Valg i Grønland

Man kan ikke bare copy paste et europæisk samfund over på det grønlandske

28-årige Paninnguaq Tarrak-Petrussen er en visionær ung politiker, og 19-årige Josef Tarrak-Petrussen er en vred ung rapper. Sammen udgør de et stærkt ægtepar, der tør råbe højt om deres frustrationer. De er frustrerede over den store rodløshed, der findes blandt Grønlands unge. Mange unge grønlændere kan ikke finde ro, fortæller det unge par. For det er svært at passe ind i et samfund, hvor man i flere hundrede år er blevet fortalt, man ikke er god nok.

På armen har Josef Tarrak-Petrussen tatoveret to fugle, der holder en Qilaat imellem sig. Den grønlandske tromme repræsenterer den kultur, han er så stolt af. Det samme gør de ni blæksorte streger, der står som en sol ud fra læbens buede linje. Tatoveringerne beskytter mod onde ånder, ligesom de gjorde på grønlandske inuitter for flere hundrede år siden. I Paninnguaq Tarrak-Petrussens ansigt pryder stregerne også. Fra hendes underlæbe løber to parallelle linjer ned ad hagen. Traditionelt set signalerer tatoveringerne, at hun er en frugtbar kvinde, der er klar til at indgå i et ægteskab. Og så ser de badass ud.

De har været kærester i godt halvandet år, og i december blev Josef og Paninnguaq gift. Med sig i kirken havde de Paninnguaqs syv-årige datter Mila, og til sommer venter de deres første fælles barn.

Det er ikke svært at få øje på, at Mila og den kommende baby med stor sandsynlighed har Nuuks sejeste forældre. En 28-årig mor, der er politiker, og en 19-årig far, der er rapper. De kæmper begge for et stærkere Grønland med stærke unge. Hun igennem sin politik, han igennem sin musik. Hver for sig har de prøvet at stå helt derude, hvor alt ramlede om ørene på dem. Men nu er det anderledes. I den lille familie er de lykkelige og spændte på fremtiden, siger Josef. Men i mange år har den unge rapper været vred. Det er han sådan set stadig.

”Jeg er vred på os selv og på samfundet. Hvordan er vi endt her? Hvad er det, vi gør? Vi ved det ikke engang selv. Vi prøver at ændre så mange ting, men vi mangler et sted at holde fast. Det er, som om vi er gået i stå og ikke ved, hvor vi skal hen. Der mangler handling, men vi ved ikke, hvordan vi skal handle,” siger han.

Far er faldet i søvn på toilettet

Alt peger på, at Grønlands unge er stærkere end nogensinde, og mange spår landet en lys fremtid, hvor drømme, håb og unge kræfter vinder frem. Men blandt alle drømmene ligger også frustrationerne. Den vrede, som Josef især beskriver i sine raptekster, regerer hos mange af landets unge. De har svært ved at finde deres ståsted i et samfund, der måske nok er på vej op, men som stadig kæmper med belastningen fra de massive sociale problemer, som landets borgere har lidt under i generationer. De unge grønlændere skal heles inde fra, siger Paninnguaq.

Ved gårsdagens valg stillede hun op for partiet Siumut. I valgkampen var hendes fokus rettet mod Grønlands yngste borgere. Ligesom sin ægtemand brænder Paninnguaq for de unge, som sidder fast i deres liv og ikke ved, hvordan de skal komme videre. Det glemte unge, kalder hun dem.

”Der er så mange politikere, der siger så meget om børn og unge, men de aner ikke, hvordan det er at være ung i dag. De ved ikke, hvor hårdt det er, når ingen gider at hjælpe dig, lige meget hvor højt du råber og skriger, og du er endt i så stort et hash- eller alkoholmisbrug, at dine egne forældre ikke kan styre dig. De ved ikke, hvad det vil sige at være omsorgssvigtet. De ved ikke, hvor skræmmende det er at passe sin lillesøster, mens jeres forældre er på druk, og du ikke kan sove om natten, fordi din krop ryster. De ved ikke, hvordan det er at lade, som om du sover, når dine forældre kommer hjem, og du ikke tør gå på toilettet, fordi din far er faldet i søvn derude. De har måske hørt eller læst, hvordan det er, men de aner det ikke,” siger Paninnquaq.

Både hende og Josef har oplevet store omsorgssvigt gennem deres liv, og de ved, hvilke problemer det kan skabe for unge mennesker. Det er den slags problemer, der skaber en rodløshed blandt unge grønlændere. Og det er derfor, både Josef og Paninnguaq kæmper deres kamp for ungdommen. For at vise, at man som ung grønlænder skal være stolt af sig selv og sit ophav, for kun på den måde kan man finde ud af, hvem man er.

”Det er derfor, vi forsøger at bruge vores stemme til at råbe højt, så folk kan se det. Vi er lige her. Vi kæmper. Vi er synlige,” siger Josef.

”Skal du på isbjørnejagt i weekenden?”

Josef og Paninnguaq drømmer om en fremtid, hvor grønlænderne er stolte af deres kultur og tør bruge deres rødder som en styrke frem for at se dem som en svaghed. Som ung grønlænder er det nemt at føle, at man ikke er god nok. Ifølge Paninnguaq bunder det i, at de ikke passer ind i det samfund, der trækkes ned over hovedet på dem.

“Vi er nødt til at acceptere, at vi ikke er danskere. Vi er ikke europæere. Vi skal ikke prøve at efterligne danskere eller leve efter det system, de lever i. Man kan ikke bare copy paste et europæisk samfund over på det grønlandske,” siger Paninnguaq.

I 300 år har Danmark og Grønland været forbundet, og det flere hundrede år gamle bånd har sat sine spor i befolkningen. I skolen taler de fleste elever dansk, og hvis du skal gøre dig forhåbninger om at fortsætte i gymnasiet er dansk et adgangskrav, for undervisningen foregår ikke på det grønlandske modersmål. Der eksisterer måske nok et rigsfællesskab, men det er et falsk fællesskab. Det skal man ikke opholde sig ret længe blandt grønlændere for at konstatere. For fællesskabet går kun den ene vej. Det grønlandske folk lever med danskheden hver eneste dag, men danske borgere ved ingenting om Grønland.

”Der er så stor uvidenhed og så mange fordomme om Grønland i Danmark. Når jeg er i landet, kan danskere finde på at spørge mig ‘Nå, er du grønlænderstiv?’, ‘Er du alkoholiker?’, ‘Skal du på isbjørnejagt i weekenden?’ De forstår ikke, at jeg aldrig har set en isbjørn i mit liv. De spørger endda, hvordan det kan være, jeg er så god til dansk,” siger Paninnguaq.

”Der var nogen fra TV 2, der spurgte os i går, hvordan det kan være, vi er så gode til dansk. Fra TV 2!,” bryder Josef ind.

Ja, der blev jeg sådan helt ‘Oh my god, har I slet ikke lavet research, før I kom hertil?’ De synes, det hele var så spændende, og det var første gang, de var her. Jeg tænkte bare ‘Lille ven, vi følger med på TV 2 og DR, alle vores varer er fra Danmark, vores skilte står på dansk. Vi kender alt til Danmark,” siger Paninnguaq.

At tage sit ansigt tilbage

I valgkampen op mod gårsdagens valg til Grønlands landsting, Inatsisartut, har partiet Partii Naleraq gjort sig særligt bemærket. I Naleraq kæmper man for et nationalistisk Grønland, og partiet vil blandt andet have danskerne skubbet væk fra landets erhvervsliv for at give plads til grønlænderne. For Josef og Paninnguaq er det vigtigt at understrege, at de på ingen måder støtter den tankegang. De kan ikke fordrage den måde at se Grønland på. De hader ikke danskere, det har aldrig handlet om et had. For det unge ægtepar handler det bare om, at grønlænderne – og især de unge grønlændere – skal kende deres oprindelige kultur bedre, så de har lettere ved at finde ud af, hvem de er.

”Vi har brug for at vide, hvad vi kommer fra, og hvordan vores forfædres historie er. Vi ved så meget om Hans Egede (dansk missionær, der kom til Grønland i 1700-tallet og gjorde grønlænderne kristne, red.) og vikingerne, men vi ved ikke, hvad der skete med grønlænderne. Hvad gjorde min bedste-bedste-bedstefar, da Hans Egede kom?” siger Josef og bliver bakket op af sin hustru:

”Hans Egede forbød trommen og ansigtstatoveringerne og vores kultur, og folk blev tvunget til at blive døbt og blive kristne. Og selv om jeg er kristen nu og har det fint med det, så er jeg også meget inspireret af det åndelige og den oprindelige kultur med trommedans og tatoveringer. Jeg er så stolt af at være grønlænder. Jeg føler endelig, at jeg er god nok. Og det har taget mig lang tid at komme hertil.”

Det er den stolthed, som Josef og Paninnguaq så inderligt ønsker, at alle unge i landet skal finde. Og det er derfor, de står fast på, at deres oprindelige kultur skal have lov at gøre sit indtog. Ikke nødvendigvis for at få selvstændighed, men simpelthen for at turde være stolt af Grønland i stedet for at skamme sig. Det er også derfor, parret har fået tatoveringerne i ansigtet.

”I hele vores liv har vi kæmpet for at være nogle andre, end vi er. Nu tager vi vores ansigt tilbage og tilføjer noget smukt og stolt til det. Det giver sådan en …” siger Josef og leder efter ordet. Han siger hurtigt noget på grønlandsk til sin kone, der kommer ham til undsætning:

”Det giver en ro,” siger Paninnguaq.

”Ja, netop. Man får meget ro i sig selv ved at tage sit ansigt tilbage,” siger Josef.

Bryd ud af social arv og friendzone

I fremtiden drømmer de to vordende forældre om et stærkt land med stærke unge mennesker, der er stolte af, hvem de er, og hvor de kommer fra. Deres største håb er, at fremtidens unge ikke vil opleve den identitetskrise, som de selv har oplevet. Men for at kunne kæmpe kræver det, at man er sund og psykisk stærk.

Før de to mødte hinanden, levede Josef som hjemløs på gaden i Nuuk, og Paninnguaq var allerede som 19-årig i behandling for et alkoholmisbrug. To gange har hun forsøgt at tage sit eget liv, men alligevel er det lykkes hende at komme helt ud af misbruget og både færdiggøre folkeskolen og nu snart også gymnasiet. Både Josef og Paninnguaq ved, at det kræver enorme kræfter at bryde en social arv. Men de ved også, at det først og fremmest handler om at slutte fred med sig selv og være stolt af sig selv. Den ro, de har fundet i hinanden, håber de, at alle grønlandske unge vil finde en dag.

”Jeg føler mig meget stærkere med Josef. Hver dag siger vi til hinanden, ‘jeg er så glad for, at jeg har dig’. Vi vågner om natten og finder styrke i hinanden. Da jeg mødte Josef, fandt jeg roen, ligesom han gjorde, da han mødte mig. Jeg føler mig så heldig, for vi er bedste venner og kan snakke sammen om alt,” siger Paninnguaq.

”Før vi fandt sammen, prøvede Paninnguaq at friendzone mig. Men jeg var for smuk…” siger Josef.

Ja ja, der var jo også den store aldersforskel,” siger Paninnguaq.

”Men det stoppede os aldrig,” siger Josef.

”Det stoppede aldrig dig, mener du,” siger Paninnguaq.

”Ja ja, det er jo kun et tal, ikke? Nu har du i hvert fald overgivet dig,” siger Josef.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12