Nyhedsanalyse

Ingen bed på nyt kagestunt

Alt var sat i scene til det perfekte sommergruppemøde, da Dansk Folkeparti onsdag skød den politiske efterårssæson i gang: Omgivelserne i Sønderjylland var som taget ud af en hymne fra Højskolesangbogen, og Dansk Folkeparti stod tilmed klar i gågaden i Sønderborg til at overtrumfe Inger Støjbergs kagestunt. Men magien virkede ikke rigtigt længere: Chokeffekten er forsvundet.

Lagkagerne med påskriften ‘Over 100 stramninger’ og Dansk Folkepartis logo var gjort klar i god tiden, inden journalisterne overhovedet fik besked om eftermiddagens planlagte stunt i gågaden i Sønderborg, nærmere bestemt i Citykrydset i den sydlige ende af Perlegade. Det skulle komme som en overraskelse, ja, næsten som en spontan manifestation.

Men stik mod forventning skete der ikke så meget, da ‘strammerkagen’ endelig blev serveret. De få forbipasserende sønderborgensere, som i overvældende grad stemte på netop Dansk Folkeparti ved sidste valg, var ikke lige sådan til at ryste eller engagere, og indtil videre er de i alt fire Sønderborg-kager heller ikke gået viralt i resten af landet.

Det er ikke let at koreografere en shitstorm. Slet ikke hvis man forsøger at gentage en provokation, som tidligere er gået fuldstændigt agurk.

Den nøje planlagte kage-provokation fængede ikke an i den lumre hede midt på Perlegade. Størstedelen af verdenspressen fra København var da også samtidig på vej mod den lille lufthavn ved Sønderborg, hvor det sidste fly mod hovedstaden skulle til at afgå, netop da papkasserne med kage blev åbnet.

Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl uddeler kage i Sønderborg by i anledning af 100 stramninger efter partiets sommergruppemøde. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ingen Støjberg-effekt

På papiret havde sommerens første mediestunt ellers massivt potentiale til at kunne hvirvle rundt på sociale medier. Da Venstres udlændingeminister Inger Støjberg i marts 2017 lagde et foto op på Facebook, hvor hun står med kage med Dannebrog og et glasur-skilt, der markerede 50 udlændingestramninger siden valget, eksploderede debatten.

Dengang blev kagestuntet øjeblikkeligt en international skandale. New York Times berettede fra København og konkluderede, at ”the minister’s decision to post it reflects a populist backlash against migration across Europe so robust that it is now considered a badge of honor, even among mainstream politicians, to boast about making life harder for refugees.”

Inger Støjberg fik provokeret så mange af hendes modstandere, de såkaldte ‘slappere’, at hun automatisk blev en heltinde for de fleste strammere. Ved at lægge et simpelt foto af en kage op på Facebook, fik hun skabt langt mere debat end selve vedtagelsen af de mange stramninger – hvoraf en del tilmed ikke engang er blevet bragt i anvendelse endnu. Men alle var nødt til at forholde sig til kagen.

Sådan spiller musikken tydeligvis ikke længere. Selv om en kage i anledningen af ”over 100 stramninger” nominelt burde være en dobbelt så stor provokationen som Støjbergs 50’er-kage fra 2017, lykkedes det ikke for de fem DF-mænd, Kristian Thulesen Dahl, Martin Henriksen, Peter Skaarup, Søren Espersen og den lokale Jan Rytkjær Callesen, at skabe ballade i gågaden.

Dansk Folkepartis folk glæder sig over, at stramningerne er blevet mainstream, og at hele det politiske spektrum er flyttet sig i deres retning i de senere år. Men mon ikke de alligevel drømmer sig lidt tilbage til dengang, hvor deres blotte udsagn kunne skabe stort ståhej?

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen uddeler kage i anledning af 100 stramninger efter partiets sommergruppemøde på Comwell Hotel i Sønderborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tilbage til gamle travere

Frarøvet evnen til at stjæle mediebilledet med spektakulære stunts måtte Kristian Thulesen Dahl nøjes med mere klassiske politiske budskaber. På pressemødet, der blev afholdt med den billedskønne Flensborg Fjord i baggrunden tæt ved havnen i Sønderborg, satsede DF-formanden på to gamle trumfkort, som tidligere har givet partiet succes: Landets pensionister skal fremover have lidt mere udbetalt hver måned, og danskerne skal have lov til at stemme om en dansk variant af Brexit, en såkaldt Dexit eller Danexit.

Men selv disse to travere – ældrevelfærd og EU-skepsis – kunne Dansk Folkeparti heller ikke for alvor løfte ud over rampen på pressemødet. Den ændring af satspulje-midlerne, som Kristian Thulesen Dahl konkret foreslår, vil næppe blive meget mere værd for den enkelte folkepensionist end prisen på f.eks. en enkelt flødeskumskage eller to. Og på EU-fronten er det mildest talt uklart, hvad Dansk Folkeparti egentlig ønsker.

På den ene side ønsker Kristian Thulesen Dahl ikke, at Danmark skal melde sig helt ud af EU-samarbejdet, og bl.a. skal forblive i det indre marked, men på den anden side ønsker han, at Danmark skal lade sig inspirere af en britisk løsning og således følge Storbritannien, der formelt og helt reelt er ved at træde ud af den europæiske union.

Begge dele er ikke muligt, og tvetydigheden afspejler, at det slet ikke er så let længere at være dansk EU-skeptiker. Særligt ikke i en tid, hvor det fælleseuropæiske samarbejde er i indre opløsning. For første gang i mange, mange år kan Dansk Folkepartis kurs i EU-politikken ikke længere formuleres i ét letfatteligt slogan.

Kristian Thulesen Dahl havde også et sidste forslag, som i virkeligheden er dybt kontroversielt, men også ganske teknokratisk: På sommergruppemødet lagde Dansk Folkeparti op til at ville nedlægge de fem regioner, for i stedet at centralisere sygehusene hos staten og decentralisere den øvrige sundhedssektor ud i kommunerne.

Men også her er der flere løse ender. For hvad er det helt håndgribeligt, som Dansk Folkeparti egentlig ønsker, at der skal være af sundhedsfaciliteter i en kommune som Sønderborg? Og hvordan hænger udmeldingen sammen med Dansk Folkepartis faktiske adfærd på Christiansborg? Med stemmer fra bl.a. Dansk Folkeparti er en række afdelinger og funktioner på Sønderborg Sygehus i disse måneder ved at blive flyttet væk og videre til det nye, udvidede akutsygehus i Aabenraa, 36 kilometer væk.

Dansk Folkeparti, der fik 30,4 pct. af stemmerne i Sønderborg i 2015, har tydeligvis mistet noget af magien. Partiet dominerer ikke dagsordenen på samme måde som hidtil. Men alligevel: Undervurdér aldrig Dansk Folkeparti. Hver gang de er blevet afskrevet, har de slået endnu stærkere tilbage.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12