Valg i Grønland

Under isen ligger oprøret og ulmer

Den grønlandske ungdom er stærk og fuld af modige stemmer, der stiller sig op og laver larm. Men selv i de stærkeste unge findes en rodløshed, der skyldes en konstant søgen efter selvforståelse. De sidste 300 år har Grønland mere eller mindre haft en evig identitetskrise, hvor man har forsøgt at fortælle landets indbyggere, hvordan de skal være. Og det har naturligvis skabt et oprør.

Det viser sig i gadebilledet, i kunsten, litteraturen og på musikscenen. Et grønlandsk ungdomsoprør ligger og ulmer under overfladen, og det bygger på vrede, frustration og en følelse af aldrig at føle sig god nok. Grønlands ungdom er stærk, og nu har de truffet et valg om at sige fra. Tiden er fuld af oprør, fortæller de – og oprøret skal ikke bare ulme, det skal buldrekoge.

Aka Niviâna på 23 år har taget oprøret til sig. Hun føler et ansvar for at få det til at ske. Hun vil provokere, siger hun, for så lytter folk. Måske tænker de på, hvad fanden hun bilder sig ind, men i det mindste lytter de. Aka Niviâna er født i Nordgrønland, men selv om hun flyttede til Danmark som barn, og har haft sin opvækst i en dansk folkeskole og på et dansk gymnasie, har hun aldrig været i tvivl om sine rødder.

”Jeg har altid følt mig meget tæt knyttet til Grønland. Og folk har aldrig ladet mig glemme, at jeg er grønlænder. Hverken min familie eller danskerne. Der har altid været en påmindelse om, at jeg er grønlænder. Fra mine forældre har jeg fået at vide, at jeg skal være stolt og holde fast i min kultur. Fra omverdenen har det mere været en konstant påmindelse om, at jeg ikke er ligesom dem,” siger hun.

I januar flyttede Aka Niviâna tilbage til Grønland. For hun har brug for at genfinde sit sprog og sin oprindelige kultur, så hun kan finde ud af, hvem hun i virkeligheden er, siger hun og tilføjer, at det lyder som en rigtig indigenous-kliché. Men det er sådan, hun har det.

300 års identitetskrise

De seneste fem år har Aka Niviâna råbt op om sine frustrationer over at føle sig identitetsløs. For der er nogen, der er nødt til at råbe, siger hun, og derfor bliver hun ved med at skrive provokerende tekster, der skal skabe debat og tvinge folk til at lytte. Ligesom mange andre grønlændere er hun træt af den uvidenhed og de fordomme, hun møder, når hun fortæller, hvor hun kommer fra:

”Der er mange danskere, der har den holdning, at vi skal være taknemmelige for det, Danmark har gjort for Grønland. At vi ikke må brokke os, fordi vi står i gæld til Danmark, der giver os bloktilskud. For Danmark har jo reddet os hedninge, ikke?”

Aka Niviâna vil udfordre debatten med sine ord. Det samme vil Josef Tarrak med sin musik, ligesom Malene Vahl Rasmussen og Paninnguaq Tarrak vil det gennem politik. Sociale medier har givet unge grønlændere en platform, hvor deres frustrationer kan blive hørt, og globale bevægelser som for eksempel Black Lives Matter i USA har givet dem et ordforråd, der kan forme ordene. Og det er vigtigt at råbe op – også selv om lytteren måske ikke bryder sig om det, siger Aka Niviâna:

”Lige så snart man begynder at italesætte det her som et problem, så er mange folk hurtige til at sige, at vi har en offermentalitet. Men det er ikke det, det handler om. Det handler om mangel på identitet. Som grønlænder fører man hele tiden en identitetskamp med sig selv. De sidste 300 år har Grønland mere eller mindre haft en evig identitetskrise, hvor nogen har forsøgt at fortælle os, hvordan vi skal være. Og det har selvfølgelig skabt et oprør.”

Streger i ansigtet og perler om halsen

Vejen ud af den evige identitetskrise skal tilsyneladende findes i den oprindelige inuitkultur. I de seneste år er flere og flere unge grønlændere begyndt at tage deres forfædres oprindelige traditioner til sig, og mange steder i byerne dukker unge op med inuittatoveringer på arme og i ansigtet og perlebesatte kraver om halsen.

For Rosannguaq Rossen, der er adjunkt og ph.d-studerende ved Ilisimatusarfik Universitet i Nuuk, handler unges interesse for den oprindelige grønlandske kultur om at kunne vise sin nationalitet frem og stå ved den.

”For nogle børn og unge handler det om at vise, at man er grønlænder. Man kan vel sige, at de overkommunikerer deres grønlandskhed ved for eksempel at få de her traditionelle tatoveringer. Mange grønlandske unge føler sig splittede, fordi de ikke passer ind nogen steder, og derfor skaber de den her identitetskonstruktion,” siger hun.

Ifølge Rosannguaq Rossen hænger tilhørsforholdet til den oprindelige kultur i høj grad sammen med de strømninger, der sker i samfundet. Hvis den politiske snak om selvstændighed blomstrer, så blomstrer tilhørsforholdet til inuittraditionerne også. Ved indførelsen af det grønlandske selvstyre i 2009 blussede snakken om selvstændighed pludseligt op, og det var med til at skabe en grønlandskhed, som man også kunne se i modebilledet, fortæller Rosannguaq Rossen. Med selvstyrets oprettelse blev det pludseligt enormt populært at bruge tøj og smykker, der symboliserer den grønlandske kultur. Det samme gælder for de traditionelle tatoveringer, der har vundet indpas hos den unge generation:

”Man bruger de her symboler for at skille sig ud som grønlænder og afgrænse sig fra verden. Den traditionelle kultur er blevet til et værktøj, der bruges til at revitalisere Grønland,” siger Rosannguaq Rossen.

I 23-årige Aka Niviânas ansigt sidder der også en tatovering. Den løber langs hendes hage. To streger med seks små prikker i midten. På højre arm har hun endnu en. Det er en bøn til naturen om overlevelse, siger hun. Hun forbinder sine tatoveringer med en stolthed. De er det definitive tegn på oprør – for de blev bandlyst for flere hundrede år siden, men nu forsvinder de ikke igen, som hun siger. Med tatoveringerne har hun taget sin identitet tilbage.

Dronning Margrethe i en grønlandsdragt

I fremtiden drømmer Aka Niviâna om et Grønland, der kan stå på egne ben. Om et folk, der selv kan bestemme, og som selv kan definere, hvem de er. Med deres egne stemmer og ikke kongeriget Danmarks. I Aka Niviânas øjne er rigsfællesskabet blevet for romantiseret:

”Det kan da godt være, at det ser fedt ud i de danske historiebøger, og det er da også fint nok at se Dronning Margrethe i en grønlandsdragt. Men det er et meget ensidigt billede, der tegnes af rigsfællesskabet. For selv om vi ikke kan klare os alene lige nu, så er forholdet til Danmark ikke kun en hjælp for os grønlændere. Det har haft konsekvenser for os, og det er dem, vi stadig kæmper med.”

”Jeg tror først, vi finder ind til os selv, hvis vi tager mikrofonen, og selv fortæller vores historie. Det er os, der skal forme vores liv. Jeg drømmer om, at der er flere grønlændere, der bliver hørt og taget alvorligt, og at der bliver givet plads til unge stemmer, også dem som normalt aldrig bliver hørt. Det skal ikke kun være priviligerede unge som mig og folk her i Nuuk, der bliver hørt. De skal også høres ude i de små bygder. Det skal være grønlænderne selv, der rejser sig op og definerer sig selv. Det er det, jeg kæmper for, og det er det, jeg hører i lyden af et ungdomsoprør,” siger 23-årige Aka Niviâna.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12