Nyhedsanalysen

Det er Philip Roth, som er død

Han blev 85 år og var blandt USA’s allerstørste forfattere. Et hav af priser, et hav af bøger, et hav af ubegribelige karakterer. Herunder også ham selv. Vi giver dig en guidet tur gennem hans liv og de bedste nekrologer.

(ARKIV) Author Philip Roth poses in New York September 15, 2010. Den amerikanske forfatter Philip Roth fylder 85 år mandag den 19. marts 2018. (Foto: ERIC THAYER/Scanpix 2018)

The idea is to turn flesh and blood into literary characters and literary characters into flesh and blood.

Philip Roth var den sidste af de store hvide newyorker-forfattere. Sådan beskriver New York Times ham i en lang nekrolog, uden det er ment som noget nedsættende. Tværtimod. Han var kendt for at tematisere manderollen, som den så ud fra 1970’erne og frem, og gennem adskillige alteregoer at undersøge, hvad det vil sige at være amerikaner, jøde, søn, far, forfatter og nok frem for alt mand.

Han er ofte blevet sammenlignet med andre newyorkere som Saul Bellow og John Updike, men selv distancerede han sig en smule fra dem. Som her i et interview fra The New Yorker i 1996:

“Updike and Bellow tog deres lommelygte og pegede den ud i verden. Afslørede verden, som den ser ud nu. Jeg har gravet et hul og lyser med min lommelygte ned i hullet.”

Bare 26 år gammel var han den yngste både før og siden til at modtage den velansete bogpris National Book Award. Det skete, da Roth i 1959 debuterede med romanen Farvel, Columbus, som fokuserede på identitetsproblemer for jøder i USA, familieforhold og seksualitet.

Siden fortsatte han med at masseproducere sællerter. Blandt de mest populære bøger er Komplottet mod Amerika (2004), En menneskelig plet (2000)Sabbaths teater (1995) og Amerikansk pastorale (1997), som han modtog en Pulitzer-pris for. Hans sidste roman, Nemesis, udkom i 2010. Den handler om en polioepidemi tilbage i 1944.

En nobelpris kunne det ikke blive til, selv om han ofte har været på bookmakernes shortlister, men han modtog til gengæld to National Book Awards, to National Book Critics Circle Awards, tre PEN/Faulkner Awards og Pulitzer Prize samt the Man Booker International Prize.

Egentlig var han ikke meget for at tale om sine egne bøger, selv om de i vid udstrækning virkede selvbiografiske. Igen og igen er han vendt tilbage til sin barndoms Newark i det nordøstlige USA, til en stolt jødisk middelklasse og flere gange med de samme navne og den samme historie som sin egen families. Som han selv udtrykker det om sin far i En søns far:

“Hans repertoire har aldrig været bredt. Familie, familie, familie, familie, Newark, Newark, Newark, jøde, jøde, jøde. Lidt som mit eget.”

Konstant har han leget med disse roller, hvilket han havde mindre imod at udfolde. Som her i et interview i The Paris Review fra 1984:

“At skrive falske biografier, forfalske historie, udleve halvt opfundne oplevelser ud i et faktisk drama via min egen figur. Det er mit liv. Man skal jo have lov at more sig i dette liv.”

Men selve bøgerne holdt han tæt til kroppen:

“Man bør lade folk kæmpe med bøgerne på egen hånd og lade dem finde ud af, hvad de er, og hvad de ikke er,” lød det dengang fra forfatteren i et af de sidste interviews, han gav. Det var til New York Times i januar, hvor han også kommer ind på sin egen død:

”Lige nu forbavser det mig, at jeg stadig er her, når hver dag er ovre. Når jeg går i seng om aftenen, smiler jeg og tænker, ‘jeg fik en dag mere’. Og så er det forbavsende at vågne otte timer senere og opdage, at det er morgen dagen efter, og at jeg bliver ved med at være her. ‘Jeg overlevede en nat mere,’ og den tanke får mig til at smile igen. Jeg går smilende i seng, og jeg vågner smilende. Det glæder mig meget, at jeg stadig lever. Og når det her sker, som det har gjort uge efter uge og måned efter måned, siden jeg begyndte at få pension, skaber det en illusion af, at det aldrig vil få en ende, selv om det selvfølgelig kan slutte med et fingerknips. Det er ligesom at spille det samme spil dag ind og dag ud, et spil med en høj indsats, som jeg mod alle odds bliver ved med at vinde. Vi får se, hvornår mit held slipper op.”

Philip Roth blev 85 år gammel.

Tre uomgængelige portræt-interviews med Roth:

 

The New Yorker. David Remnick: ‘Into the Clear’ (2000)

Et dybt, ufatteligt velskrevet og klogt portræt af The New Yorkers nuværende chefredaktør, da han kun var en ung knægt midt i 30’erne.

 

New York Times. David Simon: ‘No Longer Writing, Philip Roth Still Has Plenty to Say’ (2018)

Et af de sidste interviews, Roth har givet, men han har stadig en masse på hjertet. Om Trump, #MeToo og pensionsalderen.

 

Paris Review. Hermione Lee: ‘Philip Roth, The Art of Fiction No. 84’ (1984)

En klassiker fra Roths yngre dage. Om fiktion, virkelighed og det at skrive.

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12