Nyhedsanalyse

Skriften på jakken symboliserer den hidtil største krise for Trump

Donald Trump er notorisk kendt for, at vi ikke skal tage alt, han siger, for gode varer, og kritikken har tendens til at prelle af. Men den humanitære krisesituation ved den amerikansk-mexicanske grænse har skabt den hidtil største krise for Trump. En krise, han ikke længere kan redde sig ud af ved at være ligeglad eller skyde skylden på modstanderne, og som er symboliseret ved en olivengrøn parkajakke.

U.S. first lady Melania Trump walks from her to her motorcade wearing a Zara design jacket with the phrase "I Really Don't Care. Do U?" on the back as she returns to Washington from a visit to the U.S.-Mexico border area in Texas, at Joint Base Andrews, Maryland, U.S., June 21, 2018. REUTERS/Kevin Lamarque?

”Det er dobbeltmordet, som du har gjort dig skyldig i! Mordet på din egen sjæl og på min!”

Henrik Ibsen i John Gabriel Borkman (1896)

USA’s førstedame, Melania Trump, har både penge på lommen og sans for godt skrædderarbejde. Hun er kendt for at ty til dyre modehuse som Dolce & Gabbana og Ralph Lauren, og hun har båret en næsten 9.000-kroners skjorte fra franske Balmain.

Men selv om hun plejer at købe dyrt, kan hun også godt shoppe i Zara, det spanske svar på H&M. Det viste hun under en surprise-visit på et børnehjem i Texas, hvor hun bar en olivengrøn, knælang parkasag til 35 dollars fra Zara – og med ét fløj direkte ind i den overophedede debat om forældreløse immigrantbørn.

På børnehjemmet Upbring New Hope Children’s Shelter i McAllen i Texas bor der 55 børn, som alle er blevet skilt ad fra deres forældre som en konsekvens af USA’s nultolerancepolitik ved den amerikanske grænse. Melania Trump spurgte børnene, hvordan de havde det, hvor de kom fra, og da hun gik, sagde hun: ”Vær sød ved andre, okay? Dejligt at møde jer.”

Da sikkerhedsvagterne bagefter gelejdede Melania ind i den skudsikre førstedamebil, kunne man se bagsiden af Zara-jakken. ”I Really Don’t Care. Do You? eller ”Jeg er virkelig ligeglad. Er du?” stod der med hvide, graffitiinspirerede penselstrøg.

Melania Trumps kommunikationsrådgiver kan forsikre pressen om, at det bare er en jakke, og at der ingen skjulte budskaber er. Og Donald Trump loggede på sit foretrukne medie, Twitter, for at forsvare sin kone.

https://twitter.com/realdonaldtrump/status/1009916650622251009

Skriften på jakken

Måske er budskabet blot, at Trump ikke gider høre på mediernes løgnagtige kritiske røster? Problemet med sådan et budskab er dog, at det ikke lader sig afkode ved første øjekast. Det kræver en forklaring, som man ikke får, en kontekst, kunne man kalde det. Så når der bare står på jakken, at præsidentfruen er ligeglad, må vi spørge os selv, hvad hun er ligeglad med.

Skriften på jakken og den medfølgende forklaring symboliserer ganske elegant Trump-præsidentembedets grund-dna. Trump og Melania er ligeglade med, hvad folk mener om dem. De gør, hvad der passer dem, og de er imod etablissementet. Det er en af trumpismens kongstanker og en væsentlig årsag til, at han blev valgt som det nye friske pust i et politikertræt samfund.

Problemet er, at taktikken ikke længere er nok for Trump. Go-to-taktikken om at skyde skylden på medierne eller politiske modstandere, der vil ham det ondt – at have kniven pegende permanent udad – har længe ligget i øverste skuffe på Trumps skrivebord. Men det er ikke længere nok. For de umenneskelige scener, hvor helt små børn, mens de græder, bliver revet væk fra deres forældre, har vist sig at have politiske konsekvenser.

Ingen krise har hidtil vakt så megen væmmelse. Som lektor ved amerikanske studier på Københavns Universitet Mette Nøhr Claushøjr siger til DR, så kommer modstanden nu også fra ”selv den kristne højrefløj og andre, som har været nogle af Trumps mest trofaste støtter.”

Med ro i stemmen kan man sige, at det er ikke den første krise, Trump står i. Medierne og den politiske opposition har haft talrige horn i siden på præsidenten siden begyndelsen af hans præsidentembede. Listen er lang, men for at nævne et par stykker: Allerede en uge efter han blev indsat som præsident, indførte han et kontroversielt indrejseforbud, der primært indbefattede muslimske lande og vakte kritik. Siden har han fyret sine medarbejdere for et godt ord, muligvis haft en affære med pornostjernen Stormy Daniels, lagt sig ud med FBI, Canada og Europa.

Tusindvis af børn er revet væk fra deres forældre, 2.300 børn under 12 år er indlogeret på militærbaser. Det har fået demokraterne til at fare op – de vil ikke stå model til det mere. De vil ikke stå til indtægt for en inhuman katastrofe af den kaliber, vi alle sammen er vidne til i disse dage. Og Trump må bukke under for presset – fx blev han nødt til at underskrive et dekret i går, der bebudede, at han ville holde sammen på immigrantfamilier.

I forbindelse med underskrivningen af det nye dekret sagde præsident Trump, at han ville ”holde sammen på immigrantfamilier og genforene disse tidligere adskilte grupper”. Men ikke hvordan. Altså udover at Trump ville indlogere 20.000 flygtninge på militærbaser – helt uklart om der er tale om børn eller hele familier. New Yorks senator, Chuck Schumer, spurgte: ”Hvordan kan det overhovedet gennemføres?”

Donald Trump er ikke bleg for at skyde skylden på de demokrater, der stiller spørgsmålene. ”De er ligeglade med børnene. De er ligeglade med problemerne. De er ligeglade med alting”, siger Trump med henvisning til de demokrater, der stiller kritiske spørgsmål og dermed forpurrer hans planer.

Apolitisk væmmelse

Det altoverskyggende problem er det samme, som det altid har været: Trump er ligeglad helt ind i sjælen. Men heldigvis er der noget, der tyder på, at han ikke kan blive ved med at være det. Hidtil har Trump gledet af, skrevet noget underminerende på Twitter eller smidt ”Fake News”-kortet i tide og utide.

Robert Mueller-sagen, der handler om Ruslands valgmanipulation i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016, kan give Trump en rigsretssag på halsen, hvis Republikanerne ikke står med et flertal i begge kamre efter primærvalgene til november.

Den sjæl han selv har stået for at praktisere, den ligeglade løse kanon, der ikke var en del af etablissementet, selv om han egentlig var præsident for selv samme, kan meget vel vise sig at være kommet til kort. De forældreløse børn har vakt væmmelse hos modstandere og støtter, og Trump bliver nødt til at tage affære, hvis ikke situationen skal have fatale konsekvenser for ham selv. Det kan Trump ikke være ligeglad med.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12