Kære læser

Pas på (børnene)

MCALLEN, TX - JUNE 12: Central American asylum seekers, including a Honduran girl, 2, and her mother, are taken into custody near the U.S.-Mexico border on June 12, 2018 in McAllen, Texas. Den amerikanske førstedame, Melania Trump, kan ikke holde ud at se, hvordan migrant- og flygtningebørn bliver skilt fra deres forældre ved grænsen. Det skriver Ritzau, mandag den 18. juni 2018.. (Foto: JOHN MOORE/Ritzau Scanpix)

Noget af det mest vidunderlige, man kan foretage sig, hvis man for eksempel sidder i en bil med små børn, er at lytte til det helt halfdan rasmussenske, mægtig melodiske sangunivers, som er bygget op omkring karakteren Hr. Skæg (spillet af Mikkel Lomborg) på DR’s børne-tv-kanal Ramasjang.

En af Hr. Skægs bedste sange, ‘Pas på (du ikke passer alt for meget på)’, handler om, hvor helvedes farligt alting er, og det er jo rigtigt. Den starter sådan her: ”Verden er så fuld af barbarer./ Rundt om hjørnet lurer der farer./ Folk, der ryger hash,/ rustne søm og glas/ på din legeplads.” Den umiddelbare løsning, synges der videre, er, at ”blive inden døre” og ”holde sig for øjne og for øre”.

Men så kommer det geniale omkvæd, som punkterer det hele: ”Pas på!/ Pas på!/ Pas på (du ikke passer alt for meget på).” For som Hr. Skægs ven Hr. Overskæg advarer, så er det at passe for meget på ”noget af det farligste”, man kan gøre.

Det er lige til at forstå – selv for voksne. Det nytter ikke at bekymre sig om ting, der alligevel er ude af ens kontrol. Det store problem er børnene, de uskyldige små; med dem kan det være svært at finde grænsen mellem overdreven ængstelse og en B.S. Christiansen-agtig rettidig omhu.

Stille og udramatisk

Her til morgen faldt vi for eksempel over en artikel, som handler om, at drukning ikke ligner drukning. Det vil sige: Når nogen drukner, sker det slet ikke på den måde, mange af os forestiller os. Det sker stille, for der er en række forhold ved selve druknesituationen, der gør, at den druknende hverken kan råbe og baske med armene. Artiklen indledes med en anekdote om et ægtepar, der ligger og pjasker og råber i vandet mellem deres store sportsbåd og stranden, da bådens kaptajn, en tidligere livredder, pludselig kaster sig i vandet 50 meter derfra med alt tøjet på og begynder at svømme hurtigt i deres retning, som om han vil redde dem. Først bliver de irriterede. Kan han ikke se, at de bare har det sjovt? ”Vi har det fint!” råber de, da han kommer tættere på. ”Væk!” råber kaptajnen og svømmer mellem dem. Og lige bag dem, blot ti meter derfra, kæmper deres niårige datter for ikke at drukne – og de har ikke opdaget noget som helst. Først da kaptajnen får fat under hende, formår hun at råbe: ”Far!”

Artiklens forfatter skriver, at drukning som dødsulykke for børn på 15 år og nedefter kun er overgået af bilulykker, og at halvdelen af de børn, som lider druknedøden, gør det med en forælder eller en voksen inden for en radius af 25 meter. Ja, for 10 pct. af de druknede børns vedkommende vil det endda ske, mens en voksen står og ser på det uden at ane uråd.

”Et helt orkester”

Det er ikke til at holde ud at tænke på. Børn er børn – og de er uskyldige. Siden april har USA’s grænsepoliti på ordre fra Ministeriet for indenlandsk Sikkerhed fjernet 2.300 mellemamerikanske børn fra deres forældre, mens de har forsøgt at krydse grænsen for at søge asyl i det forjættede land mod nord. Forældrene er blevet arresteret, børnene er blevet tilbageholdt andetsteds.

Amerikansk lovgivning kræver ikke, at asylsøgende forældre skal have fjernet deres børn; det er bare et led i Donald Trump og hans regerings striksere flygtninge- og indvandrerpolitik. Kalkulen er fuldstændig kynisk: Det værste, man kan gøre ved forældre, er at tage deres barn fra dem. Trump antyder, at den bedste løsning på problemet er at bygge hans syge grænsemur, så situationen slet ikke opstår.

Amerikanske medier har heldigvis kastet sig over det. En mand fra Honduras ved navn Marco Antonio Muñoz begik selvmord i detentionen, efter at hans treårige søn var blevet fjernet fra ham. Og CNN beretter, at grænsepolitiet tog et lille barn fra en kvinde, mens hun gav det bryst. Da moren gjorde modstand, fik hun håndjern på.

Da historien om den amerikanske hærs overgreb på fanger i Abu Ghraib-fængslet i Irak kom frem i 2004, var det helt afgørende for dens udvikling, at der var blevet lækket fotos af forbrydelserne. Offentligheden kunne straks relatere til det. Det var ulækkert, dybt forargeligt og fuldstændig ude af trit med alle internationale konventioner og menneskerettigheder.

Mediet ProPublica ligger inde med et lignende våben, som kan få samme betydning. Det er kommet i besiddelse af lydoptagelser fra det sted, hvor amerikansk grænsepoliti tilbageholder de mellemamerikanske børn. Og de græder. Det er hjerteskærende at lytte til. Et sted på optagelsen kan man høre en politimand gøre sig morsom over det: ”Vi har et helt orkester her.” Barbarer! Lyt selv til det – og pas på børnene.  /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12