Ugerevy

Blodhævnen mod Ole Birk

Transportminister Ole Birk Olesen risikerer at blive væltet i næste uge. Officielt handler utilfredsheden om en fejlagtig orientering til Folketinget om PostNord. Men under overfladen ulmer en årelang og forbitret fejde mellem toppen i Dansk Folkeparti og Olesen, som begyndte, dengang han var revolverjournalist på Ekstra Bladet.

Arkivfoto:RB plus. Postens dybe krise afføder chok og mismod. Den skrantende økonomi i PostNord er katastrofal og kritisk, lyder det fra flere partier. Postbudene selv er trætte efter flere år med nedtur og forandringer. Arkivfoto: Ny taxalov bliver mindre liberal end regeringen ønskede. Et flertal på Christiansborg ophæver begrænsningen på antallet af taxilicenser. Nye regler kan ramme Uber. Doorstep med Ole Birk Olesen og flere. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)

Blodhævn går langt tilbage i danmarkshistorien. Drab på slægten hævnes med drab. Fænomenet tilbage fra sagaernes tid trives tilsyneladende fortsat i fuldt flor i magtkorridorerne på Christiansborg. Personangrebene på Liberal Alliances mest ideologiske minister, Ole Birk Olesen, handler nemlig om mere og andet end politisk substans – såsom taxalov, Uber, togforlig og PostNord. Det handler også om ondt blod.

Almindeligvis udfoldes karaktermord og dødelige fornærmelser bag lukkede døre og slipper sjældent ud i offentligheden som andet end andenhåndsrygter. Men i det tilspidsede opgør mellem transportminister Ole Birk Olesen og topfolkene i Dansk Folkeparti ligger en hel bunke af gamle intriger faktisk åbent fremme – som i en radioaktiv sagsmappe ude på nettet.

Transportministeren har en fortid, der pludselig trækker skygger. For som ung og øretæveindbydende flabet journalist på Ekstra Bladet formåede Ole Birk Olesen i en årrække at håne, spotte og latterliggøre de mest magtfulde folk i Dansk Folkeparti med en sjældent set grad af paparazzi-agtig perfiditet: Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen har alle oplevet at blive spiddet på det groveste af Ole Birk Olesen. Nu er det pay back time

Hævnopgøret er naturligvis ikke kun personligt. Konfrontationerne begyndte med forhandlingerne om en ny taxalov, hvor Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen fik blokeret for den liberalisering, som Ole Birk Olesen om nogen havde bygget op til, og som skulle have lovliggjort Uber-modellen. Kim Christiansen triumferede med en brutal kritik: ”Set fra min stol kom Ole Birk ufatteligt skævt ind i jobbet som minister. Han kom med en arrogance og en attitude om, at ‘nu skal min politik bare igennem’. Og man kan godt fornemme, at det er et område, som ministeren ikke har beskæftiget sig med.”

Dernæst gik selvsamme Kim Christiansen sammen med rød blok om et nyt trafikforlig, som VLAK-regeringen bemærkelsesværdigt nok ikke ønskede at være en del af. Her i de seneste døgn har Dansk Folkeparti også ført an i kritikken af Ole Birk Olesens håndtering af det økonomiske sammenbrud i PostNord. Transportministeren beskyldes for at have talt usandt over for Folketinget og trues slet skjult med at blive fyret, hvis han ikke leverer en overrumplende overbevisende forklaring på tirsdag. I et desperat forsøg på at redde Ole Birk Olesen har Liberal Alliance ladet offentligheden forstå, at alle seks LA-ministre vil trække sig, hvis Ole Birk Olesen bliver ofret.

Men forhistorien viser, at konfrontationen mest handler om Ole Birk Olesens person, ikke Liberal Alliance. Som journalist leverede han tre angreb, som i Dansk Folkeparti blev opfattet som smædeangreb, som bestemt ikke er glemt. Angrebene på Dansk Folkeparti blev tilmed toppet med en bramfri bandbulle mod Lars Løkke Rasmussen – hvor Ole Birk Olesen beskyldte den nuværende statsminister for bl.a. at være en ”fraværende far” og en ”festabe”.

Discount-Pia

Artiklen begynder med ordene: ”Når der ikke er penge til dyre reklamer, må man hoppe og springe for pressen for at få gratis omtale.”

Året er 1998, og Ole Birk Olesen har skrevet en lille historie til Ekstra Bladets side 5:

”Dansk Folkeparti har et problem. Der er kun 500.000 kroner i valgkassen, og det batter ingen steder i forhold til Venstres og Socialdemokratiets budgetter på adskillige millioner kroner. Hvad gør man så? Pia Kjærsgaard demonstrerede i går sin taktik for Ekstra Bladet. Den går ud på at hoppe og springe for fotografer og journalister, at stille op i enhver tænkelig situation, som kan kaste et billede af sig. Som for eksempel, da Ekstra Bladet viste interesse for den McDonald’s-pose, der stod uden for hendes kontor.”

Umiddelbart virker denne indledning måske ikke som hverken injurier eller bare begyndelsen på en mindeværdig artikel. Men så tager løjerne fart:

”Vi har da en burger tilovers, hvis I gerne vil have et billede, hvor jeg har travlt og spiser hurtig mad, tilbød hun og gik straks ind til pressechef Søren Espersen. ‘Søren, hvor er den burger, som ikke blev spist?’ ‘Den, der blev halvt spist op? Det ved jeg ikke,’ sagde han, og så var de væk et øjeblik. Da Pia kom tilbage, havde hun ikke resterne af en burger med, men hun havde fundet et stykke pizza. ‘Vi kunne ikke finde burgeren, men vi kan bruge den her i stedet’.”

Topfolkene i Dansk Folkeparti troede selv, at Ekstra Bladet ville bringe en heroisk historie om de folkevalgtes selvopofrelse og hårde slid. Men Ole Birk Olesen valgte i stedet at skrive: ”Og så knipsede fotografen løs, mens Pia sad med et stykke kold pizza i den ene hånd og spontant greb ud efter telefonen med den anden hånd. På den måde så det hele ekstra travlt ud, men hun havde alligevel tid til at smile til kameraet. Du skal jo spise af den! Kvikt blev pizzaen puttet ind i munden, men ikke noget med at tygge på den, og lige så snart blitzen havde lynet, blev pizzaen taget ud igen. ‘Den er fra i går og ikke særlig lækker,’ forklarede hun.”

Ole Birk Olesen satte her det første frontalangreb ind mod Dansk Folkepartis senere så berømte evne til selviscenesættelse. Artiklen med overskriften ‘Discount-Pia’ slutter således: ”Vi var også et smut forbi depotrummet, hvor Pia Kjærsgaard rullede plakater sammen, selv om hun ellers aldrig laver den slags. Ved siden af hende stod alle de ansatte og rullede og rullede på den samme plakat hele tiden, så det hele så rigtig hektisk ud. ‘Jamen, det er det bedste, vi kan gøre for jer, for vi har faktisk styr på tingene og slet ikke travlt med at pakke valgmateriale,’ fortalte Pia Kjærsgaard. Men hvis man spørger hende selv, så er det Nyrup, der fører vælgerne bag lyset.”

Pia Kjærsgaard glemmer aldrig Ole Birk Olesens tekst.

Luder-forsiden

Dansk Folkepartis nye formand Kristian Thulesen Dahl fremstår som en renfærdig mand i den bredere offentlighed. Gennem årene har han ganske vist været udsat for intens politisk kritik for både løftebrud og zigzag-kurs, men kun yderst sjældent i den grænseoverskridende ende af spektret. Men det er sket. I hvert fald én gang. Skribenten hed Ole Birk Olesen – og han kunne byde velkommen til forsiden på Ekstra Bladet med ordene: ‘Pia Kjærsgaards kronprins amok: Din luder. Forfulgte udenlandsk kvinde fra værtshus til værtshus’.

 

To opsigtsvækkende artikler blev publiceret 20. og 21. april 2001. I avisarkivet ligger fortsat en artikel med overskriften ‘Politiker amok på værtshus’, der begynder således: ”Dansk Folkepartis modvilje mod folk af fremmed herkomst gælder ikke under alle forhold. Det dokumenterede formanden for partiets folketingsgruppe Kristian Thulesen Dahl, da han tidligt i går morges optrådte på slap line på morgenværtshuset Lurblæseren på Strøget i København. Her opførte han sig ifølge flere øjenvidner stærkt provokerende over for en malaysisk kvinde, som han tidligere havde lagt an på og derefter chikaneret ud af det nærliggende diskotek Absalon.” Skrevet af Ole Birk Olesen.

I en anden version, som kan findes online, hedder det: ”Kristian Thulesen Dahl, der ifølge flere øjenvidner chikanerede en ung malaysisk kvinde på værtshuset Lurblæseren i København onsdag morgen, har valgt at gå i flyverskjul og benægte alt. Thulesen Dahl, som er Pia Kjærsgaards kronprins i Dansk Folkeparti, ønskede i går ikke at tale med Ekstra Bladet. Men over for Kanal 94 i Vejle kaldte han sagen ‘det rene opspind’ uden dog at ville uddybe: ‘Jeg vil ikke ind i en diskussion om oplysninger, der grundlæggende er usande.’ Ekstra Bladets øjenvidner er dog ikke i tvivl om, at det er Thulesen Dahl, der lyver. ‘Han satte sig ned ved siden af hende, og jeg gik ned og satte mig ved samme bord. Så hørte jeg, hvordan Kristian Thulesen Dahl opfordrede hende til at gå med sig. Ordret sagde han, ‘do you want to come with me’. Men det ville hun ikke,’ fortæller Susan Bringmann, der er typograf på Ekstra Bladet.”

Dagen efter skrev Kristian Thulesen Dahl selv et harmdirrende modsvar, hvor han afviser hele optrinnet: ”Ekstra Bladets beskrivelse af min færden på et københavnsk morgenværtshus er pure opspind. Jeg skulle blot på toilettet og generede ikke nogen kvindelig gæst.”

I dansk pressehistorie er det vitterligt også opsigtsvækkende med sladderhistorier fra politikernes privatliv. Modsat f.eks. den britiske boulevardpresse. Ekstra Bladet mente imidlertid, at episoden på Lurblæseren var i offentlighedens interesse og tog derfor til genmæle:

”Thulesen Dahls forklaring om, at han og Carl Christian Ebbesen kun var på værtshuset for at benytte toilettet, skal man ikke kigge længe på billederne for at gennemhulle. Det er således næppe toilettet, Ebbesen leder efter i kvindens udskæring. Endelig skal siges, at Thulesen Dahl roligt kan gå i byen for fremtiden. Denne avis løber ikke rundt og fotograferer folk, fordi de har en glad aften – ej heller, hvis der kommer et par genstande for meget under vesten. Derimod kan politikere fra partier, der fører massiv kampagne og trykker plakater mod andre befolkningsgrupper, hvor man beskylder disse for at forulempe kvinder, ikke vide sig sikre mod omtale, hvis de gribes i selv groft at forulempe en kvinde.”

Kristian Thulesen Dahl glemmer aldrig Ole Birk Olesens tekst.

Yvettes ufo-fantasier

Ole Birk Olesen har ikke kun været journalist på Ekstra Bladet og Berlingske. Som iværksætter har han også stået bag det liberale web-magasin 180 grader, der i flere år var kendt for en bramfri og skarp ideologisk attitude. Mest markant var chefredaktøren dog selv. I august 2007 skrev Ole Birk Olesen en leder, hvor han begik en tredje dødssynd: Han gjorde tykt grin med Yvette Espersen, kone til Dansk Folkepartis mangeårige pressechef og nuværende udenrigsordfører Søren Espersen. Lederen, som bygger på et direkte referat fra en privat samtale, begynder stilfærdigt:

”For få år siden sad to journalister fra Berlingske Tidende ved en officiel politisk begivenhed til bords med Dansk Folkepartis daværende pressechef, Søren Espersen – nu sit partis udenrigsordfører – og ikke mindst dennes kone. Konen var et fornøjeligt bekendtskab, som kunne fortælle fantastiske historier om paranormale fænomener, hvoraf især én bed sig fast i hukommelsen på de to journalister, fordi historien involverede Søren Espersen, i dag et potentielt ministeremne, hvis Dansk Folkeparti skulle få mulighed for at indtræde i en regering.”

Lederen, som ligger frit tilgængelig på nettet, accelererer derfra: ”Historien var denne: En aftenstund kommer ægteparret Espersen kørende mod en færge et sted i Danmark, da de ser ud over det tusmørke hav, hvor et usædvanligt syn møder dem. I luften over vandet hænger en stor lysende firkant! Som en etage der er skåret ud af et højhus. Pludselig bevæger genstanden sig væk med meget høj hastighed … pfuj! Parret er ikke i tvivl, beretter fru Espersen: Der er tale om et uidentificeret flyvende objekt, en UFO … Heldigvis slap både Søren og konen for at blive beamet op til de i UFO-entusiastiske kredse så frygtede rektalundersøgelser!”

Ole Birk Olesen har aldrig taget nogen fanger i sin polemiske journalistik. Han sætter trumf på til sidst:

”Historien kunne have været en løsrevet anekdote, men det er den ikke. Den kan forklare mangt og meget om baggrunden for Dansk Folkepartis politik, når partiet nu igennem mange år har krævet bevillinger til hokus pokus-behandling i landets sundhedsvæsen. I Dansk Folkeparti tror man simpelthen på de mest fantastiske ting.”

Søren Espersen glemmer aldrig Ole Birk Olesens tekst.

Festaben Løkke

Kvoten er opbrugt. Men som en lille sløjfe på den postmoderne saga om revolverjournalisten, der pludselig har stået ansigt til ansigt med sine ofre, skal et besynderligt debatindlæg i Politiken fra 2009 også lige trækkes frem fra gemmerne. Her skriver Ole Birk Olesen om sin væmmelse ved Lars Løkke Rasmussen:

”Det eneste, danskerne med sikkerhed ved, at Løkke lever for, er selskabsliv, for de har selv betalt hans regninger. Og der er faktisk masser af selskabsliv til Venstres alfahan på Christiansborg, hvis han vil det, og det vil Lars Løkke Rasmussen. Nogle eksempler: Tilbage i år 2000 blev jeg som journalist på Ekstra Bladet ringet op af to danske rygsækturister, som i Australien var stødt ind i et rejseselskab fra Falck. En af Falck-folkene inviterede de unge landsmænd med på hotellet, hvor han pralede med, hvor meget man drak på turen, hvor lidt fagligt indhold der var, og hvor mange penge man fyrede af. Den tur var Lars Løkke Rasmussen, Venstres næstformand og kommende sundhedsminister, også med på, og han var efterfølgende meget sur på mig, fordi jeg fortalte om det i avisen.”

Skrivestilen med at fortælle om kynismen fra magtens korridorer folder Ole Birk Olesen her videre ud: ”Problemet var ikke, at jeg efter hans mening havde skrevet noget forkert, betroede Løkke en af mine kolleger – men at han var taget af sted hjemmefra i børnenes vinterferie og havde bildt konen ind, at det var en meget vigtig tur. Og nu kunne hun så læse i avisen, at han bare var på drukferie!”

Ole Birk Olesen slutter sit personangreb på den dengang nyudnævnte statsminister med journalistisk schwung: ”Hvem kan det på denne baggrund undre, at Lars Løkke Rasmussen ifølge en meningsmåling fra Megafon især er upopulær hos kvinderne? Den livsstil, som Løkke har udstillet gennem pressen, indeholder jo alt det dårlige fra den fortidige maskulinitets generalieblad: en fraværende far, en ægtemand med hang til overnatning i fremmede senge og en festabe a la Brixtofte den yngre.”

Lars Løkke Rasmussen glemmer aldrig Ole Birk Olesens tekst.

Hoved på et fad

I modsætning til DF’erne synes statsministeren dog at have tilgivet Ole Birk Olesen, tilmed officielt. I et svar til Folketinget fra december 2016 udtaler Lars Løkke: ”Jeg finder af principielle årsager ikke anledning til at kommentere på spørgsmål vedrørende udpegning af ministre. Hertil kommer, at spørgsmålet angår forhold, som ligger forud for transport-, bygnings- og boligministerens udnævnelse til minister, og som ikke vedrører hans ministervirke.”

Men formalia og politiske teknikaliteter kan efterhånden være ligegyldige nu. Mange års opsparet nid og nag mod Ole Birk Olesen kan blive forløst i den kommende uge. Transportministeren skal forklare og forsvare sig i sagen om milliardunderskuddet i PostNord på tirsdag.

Oppositionen står klar med fyresedlen til Ole Birk Olesen. Hans eneste chance er, at magt-trekløveret i Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen, giver ham amnesti. Eller at Lars Løkke Rasmussen forbarmer sig og griber ind for at holde sammen på VLAK-regeringen. Men blodhævn går langt tilbage i danmarkshistorien. Drab på slægten hævnes med drab.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12