes nogle demokratier ligefrem at gå i den modsatte retning og i højere grad bevæge sig i en autoritær retning.

Som man kan læse i denne artikel fra Foreign Policy, findes der flere forklaringer på, hvorfor dette er sket. En teori siger, at man i for høj grad har sat sin lid til, at markedet ville kunne give vækst og velstand til alle lande, bare de indførte en liberal-kapitalistisk model. Det skulle gøre det attraktivt at blive en del af den gamle amerikanske verdensorden. Men det modsatte lader faktisk til at være sket. Globaliseringen med markedet som trækplaster har tabt en hel befolkningsgruppe på jorden, der nu stemmer populistiske ledere til magten.

Derudover blev USA så sikre på deres egen bløde magt, at de endte med at peppe den op med lidt hård magt også. Krigene i Irak og Afghanistan endte så forfærdeligt galt, fordi man var sikker på, at så snart diktatoren var fjernet, ville befolkningen naturligt indføre demokrati. Især George W. Bush var fortaler for denne form for blød magt på steroider. Han kaldte USA for en moralsk nation og sagde samtidig: “Sand moral er det samme i alle kulturer, til hver en tid, alle steder på jorden.”

USA er altså ved at have tabt sin tiltrækningskraft, og i stedet kigger man til Kina. Kina var et af de få lande, som hele tiden har nægtet at lade sig indordne under den amerikanske orden og kigger man nøgtern på resultatet, er det gået dem forrygende. Kinas vej til status som supermagt har været en af de hurtigste i verdenshistorien og den har været relativ fredelig. Og nu forsøger Kina at opbygge et lederskab bygget på blød magt. Men deres bløde magt udmøntes på en markant anden måde, end det var tilfældet hos USA. Deres forslag til andre stater lyder som følger: “Du behøver ikke være ligesom os, og du behøver ikke ville det samme, som vi vil. Du kan deltage i en ny form for globalisering, mens du får lov til at beholde din egen kultur, ideologi og dine egne institutioner.” Måske er det en sådan kinesisk verdensorden, der snart kommer til at overtage fra den amerikanske.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12