Kære læser

Et ekko af retfærdighed

TOPSHOT - This videograb taken from live footage of the International Criminal Court, shows Croatian former general Slobodan Praljak swallowing what is believed to be poison, during his judgement at the UN war crimes court to protest the upholding of a 20-year jail term. Former Bosnian Croat military leader Slobodan Praljak was alive and being treated by medics. / AFP PHOTO / International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia AND AFP PHOTO / - / RESTRICTED TO EDITORIAL USE - MANDATORY CREDIT "AFP PHOTO / ICTY" - NO MARKETING NO ADVERTISING CAMPAIGNS - DISTRIBUTED AS A SERVICE TO CLIENTS

Grusomheden er blevet blottet. Og det kommer næppe til at ske igen, i hvert fald ikke i samme skala: Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, forkortet ICTY, har i årevis og møjsommeligt retsforfulgt i alt 161 personer og idømt lidt over halvdelen, 90 af dem, lange fængselsstraffe for forbrydelser som mord, voldtægt og etnisk udrensning.

Massakrerne og vanviddet, der udspillede sig på Balkan i begyndelsen af 1990’erne, er blevet faktuelt dokumenteret i al sin grimme bestialitet, og de hovedansvarlige er efterhånden blevet stillet til personligt ansvar. En stille, men ubestridelig retfærdighed er sket fyldest, om end tribunalet også står tilbage som et levn fra en svunden tid, dengang drevet af drømmen om international forsoning.

I løbet af de næste uger ventes ICTY at blive nedlagt. Retsopgøret er nemlig ført til ende. Senest med dommen over den 72-årige krigsforbryder Slobodan Praljak, der på spektakulær vis drak en lille flaske gift ved domsafsigelsen i går. Den bosnisk-kroatiske eks-general døde ganske kort tid efter på et hospital i den hollandske by Haag, hvor tribunalet har haft adresse:

”Hr. Praljak drak noget flydende og blev hurtigt dårlig. ICTY’s lægefolk gik straks i gang med førstehjælp, og samtidig blev en ambulance tilkaldt. Han fik yderligere behandling på et nærliggende hospital, hvor han døde,” siger en talsperson for krigsforbryderdomstolen.

Bødlerne er banale

Nyhedens interesse samler sig nu om, hvordan Slobodan Praljak kunne få adgang til den dødelige gift, men dét spørgsmål er reelt ligegyldigt i det større billede. For langt vigtigere er det lige nu at hylde og mindes, at det rent faktisk lykkedes at retsforfølge de værste krigsforbrydere blandt både serbere, kroater, bosniske muslimer og etniske albanere. Og dernæst at tage ved lære af dommene.

I sidste uge blev livstidsdommen over Ratko Mladić stadfæstet. Som bosnisk-serbisk generaloberst stod han i spidsen for Srebrenica-massakren på 8.100 mænd og drenge 11. juli 1995, en tragedie, der kaldes for Europas værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Ratko Mladić slap ikke, ligesom Slobodan Milošević, Serbiens præsident fra 1987 til 97, også mødte retfærdigheden i Haag, hvor han døde i 2006, officielt af et hjerteslag. Men måske også selvpåført?

Hverken mystikken om Slobodan Milošević’s død eller Slobodan Praljaks stunt i går må og skal ikke overskygge den eviggyldige pointe, der ætser sig ind i de iagttagende sind ved alle hidtidige krigsforbrydertribunaler: bødlerne er helt almindelige mennesker; usle skæbner, der kunne være os selv, eller i hvert fald vores naboer. Den konkrete ondskab er ingen fremmed.

Da den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt fulgte retssagen mod SS-officeren Adolf Eichmann i Jerusalem skrev hun – berømt i magasinet The New Yorker: ”På trods af alle anklagemyndighedernes bestræbelser kunne alle se, at denne mand [Adolf Eichmann] ikke var et ‘uhyre’, men det var så sandelig svært ikke at mistænke ham for at være en klovn.”

Den sidste retssag?

Hannah Arendts erkendelse er blevet gentaget i Haag: Milošević, Mladić og Praljak er ikke overmenneskelige uhyre, men banale bødler. Skræmmende, ja, men først og fremmest skræmmende klovne. Ondskaben er et evigt og menneskeligt vilkår, som vi ikke kan undslippe. Ja, i hvert fald kun midlertidigt, hvis vi forsøger at fortrænge forbrydelser mod hele menneskeheden som dem, der skete på Balkan i 1990’erne.

Ulykkeligvis er det ingen selvfølge, at retfærdigheden forfølges. Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien står desværre tilbage som en tidslomme af retsstatslig forsoning. Dansk Institut for Internationale Studier skriver pædagogisk om ICTY:

”International politik var i 1990’erne præget af en tanke om, at den vestlige verden måtte arbejde aktivt for udbredelsen af frihed, demokrati og menneskerettigheder. I forlængelse af den tanke blev samarbejdet om at stoppe krigen et af de største internationale projekter, som indtil da havde været sat i værk.”

I dag er international politik ikke længere præget af tanken om, at den vestlige verden må arbejde aktivt for udbredelsen af frihed, demokrati og menneskerettigheder. Tribunalerne for Rwanda og Cambodja – Det Internationale Tribunal for folkemordet i Rwanda og Røde Khmer-tribunalet – er undtagelserne i en verden, hvor det ikke længere tilstræbes at stille tidens krigsforbrydere til ansvar.

Forum for ofrene

Det tilstræbes ikke længere at optrævle, dokumentere og kortlægge ondskaben i al sin banalitet, for derved at advare kommende generationer. Så meget desto mere grund er der til at hylde krigsforbryder-tribunalerne. De afsluttende ord skal derfor gå til den danske hædersmand, folkeretsekspert og tidligere dommer og retschef for tribunalet for Rwanda, Frederik Harhoff, som for nogle år siden blev interviewet i magasinet Ud&Se:

Der er særligt én episode fra tiden i Afrika, der brænder i Frederik Harhoffs hukommelse. En ældre tutsikvinde sad i vidneskranken. Hun fortalte domstolen, hvordan hutuer en mørk nat nærmede sig familiens gård. I panik gemte hendes pårørende sig i majsmarken. Selv klatrede hun op i et træ på gårdspladsen.

Fra trækronen så hun, hvordan hutuerne fangede alle de andre og gennede dem sammen på gårdspladsen. Herefter fik mændene og børnene hugget hovederne af. Pigerne blev først voldtaget og siden hakket i stykker og smidt i brønden.

– Der var helt stille i salen, da hun havde fortalt sin historie. Jeg forstår ikke, hvordan man mentalt kan overleve sådan en oplevelse, siger Frederik Harhoff.
Det er bestialske vidneudsagn som dette, der har været en del af den danske dommers hverdag både i sagerne fra Rwanda og det tidligere Jugoslavien.

Historier om nationalfølelsens slagside, historier om, hvordan folkeslag ikke skyr nogen midler for at eliminere den menneskelige mangfoldighed, som Frederik Harhoff forsøger at værne om. Men det, der foregår i retssalene, handler ikke kun om retsforfølgelse. Det handler i lige så høj grad om ret og moral og ikke mindst om, at ofrene skal have et forum, hvor de kan fortælle deres historie.

Takket være krigsforbrydertribunalerne vil ondskaben ikke blot glide ud i glemslen. Ofrene vil ikke og skal aldrig blive glemt. / Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12